Sundhedsvæsenet er under udvikling og forandring; det er der ikke noget nyt i. Men nu tales der om transformation med henvisning til den radikale omstilling af væsenet, der følger af »Aftale om sundhedsreform« og de lovpakker, der er på vej igennem Folketinget.
Politikere, ledere og planlæggere er bevidste om og optaget af, at der venter et stort mentalt og organisatorisk arbejde, hvis aftalens intentioner skal blive til virkelighed; hovedparten af det kliniske personale venter til gengæld skeptisk på, hvad det alt sammen vil betyde. Den vanlige drift kan forventes påvirket med et nyt perspektiv på planlægning, koordinering og overvågning af ressourcer og aktiviteter for at optimere patientbehandling, processer og økonomiske resultater. Transformationen forventes at være omfattende og indgribende, og man kan være bekymret for, om der vil blive plads til forskning og innovation, og om de discipliner kan blive værdifulde drivkræfter i transformationen?
En række forfattere har i tidens løb analyseret forandringsprocesser og udpeget nogle centrale faktorer for at forandre eller transformere en organisation; det handler bl.a. om lederskab, struktur, strategi og kultur, men også om vigtigheden af at påvirke en organisations erkendelse og medarbejdernes forståelse af, at den nuværende organisering ikke er tidssvarende. Der skal derfor formuleres en enkel vision for forandringen, og både begrundelsen for forandring og det tilstræbte mål skal kommunikeres let forståeligt.
Til forskel fra ældre modeller for organisatoriske forandringsprocesser fremhæver nutidige modeller vigtigheden af omgivelser eller kontekst. Det er således vigtigt, at den pågældende organisation er i harmoni med omverdenen; for sundhedsvæsenet betyder det borgere/patienter, medarbejdere, samarbejdsparter og politikere.
Med baggrund i et omfattende litteraturstudie konkluderer Hulshof [1], at transformation i sundhedsvæsenet er så kompleks, at netop forståelsen for komplekse systemer er vigtig, og at samarbejdsdimensionen er den vigtigste enkeltfaktor.
Det er både fair og relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om det store flertal af borgere/patienter og medarbejdere har erkendt og forstået nødvendigheden af en sundhedsreform. Uden en sådan erkendelse og forståelse bliver det ekstra vanskeligt at forandre væsenet. Et flertal af danskere er nemlig tilfredse med sundhedsvæsenet, og visionen og målet for store forandringer er fortsat uklart for mange, også for mange medarbejdere. For at lykkes er der et indlysende behov for fra start at engagere borgere/patienter og medarbejdere aktivt i forandringen.
Forskning har som mål at skabe ny viden eller erkendelse, og der forskes på mange hospitaler, men ikke nødvendigvis med et strategisk fokus, og i kommunale enheder er forskning og anden udvikling beskeden. Den fælles udfordring er, at integration af forskningsresultater i det kliniske arbejde ofte sker drypvis og med års forsinkelse, hvad der i sig selv kalder på en grundlæggende forandring af samspillet og interaktionen mellem forskning og klinik. Innovation derimod defineres ved, at der ikke alene er tale om noget nyt (evt. fra forskningen), men også, at det er både nyttigt og nyttiggjort, dvs. implementeret. Man skelner mellem inkrementel og disruptiv (radikal) innovation, hvor førstnævnte handler om at forbedre den eksisterende praksis, mens sidstnævnte mere grundlæggende ændrer den måde, man gør tingene på. Den igangsatte transformation har primært disruptiv karakter; men der er selvsagt behov for begge typer innovation.
»Aftale om sundhedsreform« omtaler kun begrænset vilkår og retning for forskning og innovation i fremtidens sundhedsvæsen. Det kommer til gengæld frem i regeringens strategi for life science [2] og i en rapport om forskningsbaseret velfærdsinnovation fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd [3]. Mens førstnævnte bl.a. anbefaler »styrket implementering af innovative, effektive og arbejdsfrigørende sundhedsløsninger«, anbefaler sidstnævnte »et nyt paradigme for vurdering af kvaliteten i velfærdsforskning og -innovation« for »at sikre den højeste grad af samfundsmæssig værdiskabelse og aftryk (impact), levedygtighed (sustainability) og relevans for praksis«. De to publikationer formulerer således en ambition om, at den kliniske virkelighed tænkes med i hhv. forskningens forberedelse og den efterfølgende implementering.
