Skip to main content

Forgiftning med antidepressiva

1. reservelæge, Lennart J. Friis-Hansen, H:S Rigshospitalet E-mail: lfh@rh.dk

1. nov. 2005
2 min.

C. Ellervik & A. Høgholm beskriver i Ugeskrift for Læger (2003;165:1884-5) kasuistisk behandlingen af en marplanforgiftning med hypertermi. Viden om behandlingen af serotoninsyndromet er vigtig, da det ses i forbindelse med dels overdoseringer/forgiftning med antidepressiva (tricycliske og non-tricycliske antidepressiva, serotonin-reuptake-hæmmere og monoaminooxydasehæmmere) dels rusmiddelforgiftninger f.eks. kokain og ecstacy. Brug af flumazenil til behandling af forgiftningstilfælde er dog ikke ukompliceret. Benzodiazepiner (BZD) er meget effektive til at behandle centralt udløst agitation, hypertension, arytmi og hypertermi [1, 2], og ved kokainforgiftninger opnås bedre resultater med BZD-behandling end hvis symptomerne behandles isoleret (Robert Hoffman, personlig meddelelse). BZD har måske også en kardioprotektiv virkning, især vist ved behandling af klorokinforgiftninger [3]. Flumazenil er derfor kontraindiceret ved alle BZD-blandingsforgiftninger, hvor BZD kan tænkes at have en terapeutisk virkning. Ophæves denne beskyttelse kan det være farligt, f.eks. [4, 5]. Giftinformationerne på Bispebjerg Hospital og i Stockholm har også kendskab til 2-3 tilfælde, hvor patienten med kombinationsforgiftninger med antidrepressiva og BZD umiddelbart efter indgift af flumazenil fik hjertestop (egne observationer, og Jonas Höyer, personlig meddelelse).

Det er derfor »en fordel«, at patienter der forgifter sig med antidepressiva, ofte også forgifter sig med BZD, hvorved de (dog uden at vide det) umiddelbart starter den korrekte behandling, hvilket burde mindske morbiditeten ved disse forgiftninger.

Ved behandling af disse forgiftninger hvor problemet er agitation, hypertension, arytmi og hypertermi, bør der primært gives diazepam i.v.: 10-20 mg i refrakte doser hvert 2.-5. minut samt afkøling, i.v. glukose, ilt på næsekateter og thiamin. Da respirationsstop er en hyppig konsekvens af behandlinger, kræves, at det er muligt at yde respirationsstøtte (f.eks. manuel ventilation eller respiratorbehandling). Hvis det ikke lykkes at få stabiliseret patienten og få kontrol med symptomerne inden der er givet et par mg diazepam/kg, behandles hvert symptom (hypertension, hypertermi og takykardi/ arytmi) individuelt. Hypertermi med f.eks. dantrolene og evt. en serotoninantagonist. Hypertension og tachycardi/arytmi med f.eks. verapamil, natriumbikarbonat, nitroprussid, nitroglycerin, phentholamin eller hvad der måtte være indiceret [1].

Litteratur

1. Chu j, Wang RY, Hill NS. Update in clinical toxicology. Am J Respir Crit Care Med 2002;166:9-15.

2. Nisijima K, Shioda K, Yoshino T et al. Diazepam and clormethiazole attenuate the development of hyperthermia in an animal model of the serotonin syndrome. Neurochem Int 2003;43:155-64.

3. Riou B, Barriot P, Rimailho et al. Treatment of severe chloroquine poisoning. N Eng J Med 1988;318:1-6.

4. Haverkos GP, DiSalvo RP, Imhoff TE. Fatal seizures after flumazenil administration in a patient with mixed overdose. Ann Pharmacother 1994;28:1347-9.

5. Derlet Rw, Albertson TE. Flumazenil induces seizures and death in mixed cocaine-diazepam intoxications. Ann Emerg Med 1994;23:494-8.


Indlægget har været forelagt Christina Ellervik, som ikke har kommentarer.