Form og indhold, fællesskab og respekt

Jeg har lige deltaget i et fokusgruppemøde med nogle kolleger, hvor vi diskuterede UfL’s fremtid. Jeg var en del af et fællesskab, selv om vi var meget forskellige kolleger fra alle dele af lægearbejdet. Vi fik gennemgået udviklingen fra den rene papirform til den moderne udgave med både papirform og elektronisk form. Udviklingen kan ikke stoppes, men kan den bøjes lidt? Alle i gruppen var glade for papirformen, som er på vej ud, fordi den er for dyr.

At udtale sig frit

De fleste var tilfredse med indholdet. Der er mere journalistisk stof og debatstof end tidligere. Der er flere billeder. Ingen ville undvære kasuistikkerne med vores fags grundsten: sygehistorierne og klinikken. Vi ønskede mere politisk stof og mere kant på debatten, men bladet er bundet og hæmmet af at være et fagforeningsblad for de tre søjler. Debat på Facebook tiltalte specielt ikke den ældste del af gruppen. Problemet med at udtale sig frit som offentlig ansat blev nævnt. En ældre kollega ønskede bedre muligheder for yngre kolleger til at kunne publicere i UfL. Dette punkt tror jeg vil blive opfyldt, men kanten på debatten er mere tvivlsom.

Jeg har som praktiserende læge tidligere troet, at jeg kunne udtale mig frit, men nu føler jeg mig ikke helt fri til at melde ud, at jeg ikke vil aflevere mit ydernummer. Jeg føler det negative gruppepres, når jeg ikke vil følge flokken.

Jeg ønsker ikke at aflevere mit ydernummer, fordi jeg gerne vil fortsætte med at arbejde som læge nogle år mere, inden jeg går på pension. Jeg frygter, at jeg ikke vil få ydernummeret retur, fordi jeg er solopraktiserende læge i byen. Jeg ønsker ikke at aflevere mit ydernummer som en trussel. Jeg vil gerne være troværdig.

Jeg fik med en selvbetalt konsulents hjælp for nogle år siden pga. arbejdspres og stress forenklet min klinikdrift ved at opsige konsultationssygeplejersken på næsten fuld tid, og jeg klarer mig nu med en SOSA på deltid. Jeg arbejder stort set lige meget. Jeg mener ikke, patienterne behandles dårligere. Jeg er glad for at tage på arbejde igen, dels fordi jeg har et bedre overblik, og dels fordi den administrative byrde er skåret ned. Og sygesikringen spares for en udgift på godt 40.000 kr. om måneden.

Ved at opsige mit ydernummer vil jeg ikke kunne byde en KBU-læge velkommen, hvilket jeg gerne vil. Jeg vil gerne byde en kommende kollega velkommen på en bedre måde, end jeg selv blev modtaget i flokken. Jeg ønsker ikke for de kommende kolleger, at de skal forvises til landdistrikter, hvor de ikke kan få deres børn i skole, og hvor deres ægtefæller ikke kan få arbejde. Den administrative byrde i praksis var ikke så stor, da jeg startede, men nu er den alt for stor og i hvert fald umulig at bære i et almindeligt familieliv.

Hvis jeg opsiger mit ydernummer, vil de svageste patienter blive svigtet. Det ønsker jeg ikke. Det er dem, jeg brænder for.

Med indførelsen af de digitale medier og den tiltagende digitalisering af samfundet har vi efterhånden helt solgt vores sjæle til djævelen. Kvaliteten forsvinder. Vi tror, den er bevaret, men vi kan kun og udelukkende måle kvantiteten. Vi er som læger gået med hele vejen med digitaliseringen, der muliggør registrering og kontrol.

Altid både og

Den udvikling kan heller ikke stoppes. Men kvaliteten i det enkelte læge-patient-forhold kan aldrig måles digitalt, kun analogt. Det er aldrig enten godt eller skidt, altid både og. Regionen og sygesikringen bruger allerede nu digitaliseringen til udbredt kontrol. Jeg kan bruge f.eks. sentinelregistrering til at få overblik, men kvaliteten af kerneydelsen i almen praksis kommer ikke med. Den vil aldrig kunne kontrolleres af en tredjepart som regionen.

Formen for almen praksis er digitaliseret, og den hjælper regionen og politikerne os med at administrere. Indholdet består af en lægefaglig del blandet med en del af bløde og følelsesmæssige værdier med omsorg og respekt i centrum. Den bløde del kan ikke digitaliseres, og den står vi læger for helt suverænt – sammen med patienterne.

Der har jeg min frihed ligesom hesten.

 

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

>Svar:

Formand for PLO Henrik Dibbern E-mail: dibbern@post3.tele.dk.

Kære Kirsten Hallager

Alle de formål, du nævner i denne uges Replik (s. 1750), er PLO’s bestyrelse enige med dig i. Det er faktisk bl.a. disse formål, som er grunden til, at vi anbefaler, at du giver fuldmagt til PLO’s repræsentantskab til at aflevere dit ydernummer sammen med det store flertal af dine kollegers, hvis situationen kræver det, når repræsentantskabet mødes den 29. juni.

Både du og jeg kan fortsætte med at arbejde som solopraktiserende læger, også hvis almen praksis bliver et liberalt erhverv. Hvis ikke vi alle bliver en del af en ny aftale med det offentlige ved at få vores ydernumre tilbage, vil der ikke blive en ny aftale med det offentlige.

Hvis almen praksis bliver et helt liberalt erhverv, skal vi selvfølgelig etablere ordninger, så vi kan medvirke til at uddanne nye almenmedicinere. PLO ønsker ikke at forvise kommende praktiserende læger til landdistrikter, men vi ønsker at medvirke til, at alle danskere kan have en praktiserende læge.

Du svigter ikke dine svage patienter ved at aflevere dit ydernummer. Regionen har stadig pligt til at sikre alle borgere lægehjælp, og kommunen har pligt til at sikre de svage nødvendig økonomisk hjælp.

Vi har arbejdet konstruktivt for at udvikle it, inklusive Datafangst, men har hele tiden holdt fast på, at data ikke måtte misbruges til kontrol, og at kun en meget begrænset del af kvaliteten i almen praksis kan måles.

Det store flertal af dine kolleger kæmper for fagligheden og friheden fra registreringstyranni. Du kan være med i kampen, hvis du vil.

Interessekonflikter: ingen