Forskning og Kræftens Bekæmpelse

Menneskehedens historie har vist, hvad en fri forskning betyder i modsætning til en erhvervsorienteret forskning, der jo blot er forskning, der passer ind i nulevende erhvervslederes eller politikeres meget begrænsede horisont. I skolen lærer vi om, hvorledes den katolske religion straffede forskere som Bruno og Copernicus, fordi de skabte tvivl om kirkens sandhed, men hvordan er det i dag, da vi lærer, at vi lever i et frit samfund med ytringsfrihed?

I 1964 skrev jeg på anmodning af borgere her i Strandby en klage over en herværende asfaltfabrik, og jeg henviste her til risikoen for udvikling af lungekræft på grundlag af nogle da meget omtalte dyreforsøg af en forsker Saffiotti [1]. Det var, som noget nyt, lykkedes for ham at fremkalde lungekræft hos nogle Syrian Golden-hamstere. Tre år senere og nu 15 år efter anlæggelsen af fabrikken kom de første tre tilfælde i min praksis, og i mine forsøg på at finde oplysninger kom jeg ind i en forskning, men der hvor jeg naivt troede, at jeg kunne finde støtte i mit fagblad, Ugeskrift for Læger, lærde jeg hurtigt censuren at kende. Efter et enkelt kort indlæg var der helt lukket af. Jeg fik direkte brev om, at det var indviklede sager, der lå langt uden for min horisont. Det var helt på trods af den støtte, jeg fik fra mennesker som overlæge Clemmesen og professor Johannes Ipsen. Et indlæg med billeder, der vakte betydelig opsigt i 1978 blev efterfulgt af et totalt stop.

I 1984, da sagen blev alment kendt og var meget omtalt i medierne, kom der et gennembrud, og nok i 1985 kontaktede jeg Kræftens Bekæmpelse (KB), hvor en sekretær straks bevilligede mig et par tusinde kroner, men jeg så aldrig pengene. En indsendt ansøgning blev afslået af den daværende direktør Bang på trods af, at KB da havde en indsamlet formue på 700 mio. kr. Ophobningen af penge var blevet det væsentlige. Samtidig begærede den ny leder af Cancerregisteret, Ole Møller Jensen, betaling, såfremt man ønskede oplysninger fra Cancerregisteret. Det havde jeg ikke råd til, og så opgav jeg at komme videre. I Ugeskriftet skrev jeg en del indlæg om tjære og kræftsygdomme, men den forskning, jeg var grebet af, måtte jeg opgive.

KB er jo en hovedaktør på godhedsindustriens område. KB med en bestyrelse med afgåede politikere har fået en helt dominerende rolle på kræftområdet og har åbenbart i vid grad overtaget forskningen samt udviser en autoritet, der næppe er dækning for. Det er store summer, der indsamles.

For få år siden kritiserede jeg en række artikler, som læger ansat ved KB bragte i Ugeskriftet, men mit indlæg forblev ubesvaret.

I det forgangne år har jeg i Jyllands-Posten læst om problemerne vedrørende fordelingen af de indsamlede penge, der bruges til forskning, og som læge har jeg modtaget en ejendommelig publikation: »Kræft i Danmark«. En publikation, jeg finder, fremstår som ensidig propaganda rettet mod tobaksrygning og derfor har kritiseret i det forgangne år. Publikationen, mener jeg, på en meget uheldig måde dækker over og skjuler meget alvorlige problemer som luftforurening i byer og på arbejdspladser. En propaganda, som utvivlsomt vil medføre, at mange som industriarbejdere ikke får den erstatning og beskyttelse, de kan gøre krav på. Tanker, som jeg senere har set bekræftet hos andre forfattere i Ugeskriftet [2, 3].

Bag det hele ligger således meget store menneskelige og økonomiske problemer.

Jeg har i Jyllands-Posten læst om, hvorledes formanden for KB har trukket sig fra en bestyrelsespost i et stærkt favoriseret forskningsprojekt i Århus på grund af kritikken, og med undren har jeg fulgt propagandaen, der bliver stadig mere skinger med partikler af ukendt, formentlig organisk natur, som sniger sig gennem ejendomme og nøglehuller.

Senest har jeg set, hvorledes KB i stadig stigende grad involverer sig i kræftforskningen med projektledere, forskningsledere og flere overlæger. Almindelige læger har jeg ikke hørt om, men jeg finder kombinationen af »godgørende indsamling«, forskning og propaganda underlødig, meget uheldig og ikke ulig problemerne med at sælge elastik i metermål. Et ord siger: »man bider ikke den hånd, der fodrer«, og jeg mener, at det er på tide, at vi får oplyst, i hvor høj grad foreningen støttes af Videnskabsministeriet og Lægeforeningen. Vi lever i et lille land, men det kan ikke være rimeligt, at en privat forening med en ukontrolleret brug af offentligt indsamlede midler støttet af en hæmningsløs propaganda tiltager sig et monopol på forskning og information på et så omfattende og væsentligt sygdomsområde. Hertil en indsamling af midler, der ganske givet går fra anden forskning og nok ikke mindst ved besparelser af de offentlige midler på området. Det hele virker meget naivt, og det er svært at se grænsen mellem pengene og en ansvarlig forskning.