Forandringer i sundhedsvæsenet kræver nye perspektiver

Sundhedsvæsenet står midt i en stor omstilling. Med sundhedsreformen følger nye måder at organisere arbejdet på. Nye opgaver skal løses af nye aktører, og der bliver rykket rundt på roller og ansvar. Hvis de mange gode intentioner bag reformen skal blive til reel forandring i praksis, kræver det, at vi forstår den kompleksitet, som sundhedsvæsenet er bygget op omkring.

Sundhedsvæsenet fungerer som et komplekst system, hvor mange aktører er afhængige af hinanden og handler ud fra egne erfaringer, perspektiver og regler [1]. Deres handlinger påvirker hele systemet – ofte på uforudsigelige måder.

Sundhedsvæsenet som et komplekst system er kendetegnet ved [1-3]:

– Alt hænger sammen: Det, én person gør, kan påvirke andres arbejde og situation.

– Ikke altid lineært: Der er ikke altid en direkte sammenhæng mellem årsag og virkning. Små ændringer kan få store og uventede konsekvenser.

– Paradokser: I komplekse systemer findes der ofte modsatrettede hensyn, som ikke nødvendigvis kan – eller bør – løses. Et eksempel er spændingen mellem at følge retningslinjer og samtidig tage højde for patientens unikke behov.

I årtier har der været stilstand i udviklingen på nøgleområder i sundhedsvæsenet: Kun 50-60% af al behandling følger evidensbaserede retningslinjer, omkring 30% af ressourcerne spildes, og 10% af patienterne oplever utilsigtede hændelser [3]. Det vidner om, at traditionelle, topstyrede forbedringsstrategier ikke altid virker. Ifølge kompleksitetstankegangen er problemet, at vi ofte forsøger at løse sundhedsvæsenets udfordringer med lineære modeller og simple årsag-virkning-tanker. Det svarer til at forsøge at skrue på ét hjul og forvente, at hele maskinen ændrer retning.

I stedet bør vi anerkende, at løsninger og adfærd ofte opstår uforudsigeligt gennem interaktion mellem mange aktører. For eksempel ændres en praksis ikke nødvendigvis, bare fordi ledelsen indfører nye retningslinjer. Forandringer kræver indsigt i medarbejdernes hverdagslogikker, rutiner og de mange uformelle relationer, medarbejderne indgår i.

Hvad betyder det i praksis?

Man kan ikke styre et komplekst system med regler og manualer alene. Ændringer sker, når de giver mening for dem, der skal føre dem ud i livet – og når de tilpasses lokale forhold. Derfor skal vi se sundhedsvæsenet som et levende og foranderligt system, der formes indefra, og her anbefales følgende opmærksomhedspunkter [1 ,4]:

Forvent uforudsigelighed

I komplekse systemer kan der opstå uforudsete situationer, og her findes der sjældent én »rigtig« løsning. Tænk i scenarier, vær klar til at tilpasse, og se overraskelser som en mulighed for læring.

Sæt relationer i centrum

Forandring sker gennem mennesker. Innovation kræver tillid, gensidig tilpasning og vilje til at finde vej sammen – også når det er bøvlet.

Anerkend tilpasningsevne

Giv plads til, at medarbejdere kan afvige fra »opskriften« og bruge deres faglighed til at finde løsninger i den konkrete situation. Her er det afgørende også at have blik for, hvordan tilpasninger påvirker andre led i systemet.

Hvis sundhedsreformen skal lykkes, må vi derfor ændre vores billede af sundhedsvæsenet: fra en maskine, der kan finjusteres, til et levende system, der skal kultiveres.