Fornuft og følelser – mødet mellem sundhedsvidenskab og moderfølelser i valg om vaccination

Bivirkninger af vaccination kommer på dagsordenen, hver gang en ny vaccine introduceres til børnevaccinationsprogrammet, og det medfører massivt fravalg og lav vaccinationsdækning. Mediernes fokus på udokumenterede bivirkninger, senest i forbindelse med HPV og før det MFR, sætter langvarige spor, men hvordan forhindrer vi, at det sker igen?

Et af mange eksempler på, at fornuft og følelser står side om side i sundhedsrelaterede beslutninger, er introduktionen af HPV-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet i 2009. Indledningsvis blev flere end 90% af pigerne i målgruppen vaccineret. Så ramte historier om påståede bivirkninger af vaccinen medierne i 2015, og dækningen faldt massivt – til trods for, at der ikke var videnskabeligt grundlag for at konkludere, at bivirkningerne skyldtes vaccinen.

Vilkårlig beslutningsproces

I udgangspunktet tænker vi, at beslutningsprocessen er rationel. Vi er en positivistisk videnskab, og vi ønsker ikke en værdidebat, hvor det er følelser og ikke evidensen, der bliver central. Vi går ud fra, at når folk får de rigtige informationer, vil de altid træffe det rigtige valg, og fra vores perspektiv er det rigtige valg det evidensbaserede. Men det er bare ikke sådan, folk træffer beslutninger i virkeligheden. Beslutningsprocessen er afhængig af, hvordan man læser og forstår de informationer, man møder, sit værdisæt, hvem man har tillid til – sit filter, så at sige. I et nyligt studie [1] fandt vi, at mødre, uafhængigt af deres valg om at vaccinere deres døtre eller ej, primært får deres informationer fra medierne, og at de kvinder, der værdsætter informationerne fra medierne, har mindre sandsynlighed for at tilvælge vaccination af deres døtre. Informationskilders lødighed er ikke i sig selv nær så vigtig som det indtryk, de efterlader, og den værdi, mødre tillægger dem. Vi kan derfor antage, at sundhedsbeslutninger træffes ud fra en basis af følelsesmæssig empiri snarere end fornuftens evidens.

Vanskeligt at være velinformeret

Når mødre søger viden fra en informationskilde, der ikke er bundet af et videnskabeligt kodeks om redelighed, kan der opstå karambolage mellem fornuft og følelser. Det handler sjældent om fake news, selvom det er så meget enklere at kalde de skyldige journalister løgnhalse. Problemet er lige så meget framing: Hvis man fremstiller fordele og ulemper med ligelig taletid, fremstår de to parter som ligeværdige, selvom det måske ikke afspejler realiteten. Det er videnskabeligt vist, at medierne sjældent er transparente, komplette eller korrekte i vaccinationsdebatten [2], og i det postfaktuelle vestlige samfund bliver mødrenes forsøg på at være velinformerede pludseligt vanskeligt.

Socialt acceptabel tvivl

De danske modstandere af HPV-vaccination er ikke klassiske »anti-vaxx'ere«; de har generelt tillid til sundhedssystemet, er velinformerede om fordele og ulemper og tror i udgangspunktet ikke, at læger og forskere er købt af industrien til at sælge autisme i en sprøjte. I et telefoninterview sagde en mor til en ikke-vaccineret datter sådan:

"Jeg ved godt, at det [at vaccinere mod HPV] er det rigtige at gøre, men jeg har ikke fået det gjort… Jeg vil bare ikke have, at I tror, at jeg er en af dem, der ikke vaccinerer sine børn."

Selvom det kan lyde både forfængeligt og benægtende af moderen at påstå, at hun »bare ikke har taget sig sammen«, når interviewet foregik flere år efter, at datteren blev tilbudt vaccination, og vinduet for vaccination snart lukker, så viste det sig at være udbredt blandt dem, der fravalgte HPV. Det illustrerer også, hvordan det retorisk er en helt anden diskussion, som er dominerende blandt dem, der fravælger HPV-vaccination. Det bunder i to ting: kollektiv misinformation og tvivlsaccept. Ikke blandt de sundhedsprofessionelle, der hurtigt dannede fælles front mod angrebene på vaccinen, men fordi mistanken om, at vaccinen medførte bivirkninger, hurtigt blev spredt gennem sociale medier såvel som nyhedsmedier, blev det socialt acceptabelt at lade tvivlen råde og fravælge vaccination.

Kommunikationen

Det er vigtigt ikke at fremmedgøre de forældre, der ikke har ladet deres døtre vaccinere. Derimod bør vi se på, hvordan vi kommunikativt indgår i mødet med patienter og pårørende, der i langt højere grad er styret af følelser end af vores videnskab. Kravet om evidensbaseret medicin er ikke kun et videnskabeligt kodeks; det er en ideologi, fuldstændigt som følelserne og de personlige historier bliver det for mødrene. Hvis vi kommer fra hver vores side – de sundhedsprofessionelle rodfæstet af evidens, mødrene af deres følelser – er spørgsmålet, hvordan vi krydser skyttegraven og går ind på mødrenes præmisser og anerkender deres forvirring, uden at vi føler, at vi mister vores egen faglige integritet.

Klinikere kan ikke gå ind til hver konsultation med et endemål om at forandre hver enkelt forælders personlige holdninger og værdier. For at vi som sundhedsprofessionelle ikke skal stå med »oprydningsarbejdet« efter mediernes vildledende reportager og genopbygge tillid, efter skaden er sket, kunne vi være den primære informationskilde, når det gælder lægevidenskab, og få taletid i medierne – og så må vi måske overgive os til erfaringen, at det er igennem følelserne og ikke fornuften, at vi fanger mødrenes interesse og alliance. Problemet hermed er dog, at evidensen for effekten af netop det er tvetydig. Et Cochranereview [3] har vist, at positive mediefortællinger medfører større accept af sundhedstilbud, hvorimod negative kampagner medfører frafald, mens et studie specifikt om HPV-vaccination [4] har vist, at mediehistorier om bivirkninger er langt mere kraftfulde i at få folk til at fravælge vaccination, end positive mediehistorier er til at medføre tilvalg af vaccination.

Kollektivt opråb til medier

Den tilbageblivende løsning er da et kollektivt opråb mod nyheds- og underholdningsprogrammer inden for public service, der med deres monopol og langtfra upartiske bagtanker kan producere upræcise og misvisende sundhedsreportager, og kræve, at medierne får ansvar og etik som et ideal bag deres formidling.

Det er jo ikke første gang, noget som dette er sket. For 20 år siden dominerede MFR-kontroversen den globale sundhedsdebat, og forskning viser, at den diskussion stadig sidder i folks underbevidsthed, når de skal træffe nye beslutninger om vaccination [5]. Selvom der ingen sammenhæng var at finde, forbinder folk stadig MFR-vaccinen med autisme. Ukorrekt og misvisende sundhedsreportage er derfor ikke kun skadeligt på publikationstidspunktet, men påfører folkesundheden langvarige sequelae.