Skip to main content

Forklaring på renteforhold ved pensionsberegning udbedes

Læge Erik H. Mortensen, Randers, E-mail: erik-meta@adslhome.dk, Interessekonflikter: Ingen.

3. dec. 2010
3 min.

For et år siden fik vi en henvendelse fra Lægernes Pensionskasse med henblik på ændring af rentegarantiforholdene ved pensionsberegning. Vi skulle gå fra garanteret rente til betinget ydelsesgaranti. Dengang så det ud til, at vi skulle miste 25% af vores årlige pension ved at sige ja til ændringen. Det blev bekræftet ved henvendelse til pensionskassen. Der er nu kommet en ny henvendelse, hvor vi ved at sige ja ikke går ned i pension. Jeg er forvirret. Min nuværende pension består af fire beløb: 1) alderspension med 2) pensionisttillæg samt 3) alderspension under afvikling med 4) pensionisttillæg. Hvor er ændringen, er det kun på tillæggene, eller er det også på grundpensionerne? Hvad er forskellen på nu, hvor vi ikke skal gå ned i pension, og for et år siden, hvor vi skulle gå 25% ned ved ændring fra garanteret rente til betinget ydelse? Lægges de fire nævnte beløb sammen og danner grundlag for en ny måde at udregne pensionen på?

> Svar: af: Administrerende direktør Niels Lihn Jørgensen, Lægernes Pensionskasse. E-mail:lpk@lpk.dk. Interessekonflikter: Ingen

Erik Mortensen er i tvivl om, hvordan pensionen er sammensat. Udbetalingen fra Lægernes Pensionskasse består af en grundpension, et generelt pensionisttillæg og et nyt valgfrit aldersafhængigt pensionisttillæg. Når udbetalingen ændres, kan det enten være grundpensionen eller tillæggene, der ændres.anden at gøre.

Den første henvendelse fra efteråret 2009 drejede sig om pensionskassens tilbud til medlemmerne om at vælge den nye pensionsordning.

Medlemmer, der er indtrådt i pensionskassen 1. juli 1999 og senere, fik ikke tilbudt den nye pensionsordning, fordi de allerede havde denne ordning. Ordningen er med betinget garanti og en grundlagsrente på 2 procent. Den betingede garanti betyder, at grundpensionen kan nedsættes, hvis renteniveauet falder meget, eller hvis levetiden stiger meget. Grundpensionen i den nye ordning er lavere end i de gamle ordninger, fordi grundlagsrenten er lavere, og fordi forudsætningerne om levetiden er mere sikre.

Medlemmer, der er indtrådt i pensionskassen før 1. juli 1999, fik tilbud om at vælge den nye pensionsordning. Mange valgte ikke om og har derfor fortsat den gamle ordning, som hovedsageligt er en garanteret ordning med grundlagsrenter på 3 procent, 3,5 procent og 4 procent.

På de gamle ordninger er den del af ordningen, der skyldes stigninger i grundpensionen siden 1999, dog med betinget garanti og en grundlagsrente på 2 procent. Så alle medlemmer og pensionister har en del af deres grundpension på en ordning med betinget garanti og en grundlagsrente på 2 procent.

Den anden henvendelse fra pensionskassen fra dette efterår drejer sig om en ændring af grundpensionen i de betingede ordninger og en samtidig indførelse af et nyt valgfrit tillæg.

I 2010 er renten faldet til et historisk lavt niveau, og Finanstilsynet har bebudet, at de vil nedsætte den maksimale grundlagsrente fra 2 procent til 1 procent med virkning fra 1. januar 2011. Den maksimale grundlagsrente er en øvre grænse for den grundlagsrente, der må anvendes for nye pensionsordninger og stigninger på gamle pensionsordninger.

Derfor nedsætter pensionskassen grundlagsrenten til 1 procent i ordninger med betinget garanti, og dermed nedsættes grundpensionen. Samtidigt indføres et valgfrit tillæg, som giver mulighed for at vælge at få højere udbetalinger i starten mod lavere udbetalinger senere i forløbet.

Henvendelsen i oktober 2010 er en første orientering om denne ændring. I begyndelsen af december 2010 får alle pensionister igen brev fra pensionskassen. Denne gang med oplysning om størrelsen af grundpensionen, det generelle pensionisttillæg og det nye valgfri tillæg. Med brevet følger en blanket, som skal underskrives og indsendes til pensionskassen, hvis det valgfri tillæg ønskes udbetalt. Det valgfri tillæg kan fravælges igen senere og kan også vælges til senere, hvis man ikke ønsker det udbetalt fra 1. januar 2011.