Forbeholden forebyggelse

Tendensen var så ulogisk, at den fortjente eget navn. Antikkens filosoffer kaldte den akrasia – evnen til at vide, hvad der er rigtigt, og så alligevel fortsætte med at gøre det forkerte.

Som noget tidløst bliver tendensen ved med at kræve sine ofre, selv om det aldrig har skortet på advarsler. Også i samtiden er det særlig mærkbart, når det drejer sig om at tage vare på helbredet. Tendensen går ud over både sjæl og krop, volder forskere og klinikere hovedbrud og belaster et truet statsbudget. Alt i alt er det forståeligt, at forebyggelse for længst har fået status som et ideal, der så vidt muligt skal træde i stedet for behandling.

Empati som blokering

Sagen er intim og derfor ømtålelig: Ingen er glad for at få bekræftet, at man er for uklog eller svag til at stoppe en livsstil, som man selv ved er risikabel. Specielt i almen praksis udfordres den professionelle sans for empati: Bør lægen i mødet med patienten påtale den svære overvægt og risikoen for diabetes, selv om konsultationen handler om en dårlig hals? Og mere afgørende: Er man ansvarsløs, hvis man holder sin mund?

Empatiens fornemme mål er at virke befordrende i omgang med patienter, men af frygt for at overskride grænser virker den også blokerende. Det er med god grund, at lægen allerede i studietiden gøres opmærksom på, at patienten helst selv skal bringe problemet og ønsket om forandring på bane. Det kalder både tydeligt på empatien og vækker i det mindste håb om en bæredygtig motivation. I sagen om forebyggelse er man desværre også oppe imod andre kræfter.

Psykologisk resistens og forbehold

Advarsler om stress, kost, rygning, alkohol og mangel på motion mister ikke deres gyldighed, men efterhånden kan de virke trivielle. Det skyldes, at gentagne advarsler også har en tragikomisk effekt: Imens den gode hensigt går ud på at øge modtageligheden og anspore til handling, kan det ende med, at der i stedet udvikles en psykologisk resistens: Jo mere man udsættes for advarsler om risici, desto mindre modtagelig kan man blive over for dem.

Resistensen styrkes med hver bekræftelse på, at »det ikke behøver at gå så galt«; i den version hører det også til folkevisdommen, at risikofaktorer ikke er identiske med årsagsfaktorer. Forskningen giver ganske vist stadig flere grunde til at råbe vagt i gevær; meldinger om risici øges i takt med tiden, men det samme gælder for borgerens evne til at tage dem med forbehold. F.eks. har neuroepidemiologien påpeget, at forhøjet kortisolniveau i konfliktfyldte forhold og glutamat i fødevarer er neurotoksiske med øget risiko for både ældet udseende og Alzheimers sygdom. Den melding er blandt utallige andre dukket op i helsespalter, men det er afgjort ingen selvfølge, at den har fremskyndet skilsmisse eller sørget for sikker afstand til færdigretter.

Den psykologiske resistens forhindrer, at advarsler skaber panik, men den ledsages også af bekymring fra professionel side: De tilhørende forbehold over for forebyggelse nedsætter risikoopfattelsen og kan virke som grønt lys for at fortsætte en livsstil, der trænger til kursændring.

Forskel på forbehold

Forbeholdene kan gælde som typisk kendetegn for den risikovillige, der er parat til at gå på tynd is, hvad enten det så finder sted af lyst, nød eller almindelig dovenskab. Men også den risikobevidste med engagement i forebyggelse kender til forbehold; det viser sig, når man prøver at finde ro ved tanken om, at det efterhånden er umuligt at rette sig efter alt, hvad der advares imod.

Forskelle på personlige forbehold kalder på fleksibilitet i konsultationstiden, imens den noget nær fandenivoldske må respekteres i sin autonomi, kalder den rådvilde med sin bekymring snarere på paternalisme i den beroligende version. Det kræver sit at møde borgerens forbehold; hertil kommer så, at de også findes i professionelle versioner.

For både forskere og klinikere er det et arbejdsvilkår, at man må affinde sig med tvivl, sandsynlighed og dermed faglige forbehold. Det er indlysende, at multikausalitet også er væsentlig for forebyggelse. Opmærksomheden på vigtigheden af den strækker sig lige fra A-vitamin til Zen-meditation; men hvad er mest afgørende og dermed udslagsgivende i det enkelte tilfælde? Svarene varierer og konkurrerer med hinanden om nytteværdi. På trods af højere evidens og egen empiri kan man føle sig tynget af at være borgeren svar skyldig. Der er nu engang ikke udsigt til tværfaglig enighed om et biopsykosocialt rutekort til gavn for enhver, der vil være sikker i sin færden.

Uenighed i fagfolkenes rækker er i bedste fald ouverturen til nok et fremskridt, men i mellemtiden står borgeren altså ikke alene. I lighed med ansvaret for forebyggelse er forbehold over for den noget, man er fælles om.

Tilbagevendende prøver

Det gælder fortsat som et ideal, at det er bedre at forebygge end at behandle. Set fra det pessimistiske hjørne kan det undre, at mottoet stadig lever i bedste velgående, selv om det ofte viser sig, at parterne ikke er opgaven voksen. Til almindelig opmuntring er der dog belæg for et alternativt facit.

Udgangspunktet for denne lille udflugt var den tidløse tendens til at vide, hvad der er rigtigt og så alligevel fortsætte med at gøre det forkerte. Når det går galt, kan bebrejdelse om manglende forebyggelse derfor virke mere eller mindre oplagt, men det yder ikke sagen fuld retfærdighed. Tanken kan snarere henledes på eksperimentet med den kogte frø: Sætter man den ned i kogende vand, springer den straks op; øges varmen derimod gradvist, kan den ikke finde det tidspunkt, hvor det koster helbred og måske liv at se tiden an.

Når det drejer sig om at tage vare på helbredet er den psykiske og somatiske belastningsevne på tilbagevendende prøver i livsforløbet. Undervejs kan man sammenfattende tale om betydningen af forbeholden forebyggelse; det anfægter ikke idealet om at forebygge, men begrunder i sig selv, hvorfor der også fremover må satses mindst lige så meget på behandling.