Skip to main content

»Forskning«

Knud Wilson, læge, Strandby. E-mail: kw@frederikshavn.dk

1. nov. 2005
2 min.

For ca. 30 år siden blev jeg ganske ufrivilligt kastet ind i kræftforskning, da jeg i min praksis konstaterede en usædvanlig ophobning af lungekræft. Den daværende leder af Cancerregisteret, overlæge Clemmesen tilbød mig, som svar på mine spørgsmål, de oplysninger Cancerregisteret havde med ordene: »så prøv selv«.

Snart blev jeg dybt grebet af problemerne, som optog mig gennem flere år. Jeg lever i et samfund med en udpræget aldersracisme, men med baggrund i det jeg oplevede, må jeg spørge mig selv: »Hvor meget er den offentlige forskning i samfundet egentlig værd, og i hvor høj grad er der tale om en ensrettet meningsdannelse?«

Som eksempel skal jeg nævne forholdene omkring aids, hvor man tidligt bemærkede, at sygdommen bredte sig blandt homoseksuelle mænd og lige så hurtigt konkluderede, at årsagen er det anale samleje [1]. Det blev over den ganske verden erkendt som den centrale årsag til smitten. Dette skete på trods af, at hele epidemiologien forklares, hvis man går ud fra, at smitten videreføres gennem den mandlige sæd.

Ved seksuelt samværd mellem mænd vil man da få en spredning med en vedvarende fordobling efter talrækken: 1-2-4-8-16 ... og helt forskellig fra udbredningen i heteroseksuelle forhold, hvor kvinden, som ingen sæd danner, ikke kan føre sygdommen videre (bortset fra specielle undtagelser). Kun den mandlige partner kan føre smitten videre.

Det forklarer også, at sygdommen meget sjældent smitter i lesbiske forhold. Her til forskel fra smitten gennem prostituerede, som formentlig smitter gennem sæd fra en mand til en anden gennem den sæd, som kvinden har fået ind i skeden. En både enkelt og meget logisk forklaring. Har jeg ret, så mangler den offentlige forskning en målrettet orientering og en praktisk viden. Mest af alt mangler der nok en kritik af den meget ensrettede forskning, som hældes ud over hele samfundet. Mon det ikke var værd at prøve andre veje.

Hvert år er der læger, som forlader deres arbejde efter i årevis at have lyttet til mennesker og deres problemer. Selv har jeg gennem nok 40 år arbejdet som læge og ved siden af min praksis været eneste fængselslæge ved Kragskovhede. En dag gjorde jeg op, at jeg havde talt med 150 mennesker, som alle forventede, at jeg lyttede til dem, små som store ting. En overgang var jeg nok mere kendt i København end de fleste ministre. Jeg må, som andre læger, have talt med tusinder af mennesker.

Hvad oplevede de læger, og hvad lærte de af det? Var det ikke værd at høre det og mere værd end megen såkaldt forskning?


Referencer

  1. Wilson K. AIDS-epidemiologi. Med svar af Melbye M. Ugeskr Læger 1988;150:2538-40.