Fordomme bremser politisk handling for psykiatrien

De senere år har vist, at det er vanskeligt at få psykiatrisk behandling finansieret. Senest har en af psykiatriens grand old men, tidligere professor Per Vestergaard, pga. de manglende ressourcer foreslået en drastisk beskæring af de sygdomme, som skal tilbydes psykiatrisk behandling. De fleste, som angst/depression mv., skal ikke indgå, men henvises til et »mistrivselssystem«. Ressourcerne skal forbeholdes de mest syge fortrinsvis dem med psykoser [1]. Men hvad er det, som gør det så vanskeligt at anerkende behovene, psykiatriens ekspertise og opnå de tilstrækkelige bevillinger til alle psykisk syge?

I betragtning af psykiske sygdommes store hyppighed og betydning for folkesundhed og samfundsøkonomi kan det være vanskeligt at forstå modviljen mod at bevillige den fornødne økonomi. Det er selvfølgelig et problem, at det drejer sig om en stor, vedvarende og voksende udgift, men det er også tilfældet for cancer og hjertelidelser.

Når man vælger at definere et problem som en sygdom, følger der nogle forpligtigelser med til behandling og hjælp, som betyder udgifter for samfundet. Selvfølgelig har mennesker med andre problemer, f.eks. »sociale«, også ret til hjælp, men ikke i samme grad som syge. Sygdom er som bekendt »hver mands herre«.

Sygdomsretten

»Sygdomsretten« fremhæves tydeligt i relation til den aktuelle debat om psykiatriens fremtid. Alle sygdomme skal have lige rettigheder, og psykiatrien sammenlignes med cancer og hjertesygdomme. Det skærende misforhold, der er mellem de ressourcer, der stilles til rådighed for psykiske og somatiske sygdomme, fremhæves. Misforholdet erkendes bredt, men alligevel er der trods adskillige tidlige psykiatriredegørelser og -planer aldrig blevet bevilliget de milliardbeløb, som kunne bringe behandlingen af psykisk sygdom på linje med fysisk sygdom.

Paradokset kan skyldes, at psykisk sygdom, selvom det ikke vedstås åbent, alligevel er underlagt konsekvenserne af rådende fordomme. Talrige undersøgelser har vist, at det stadig er skamfuldt at have en psykisk sygdom. Tvivl om, i hvor høj grad de pågældende har »rigtige« sygdomme, viser sig og opleves hyppigt. Fordommene findes udbredt i befolkningen og naturligt også blandt de politikere, som vi har valgt.

Det er en sejlivet fordom, at mennesker med psykisk sygdom i større eller mindre omfang kunne »vælge« anderledes. De, som har angst eller depression, kunne tage sig lidt sammen, misbrugere kunne ophøre med brugen, anorektikere kunne spise, selvskadere kunne lade være, og deprimerede kunne undlade selvmord.

Mangel på respekt

Der er en dybt rodfæstet tendens til ikke at tage psykisk sygdom alvorligt. En mangel på respekt for de uimodståelige kræfter, som findes i sindet og kan vise sig i form af invaliderende psykiske og somatiske symptomer. Som et kuriosum kan det f.eks. ses ved massepsykogen sygdom (»massehysteri«). Afvisning, mistro og vrede er reaktionen, når den psykiske baggrund påpeges [2]. Et andet eksempel er hypokondri, som kan være en alvorlig psykisk sygdom, men alment nærmest betragtes som en morsomhed.

En anden fordom, som har betydning for nedprioriteringen af behovet for behandling, er opfattelsen af psykisk sygdom som samfundsskabt. Engang hed det »en sund reaktion på et sygt samfund«. Nu skal man ikke »individualisere systemiske problemer«, og samfund og miljø har stor betydning for udvikling af sygdom, men det er ingen undskyldning for ikke at hjælpe de mennesker, som bliver ramt. Tænk hvis trafikofre eller patienter med diabetes 2 blev henvist til at afvente samfundsændringer.

Fordomme

Der er en del tidligere og aktuelle eksempler, som kan illustrere, at fordomme spiller en rolle for, hvorledes man håndterer forskellige psykiske sygdomme politisk.

