Skip to main content

Forebyggelseskommissionen og de »resursesvage«

Professor Signild Vallgårda, Institut for Folke-sundhedsvidenskab, Københavns Universitet, E-mail: s.vallgarda@ifsv.ku.dk

19. jun. 2009
3 min.

Forebyggelseskommissionens hovedopgave var at komme med forslag til, hvordan middellevetiden i Danmark kunne forlænges med tre år. Om det lykkes at få middellevetiden til at vokse, ved at borgerne i Københavns nordlige forstæder lever fem år længere og borgerne i de vestlige forstæder kun et enkelt mere, og uligheden derved øges, er derfor af mindre betydning. Det er gennemsnittet, der tæller med denne målsætning. Der stod dog også, at kommissionen skulle komme med forslag »med særligt fokus på de resursesvage grupper«. Hvordan har kommissionen varetaget denne del af opgaven? Hvor har den set problemerne, og hvilke løsninger foreslår den?

Kommissionen skriver, at den »hvor dette har været relevant og muligt [har] vurderet potentialet i forhold til de mindre resursestærke grupper«. Det er påfaldende så sjældent, kommissionen har fundet dette relevant. I hele gennemgangen af sygdomsmønsteret, omtaler man ikke de store sociale forskelle i forekomsten af mange sygdomme, endsige forskellene i dødelighed, og når det drejer sig om risikofaktorerne, er det også sparsomt med oplysninger om fordelingen af dem i befolkningen.

Som det også fremgår af citatet, introducerer regeringen og med den forebyggelseskommissionen et nyt begreb. Man taler ikke længere om socioøkonomiske grupper eller om socialt udsatte, men om »mindre resursestærke« eller »resursesvage« grupper. Med dette begreb bliver egenskaber hos den enkelte problemet, nemlig vedkommendes svage resurser. Ordvalget flytter problemet fra omgivelserne til borgerne selv - og politikernes ansvar bliver dermed meget begrænset. Det er i øvrigt interessant, at der står meget om personligt ansvar i rapporten, men ingenting om personlig frihed.

Til de resursesvage borgere hører »fx misbrugere, psykisk syge og hjemløse«. Deres sundhedsproblemer er ifølge kommissionen især infektionssygdomme, KOL, leddegigt og bevægeapparatlidelser. De årsager, kommissionen peger på, er måske lidt overraskende, hvis man tager problemerne i betragtning, men ikke, hvis man tænker på, at det var KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion), som kommissionen skulle forholde sig til. De svage »udviser en særlig risikobetonet adfærd«, når det gælder kost, rygning og alkohol. Det, kommissionen foreslår for at rette op på disse gruppers problemer, er tre tiltag: 1) en forhøjet tobaksafgift, 2) at forbedre deres »kendskab til« henholdsvis alkohol, kost og motion og 3) mere forskning også inden for forebyggelse i forhold til disse grupper. Med hensyn til tobaksafgiften er det ikke usandsynligt, at den i lige så høj grad vil forringe de svagestes økonomi, som den vil svække deres tilbøjelighed til at ryge.

Når det drejer sig om at forbedre kendskabet til risikofaktorerne kan man godt forestille sig, at det ikke er uvidenhed, som er den væsentligste grund til, at de ikke lever op til anbefalingerne om genstandsgrænser og motion. Derfor er oplysning nok ikke det mest formålstjenlige middel til at reducere disse menneskers sundhedsproblemer. I øvrigt er heller ikke de højtuddannede tilsyneladende særlig modtagelige for sundhedsbudskaber, i det mindste er der tale om en selektiv modtagelighed. Når det drejer sig om alkohol, er der flere storforbrugere i de højere sociale lag, og fedmen kravler lige så stille op ad den sociale rangstige. Skal man forbedre vilkårene for dem i samfundet, der har det allerværst, skal der nok en anden tækning til. Så må man tænke ud over oplysning, og politikerne må tage et større ansvar. Og det gælder sandsynligvis også for resten af befolkningen.