Forebyggelseskonsultationer i almen praksis

Den nye overenskomst mellem praktiserende læger og Syge-sikringen lægger op til et kvalitetsløft i forebyggelsesarbejdet. Nye ydelser (aftalt forebyggelseskonsultation, supplerende specifik forebyggelsesindsats, opsøgende hjemmebesøg) og bedre honorering skal få lægerne til at »interessere« sig mere for forebyggelse af livsstilssygdomme. Der skal bruges mere tid på opsporing (identifikation), risikostratificering, intervention og opfølgning. »Det gode patientforløb« skal etableres og sikre udbytte for både læge og patient, folkesundhed og samfundsøkonomi. Intentionerne er gode, og behovet for en mere målrettet indsats er utvivlsomt til stede - statistikkerne taler deres tydelige sprog. Kronikerbølgen vokser stødt, og danskerne scorer for få point på helbredsskalaen, når vi sammenligner os med nabolandene. Dette er imidlertid ikke nogen nyhed. Vi ved det godt, og vi har vidst det længe.

Ansvaret ligger her, der og alle vegne. Noget af ansvaret ligger i primærsektoren hos den praktiserende læge, men det væsentligste ansvar ligger vel hos patienten selv - et ansvar, som patienten alt for ofte forsøger at fralægge sig. Der kan imidlertid være sund fornuft i at hanke op i dette ansvar og få gjort noget ved det!

I almen praksis er der et stort forebyggelsespotentiale, men det handler jo ikke bare om at være en dygtigt uddan-net læge. Det handler også om struktur, fysiske rammer og personale i sin praksis. En øget forebyggelsesindsats vil selvfølgelig også øge arbejdsbyrden i almen praksis, og hvor finder man lige den ekstra kapacitet, som skal til for at være med på galejen?

Bedre strukturering af forebyggelseskonsultationer, tilrettelæggelse af patientforløb og medinddragelse af klinikpersonale er oplagte muligheder, som kan gøre arbejdet noget enklere. En god sygeplejerske med den rette indstilling kan påtage sig mange forebyggelseskonsultationer. Dette vil i nogen grad kræve efteruddannelse/oplæring for at sikre gevinsten. Hvis de fysiske rammer i huset tillader det, bør man overveje udvidelse af medarbejderstaben.

Afledt af ovennævnte melder der sig følgende relevante spørgsmål:

1. Er almen praksis klar til at tage imod udfordringen (opfordringen)?

2. Er der brug for at få bedre struktur på forebyggelseskonsultationerne? (f.eks. nye guidelines, manualer)?

3. Hvilke barrierer blokerer for arbejdet?

Da undertegnede interesserer sig for dette store emne, vil jeg være taknemmelig for kommentarer og forslag til håndtering af forebyggelsesarbejdet i sin »nye dimension«.