For omkring 70 år siden vedtog Folketinget, at misbrug skulle betragtes som en sygdom med den dermed følgende rettighed til behandling. Stoffet var dengang alkohol. Den beslutning er fortsat gældende. I praksis er området i stigende omfang blevet betragtet som et »socialt« problem, bragt på afstand af psykiatrien/sundhedsvæsenet og overflyttet til kommunerne. Dyrekøbte erfaringer har siden vist, at det er en meget uheldig beslutning, fordi misbrug og andre psykiske sygdomme er tæt sammenvævede, og mennesker, der har misbrug som et af deres psykiske problemer, svigtes.

På vej ud af psykiatrien

En anden talrig gruppe, som nu er på vej ud af psykiatrien, er personer med somatoforme lidelser eller »medicinsk uforklarede symptomer«, som de nu kaldes. Det vurderes, da det drejer sig om somatiske symptomer, at de med rimelighed kan behandles i særlige klinikker i somatikken. Det sker, selvom behandlingsmetoderne væsentligst findes i psykiatrien.

En talmæssigt mindre gruppe, som er udflyttet fra psykiatrien, er behandling af problemer i forbindelse med kønsidentitet, som nu er overført fra sexologien til klinikker placeret i somatikken. Dette er ikke ment som en kritik af de eksisterende klinikker, men problemet sidder mindst af alt i kønsorganerne.

Voldelig adfærd – en af effekterne af den forringede behandling af mennesker med skizofreni og i nogle tilfælde førende til overfald og mord på pædagoger – måtte Folketinget forholde sig til. De valgte ikke at øge den nødvendige psykiatriske behandlingskapacitet. Problemet blev i vidt omfang defineret som socialt og kommunalt. Resultatet ser vi i dag: De ekstra sengepladser kan kun med stort besvær anvendes, står i vidt omfang tomme, og problemet er uløst.

Behandling af angst og depression er behæftet med selvbetaling, og angstbehandling var en overgang afgrænset ved et alderskriterium, så den ikke dækkede ældre. Utænkeligt ved en somatisk sygdom.

Ikke en »rigtig« sygdom

Det er derfor relevant åbent at adressere modviljen, dels mod at betragte psykiske sygdomme som »rigtige« sygdomme og dels mod at betragte nogle sygdomme som psykiske. Patientorganisationer kæmper indædt for, at deres medlemmer er fysisk og ikke psykisk syge. Ganske relevant, både for at få del i ressourcer i samme grad som somatisk syge og for at undgå den stigmatisering, som hæfter til psykisk sygdom. De støttes af politikere, som udtaler sig i retning af, at »rigtige« sygdomme ikke skal behandles i psykiatrien.

Der findes mistrivsel. Depression skal adskilles fra dårligt humør og angstsygdom fra uro og bekymring. Den skelnen sker i de internationale diagnosedefinitioner. Psykiske sygdomme er defineret af WHO på samme måde som somatiske. Diagnosen stilles af læger som for somatiske sygdomme. Diagnosticerede psykisk syge mennesker prioriteres alligevel lavere end somatisk syge. Fordommenes rolle bliver vi nødt til langt mere åbent at italesætte.

Fordommene skal konfronteres

Vi må konfrontere fordommene og ikke stiltiende acceptere den store betydning, de har. Det kan vi gøre på et videnskabeligt grundlag ved at opgøre ressourcebehovet for at give alle med psykisk sygdom relevant behandling. Vi mangler i Danmark en nøjagtig måling af hyppigheden af mennesker med de enkelte sygdomme. Psykiatrifonden er sammen med Statens Institut for Folkesygdomme, Danmarks Statistik og Psykiatrisk Center København ved at søge midler til en præcis måling efter WHO’s kriterier. Vi har imidlertid tal fra tilsvarende lande, som giver et tilstrækkeligt billede, indtil de helt præcise tal foreligger. Vi ved, hvilken behandling der er nødvendig for hvert menneske med de forskellige diagnoser, og kan udregne, hvad det vil koste for den enkelte patient. Det er så blot at gange antal patienter med prisen for at få det samlede ressourcebehov.

Behovet kan vurderes og behandles politisk. Hvis ikke alle, som har en psykisk sygdom, kan få behandling, kan prioriteringerne i det mindste åbent diskuteres. Det kan være, at der kun er ressourcer til de mest syge, og at en del ad modum Vestergaard må sorteres fra. Det giver samtidig mulighed for aktivt og vedvarende at påpege, at det er fordomme, som dømmer nogle psykiske syge ude.