Forleden kørte der en historie i medierne om billigere frugt og grønt. To supermarkedskæder havde på eget initiativ valgt at sænke priserne ved at »fjerne momsen« – godt nok kun i en begrænset periode, men alligevel – for at fremme danskernes sundhed. Det blev også til en historie på TV 2 News, hvor jeg stillede op til interview i deres morgennyheder med afsæt i tiltaget.
For mig at se er det et anerkendelsesværdigt tiltag, supermarkedskæderne har sat i søen. Selv om det måske udspringer af en marketingtanke, er det godt, at man tager et ansvar og forhåbentlig ansporer, at nogle kommer til at leve lidt sundere. Isoleret set er det positivt.
»Forebyg sygdom og aflast det pressede sundhedsvæsen. Brug alle gode tiltag for at sikre befolkningens sundhed – også ved at gøre det nemmere og billigere at vælge sunde drikke- og fødevarer«Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Men der er også en bagside af billedet. Det er nemlig et symptom på en virkelighed, som faktisk er lidt forstemmende. Man bør som ansvarlig politiker spørge sig selv om, hvorfor det er to supermarkedskæder, der står som frontkæmpere, når det kommer til sundhedsfremme og forebyggelse. Hvorfor er det ikke landets folkevalgte, som tager fat og bruger de værktøjer, de har, og som mest effektivt vil fremme folkesundhed, forebygge sygdomme og på den måde også forebygge tusinder og atter tusinder af indlæggelser, operationer og medicinske behandlinger?
At gøre frugt og grønt billigere i to supermarkedskæder i en begrænset periode gør ingen sommer, nej. Men ved et lignende tiltag i 2022 købte danskerne henholdsvis 23% mere frugt og 44% mere grønt i den uge, initiativet stod på. Så mon ikke det ville batte en del, hvis man permanent gjorde det nemmere og billigere for borgerne i Danmark at leve sundere? Et af delelementerne heri kunne være at gøre de sunde fødevarer billigere og de usunde dyrere. Faktisk behøver man slet ikke stoppe der, for man kunne fra politisk hold i tilgift til dette også nemt gøre tobak og alkohol mindre tilgængeligt ved blandt andet at hæve priserne markant. Man burde permanent som politiker tage ansvar for og initiativ til, at det bliver billigere og nemmere at leve sundt.
Det er bare ikke det, vi ser ske. I efteråret blev et politisk flertal enige om en forebyggelsesaftale. Folketingets partier havde en gylden mulighed for at beskytte børn og unge mod tobak og alkohol på den korte bane og for at aflaste sundhedsvæsenet på længere sigt, men alligevel måtte man spejde langt efter cigaretpriser på 100 kroner og en 18-årsgrænse for køb af al alkohol plus markant højere priser på de varer også.
Så der er klart behov for at tale problemerne op – så vi får mere og bedre strukturel forebyggelse. Tobak og alkohol er de største faktorer i forhold til at skabe sygdom, hvilket de 15.920 årlige tobaksrelaterede dødsfald og 2.465 alkoholrelaterede dødsfald med tydelighed viser. Og så har vi slet ikke indregnet, hvor mange år livet belastes af sygdom forud for det. Det er dermed også de faktorer, som skaber mest pres på sundhedsvæsenet i form af indlæggelser med meget mere, som kunne være forebygget, hvis Folketinget ellers ville.
Det er endnu mere uforståeligt, når vi fra regeringens side hører om arbejdskraft som »dyrebar valuta«, hvad enten i samfundet bredt set eller i sundhedsvæsenet. Fra politisk side burde man have benyttet muligheden for at tage større livtag med netop tobak og alkohol, som skaber så meget sygdom – og så mange opgaver. På den måde ville man have værnet om både sundhedsvæsenet og de mennesker, som skulle levere den omtalte arbejdskraft.
På langt sigt kan tiltag mod tobak som højere priser og tværfaglige indsatser mod rygning på grundskoler og på ungdomsuddannelser forhindre mere end 50.000 indlæggelser om året. Samtidig ved vi, at manglen på sundhedspersoner vil gå fra slem til værre i løbet af de næste mange år. Alene af de grunde er der ingen tid at spilde: Forebyg sygdom og aflast det pressede sundhedsvæsen. Brug alle gode tiltag for at sikre befolkningens sundhed – også ved at gøre det nemmere og billigere at vælge sunde drikke- og fødevarer. Det er sund fornuft og burde ligge lige til enhver politikers højreben.