Forskningsindikatorudvikling

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Rigtig mange bibliometrikere er beskæftiget med at udvikle og afprøve indikatorer, der kan anvendes i evaluering af forskning. Det er administratorernes drøm at have én robust indikator, som kan opfange mange aspekter af forskningsevaluering. En af de mest omtalte og allerede meget benyttede indikatorer er h-indekset, hvori indgår både publikationstal og citationstal.

H-indeks

Fysikeren J.E. Hirsch har skabt dette mål for den forsker, som har et antal videnskabelige artikler, der har højere citationstal end h. Et højt samlet citationstal kan være fremkommet på basis af nogle få f.eks. review-artikler, som ikke nødvendigvis er original forskning, og citations per paper (CPP) belønner lav produktivitet og straffer høj produktivitet [1].

H-indekset har vakt en del opmærksomhed og er allerede indført i bl.a. ISI's Web of Science. Hirsch (h-indeks 53) mener, at h-indekset kan være praktisk, når man skal vurdere forskere: et h på 12 vil være typisk for den forsker, der skal have en lektorstilling (tenure), 18 giver typisk en professorstilling, men for at blive medlem af National Academy of Sciences skal en fysiker nok op på 45. Hirsch har selv gjort opmærksom på, at f.eks. i biomedicin findes der forskere, der er nået op i 150'erne. Der indgår åbenbart kun ISI-kildeartikler i udregningen, så i fag, hvor også bøger er vigtige, giver det et helt skævt billede. Det er klart, at et pænt højt h-tal er en god indikator for, at en forsker kan have fortjent at få en lektor- eller professorstilling. Problemet kommer, hvis der også er andre ansøgere til stillingen. Hvem skal have stillingen, hvis de tre 40-årige ansøgere har h-tal på hhv.:

• 18 - opnået af 18 publikationer hver med 18 citationer?

• 12 - opnået af 36 publikationer hver med 12 citationer?

• 6 - opnået af seks publikationer hver med 180 citationer?

Efter min mening er h-indekset godt fundet på, men min pointe med ovenstående gåde er, at man er nødt til at vurdere de publikationer og øvrige kvaliteter, hver enkelt forsker stiller med, når det handler om ansættelse eller det modsatte.

Fast arbejde

Hirschs h-indeksartikel er en succes, dens citationskurve stiger til himmels: i 2009 201 citationer, men den har straks affødt en mængde artikler, der skruer på indikatoren, så den passer bedre til den ene eller den anden situation. Jeg nævner her et lille udvalg, som jeg har fundet på Ann-Wil Harzings hjemmeside [2], der ud over det originale h-indeks også udregner nedennævnte:

• Egghes g-indeks (giver mere vægt til højtciterede artikler).

• Zhangs' e-indeks (prøver at differentiere mellem forskere med ens h-indeks).

• Contemporary h-index (Sidiropoulos et al - giver mere vægt til nyere artikler).

• AWCR-indeks (tager artiklernes alder i betragtning).

• Individuelt h-indeks (Batista et al - fraktionerer forfatterandel ved samforfatterskab).

• Individuelt h-indeks, PoP-variation (variation af ovenstående).

• Multiforfatter-h-indeks.

Det er altså en slags beskæftigelsesterapi for bibliometrister. Det er vigtigt, at disse dygtige forskere (her er ingen ironi fra min side) arbejder med at forbedre forskningsmåleinstrumenter, men det kan også blive for meget af det gode. Under visse omstændigheder er h-indekset måske et rimeligt mål, hvis man vil udtrykke vurderingen af en forsker i ét tal. Denne målsætning er bare helt urimelig, når vi taler om noget så kompliceret som forskningsevaluering. Udførlig kritik af citationer som forskningsevalueringsredskab findes i [3].