Forekomsten af diabetes i Danmark: metodeudvikling til en registerbaseret vurdering

Danmark er et land med unikke registre med mulighed for rutinemæssig monitorering af behandlingskrævende sygdomme som diabetes, sådan som det beskrives af Drivsholm et al i Ugeskrift for Læger [1]. Artiklen godtgør validiteten af en sådan monitorering og foreslår det som en opgave for Sundhedsstyrelsen at give troværdige diabetesprævalenser som grundlag for den offentlige debat om diabetes og dens udbredelse, hvilket jeg kun kan bifalde og foreslå udvidet med monitorering af diabetesincidens og -mortalitet.

Men, da den tidsmæssige udvikling i udbredelsen af diabetes er et hovedpunkt i den offentlige debat - der tales aktuelt om en epidemisk vækst - er det imidlertid afgørende, at monitoreringen giver mulighed for valide sammenligninger af forskellige kalenderår. Helt specifikt bør de årlige prævalenser ikke afhænge af, hvor lang forudgående tid man har anvendt til at identificere eventuelle diabetikere. Dette problem behandles ikke af Drivsholm et al, formodentlig fordi de ikke studerede kalendertidstrends.

At problemet med varierende perioder til fastlæggelse af diabetesstatus er reelt, kan vises ved at se på estimater af prævalensen af farmakologisk behandlet diabetes på Fyn den 1. januar 1999. I princippet kan vi bruge op til syv foregående års registreringer (registeret blev etableret i 1992) af diabetesrelaterede receptindløsninger til afgørelse af behandlingsstatus, men for eksemplets skyld kan vi fiktivt lade registeret begynde i 1998, 1997, osv. tilbage til 1992. Bruger vi kun data fra 1998 finder vi 8.095 diabetikere, mens vi finder 9.089, hvis vi bruger alle indløsninger fra 1992 til og med 1998 ud af en befolkning på 471.130 (egne beregninger baseret på Odense PharmacoEpidemiologic Database). Problemet skyldes den individuelle variation i hyppigheden af behandlingskontakter - en variation som især blandt type 2-diabetikere er betydelig. Efterhånden som registerets levetid øges, mindskes problemet, men det kan tage ganske lang tid, før det forsvinder. Derfor bør problemet imødegås allerede i startfasen af den rutinemæssige monitorering for at gøre resultaterne anvendelige, f.eks. ved at anvende lige lange forudgående tidsperioder til bestemmelse af sygdomsstatus i hvert kalenderår [2]. Det fører ganske vist til et underestimat af prævalensen, men da fejlen vil være sammenlignelig fra år til år, vil sammenligninger mellem prævalensestimaterne fra forskellige år normalt være valide. Problemets størrelse er formodentlig mindre ved anvendelse af flere datakilder som i Drivsholm et al's tilfælde, men det bør dog stadig imødegås.

Indlægget har været forelagt Thomas B. Drivsholm et al, der ikke har kommentarer.