Det banker på døren til stuegangskontoret: »Undskyld, jeg forstyrrer«, lyder det fra sygeplejersken, der forsigtigt spørger, om jeg har bemærket, at hr. Andersen på stue 2 er ved at udvikle et tryksår. Jeg flytter et øjeblik blikket fra skærmen og kigger stjålent over skulderen. Hvad er det nu, sygeplejersken hedder, tænker jeg, mens jeg prøver at besvare spørgsmålet. Anna, tror jeg nok.
»Stuegangen« har været i gang siden kl. 9, nu er den snart 11, og jeg har gået stuegang på de første patienter. Men det har været »enestuegang«. På intet tidspunkt har Anna været med på stuegangen.
Hvordan er det kommet dertil, at jeg så godt som aldrig går stuegang sammen med en sygeplejerske? Hvordan er vi havnet i en situation, hvor sygeplejersken, min nærmeste samarbejdspartner, befinder sig i en anden verden end min og undskyldende banker på min dør, som om jeg var en konsulent fra en fremmed organisation?
»Hvordan er det kommet dertil, at jeg så godt som aldrig går stuegang sammen med en sygeplejerske? Hvordan er vi havnet i en situation, hvor sygeplejersken, min nærmeste samarbejdspartner, befinder sig i en anden verden end min og undskyldende banker på min dør, som om jeg var en konsulent fra en fremmed organisation?«Niels Gadsbøll Overlæge, dr.med., Medicinsk Afdeling, Holbæk Sygehus
En del af forklaringen er, at jeg bliver nødt til at have ro til arbejdet med Sundhedsplatformen. Dette kontraintuitive arbejdsredskab kræver, at jeg sidder uforstyrret og fuldt koncentreret foran skærmen for at kunne anvende journalsystemet i dets labyrintiske kompleksitet. Alt det, jeg tidligere klarede i en håndevending i samarbejde med en sygeplejerske, en kitteldiktafon og en sekretær, må jeg nu ordne selv bag lukkede døre foran en computerskærm.
Med Sundhedsplatformen er kvaliteten af patientjournalerne desuden forringet. Tidligere tiders velformulerede og problemorienterede beskrivelser af patientens symptomer er skubbet til side af stereotype smartphrases og præfabrikerede klichéer. Jeg kan ikke længere se patienten for mig, når jeg læser hans/hendes journal. Er patienten blevet set, hørt og forstået?
Hvad værre er, er, at når jeg går min »enestuegang«, er det nærmest umuligt at få et par minutters ro til at tale med patienten. På væggen over hver seng brager tv’et løs med endeløse reportager fra Tour de France, Wimbledon, nyheder, reklamer etc. Midt i det hele kommer der en bioanalytiker, fysioterapeut eller portør ind på stuen og henvender sig højlydt til medpatienten.
Ofte synes medpatientens pårørende tilsyneladende også, at det er helt o.k., at de bliver siddende, som var de tilskuere til »Med livet i hænderne«. En lidt påfaldende form for medinddragelse. Og sker det ikke , at jeg til tider må gribe mig selv i at omtale patienterne som »pneumonien på stue 2«, »STEMI-patienten ved vinduet« o.lign. Hvornår var det i øvrigt, jeg huskede at indlede stuegangen med det simpleste af alle spørgsmål: »Hvordan har du det?«
Er stuegangen ved at blive afpersonaliseret?
I gamle dage sagde man, at børneopdragelse krævede ro, renlighed og regelmæssighed. Mon ikke alle småbørnsforældre kan genkende, at der var noget om snakken. Jeg ville ønske, at vi fremover kunne efterleve et lignende regelsæt, hvor læge og sygeplejerske altid går stuegang sammen, anvender et brugervenligt journalsystem og aldrig forlader sygesengen, før de har sikret sig, at patienten føler sig set, hørt og forstået.