»Det er både fair og relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om det store flertal af borgere/patienter og medarbejdere har erkendt og forstået nødvendigheden af en sundhedsreform. Uden en sådan erkendelse og forståelse bliver det ekstra vanskeligt at forandre væsenet«Per Jørgensen
Der udgår i disse år megen god forskning fra hospitaler, primært universitetshospitalerne, med særlig interesse for behandling af patienter med svære sygdomme. Med »Aftale om sundhedsreform« skifter man fokus fra bl.a. individ til population, fra sygdom til forebyggelse og helbred, fra behandling i hospital til indsats i nærmeste geografi og fra standardiseret til mere individuel behandling. Når konteksten via reform ændres, må forskningens fokus også skifte; viden og erfaring opnået i et hospitalsregi kan nemlig ikke overføres en til en til en kontekst uden for hospital. Så forskningens fokus må bl.a. suppleres med et forebyggelses- og populationsperspektiv, hvor kommuner, almen praksis og praktiserende speciallæger i højere grad skal involveres.
»Aftale om sundhedsreform« er et organisatorisk eksperiment i stor skala, og der er behov for, at man understøtter udviklingen via anvendelsesorienteret forskning samt både inkrementel og disruptiv innovation. Og det er vigtigt at tilgå opgaven med øje for, at indhøstet viden og erfaring bliver implementeret hurtigt. Her følger tre eksempler til inspiration, når ny viden skal både skabes og integreres i et væsen under transformationen [4]:
– Missionsorienteret forskning og innovation, som forenklet kan defineres ved tre faser: 1) fælles design af missionen, hvor interessenter (herunder borgere) i økosystemet definerer en sundhedsudfordring, 2) fælles udvikling og innovation med en portefølje- og investeringstankegang, dvs. en portefølje af projekter om forskning, udvikling og innovation i retning af det valgte problem og de definerede mål, og 3) fælles løbende drift, hvor der skabes veje og måder, hvorpå ny viden kan sættes i drift.
– Klinisk akademiske integrationsmodeller, hvor man gør op med søjleopdelte aktiviteter og separate strategier til fordel for en fælles firedelt strategi om forskning/innovation, uddannelse/kompetenceudvikling, kvalitet/klinisk praksis og implementering. Realisering af strategien foregår løbende og cirkulært, dvs. uden forsinkelse [5].
– Sløjfemodellen, hvor man koordinerer fire separate koblingspunkter bestående af: 1) at behovet (udfordringen) bestemmes, dvs. hvilken sundhedsudfordring vil man forsøge at ændre, og hvilken udvikling kan man realistisk mestre, 2) at udviklingen scopes, så tids- og ressourceforbrug besluttes, 3) at leverancen klargøres, således at det nyudviklede drøftes med »driftsfolk« mhp. integration, og 4) at der er integration i driften, hvor det nyudviklede transformerer den eksisterende drift.
»Aftale om sundhedsreform« intenderer en omfattende ændring af sundhedsvæsenet for fortsat at sikre god kvalitet i sundhedsindsatsen. Vilkår og kontekst vil ændres på væsentlige punkter, og transformationen forventes at være både langvarig og omfattende med påvirkning af alle sundhedsaktører. Selv om transformationsprocessen vil kræve megen opmærksomhed og mange ressourcer, er det vigtigt fra start at integrere forskning og innovation i transformationsporteføljen. Fokus for forskning og innovation må i den forbindelse suppleres med et forebyggelses- og populationsperspektiv, hvor kommuner, almen praksis og praktiserende speciallæger i højere grad involveres. Målet skal være, at forskning og innovation ikke bare belyser, men også understøtter transformationen med hurtigt skabt ny viden og erfaring til glæde og gavn for borgere/patienter og samfund. »Aftale om sundhedsreform« er innovativ; det skal realiseringen også gerne være.
