Skip to main content

FORMANDSVALGET I LÆGEFORENINGEN

Overlæge Henrik Allermand, Formand for Danske Militærlægers Organisation, Læge Grete Frank Bonde, Formand for Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger, Overlæge dr.med. Niels Frimodt-Møller, Formand for Overlæger ved Statens Serum Institut, Sygehuslæge Kaj O. Kulmsee Sørensen, Formand for Organisationen af Sygehuslæger, Embedslæge Niels Bloch Jespersen, Formand for Embedslægeforeningen, Lektor dr.med. Ole Sonne, Formand for Medicinske Universitets Læreres Forening. E-mail: ole.sonne@dadlnet.dk, Ledende overlæge Jørn Rosborg, Aalborg Sygehus Syd, Sekretariatschef Lise Møller, medlem af Overlægeforeningens bestyrelse, Speciallæge Peter Haahr, formand for de Praktiserende Speciallæger

31. okt. 2005
3 min.

Vi synes, at vi som medlemmer af Lægeforeningens repræsentantskab har det privilegium, at vi skal vælge mellem tre kvalificerede kandidater til ny formand for Lægeforeningen den 30. april. Og på ét punkt er vi også enige med flertallet i Overlægeforeningens bestyrelse, som har understreget, at det ikke bør være delforeningernes bestyrelser, der stikker hovedet sammen for at blive enige om, hvem der skal være ny formand efter Jesper Poulsen. Med tre kvalificerede kandidater bør det være alle medlemmer af Lægeforeningens repræsentantskab, der nu og frem til Lægemødet skal lytte til kandidaterne, stille dem spørgsmål og få svar for at kunne tage stilling gennem stemmeafgivelsen på Lægemødet. Derfor forventer vi, at der også bliver plads på Lægemødet til at stille spørgsmål til kandidaterne, og at de får mulighed for at svare. Formandsvalget skal ikke forceres igennem, det er det for vigtigt til.

Vi vil her anbefale Karsten Nielsen som ny formand for Lægeforeningen. Karsten har fra sin tid i Hovedbestyrel-sen bevist sin enestående evne til at følge sine visioner op i praksis. Vi behøver blot at henvise til de to års arbejde med lægelig kultur og kollegialitet, hvor han som formand sørgede for, at der blev sat ord på de problemer i de kollegiale forhold, som alle har følt, men ikke tidligere har turdet give udtryk for. Denne evne har han som formand for FAS igen demonstreret med sit forslag på Lægemødet 2004 til at sætte processen om Fremtidens Lægeforening i gang og efterfølgende i FAS' bestyrelse fremlægge forslag til, hvordan processen kunne tilrettelægges, et forslag, som Hovedbestyrelsen efterfølgende har tilsluttet sig.

Karsten har som formand for FAS været fremragende til at skabe respekt for FAS' interesser hos myndigheder og hos modparter og samarbejdspartnere uden for Lægeforeningen, lige fra ministerierne over de kommunale organisationer til fagorganisationerne i AC. FAS' mange erhvervsforeninger repræsenterer en broget sammensat buket af interesser, der går fra ansættelse i den private sektor, over kommunerne, amterne, H:S til staten, og det har været en utrolig fordel for selv små erhvervsforeninger, at Karsten har kunnet være talsmand for deres interesser, når de har ønsket det. Karstens status og evner uden for Lægeforeningen vil grupper i andre delforenin-ger kunne få gavn af med Karsten som formand for Lægeforeningen.

Vi ved, at Karstens hjerte banker for kerneværdierne for lægestanden, og han ser bevarelsen af disse værdier som den vigtigste standsopgave for Lægeforeningen sammen med sikringen af uddannelsen af de kommende ge-nerationer af læger. Derfor er han ved siden af at være formand for FAS medlem af uddannelsespolitisk udvalg, fordi videreuddannelsen er et vigtigt, måske det vigtigste, middel til fortsat at sikre de traditionelle værdier i lægestanden. Vi kan ikke anbefale Karsten, at han stopper som formand for FAS. Vi mener, at hele lægestanden vil få en glimrende formand i Karsten Nielsen, ikke mindst i den kommende proces frem mod Fremtidens Lægeforening. Derfor er vi villige til at opgive vores FAS-fordel til gavn for hele Lægeforeningen.