Sad vi i en litterær salon i 1700-tallets København, og talen faldt på den transatlantiske slavehandel, ville de fleste af os sikkert have været af den opfattelse, at vi jo dybest set gjorde slaverne en tjeneste. Vi gav dem muligheden for at blive kristne, lærte dem nyttigt arbejde, gav dem mad og klæder. At de fleste afrikanske slaver formentlig ville have ønsket at blive hjemme, dyrke den religion, de nu havde, syntes, det arbejde, de allerede udførte, var nyttigt, og var tilfredse med den mad, de spiste, og det tøj, de gik i, ville vi sandsynligvis anskue som udtryk for primitivitet og utaknemmelighed. Hvis nogen derudover var kommet på den tanke, at de kunne være savnet i hjemlandet, ville vi nok også have evnet at bortforklare det. Tanken om, at slavernes efterkommere og folk i slavernes hjemlande engang ud i fremtiden ville bebrejde os slaveriet og dets følger, ville slet ikke have forekommet.
I dag taler man fra regeringens og dele af oppositionens side om at skaffe et større antal sygeplejersker og SOSU-assistenter fra lande som Indien og Filippinerne til Danmark. Bevares, vi gør det i et desperat forsøg på at redde et sundhedssystem og en plejesektor i svær krise, men ud over det er det faktisk ren velgørenhed over for de pågældende, må man forstå.
De pågældende lande har en i forholdstal langt lavere mængde af sundhedspersonale end os. Selvom vi uddanner og betaler for uddannelsen i landene med henblik på eksport til Danmark, medfører det et brain drain, da vi formentlig vil søge at vælge de dygtigste og mest engagerede til os selv. Dybest set burde vi, hver gang vi tog en læge, en sygeplejerske, en SOSU mv. fra et land, der har en markant lavere frekvens af disse faggrupper, sende to fra samme faggruppe derned.
Kan vi være andet bekendt?
I overvejelserne om import af folk med ekspertise fra tredjeverdenslande, der er mangel på i hjemlandet, bør også indgå risikoen for at skabe, hvad der vil blive betragtet som en berettiget vrede imod Danmark. Der er folk rundt omkring i verden, som af den ene eller den anden årsag ikke vil os det godt, og der er ingen grund til at hjælpe med at rekruttere følgere til disse.
Man bør i det mindste stille sig fire spørgsmål, når man søger udenlandsk arbejdskraft til sundhedsvæsnet:
Hvad er baggrunden for, at folk, der har boet i Danmark hele deres liv og er uddannet til arbejdet, søger væk fra det offentlige sundhedsvæsen og fra den offentlige plejesektor?
Er det anstændigt at lokke folk hertil for at tage de job, vi af en eller anden grund føler os hævet over selv at udføre?
Hvor få fagfolk skal der være tilbage i et tredjeverdensland, før vi synes, det er pinligt at rekruttere fra det pågældende land?
Risikerer vi ved at rekruttere folk med viden på området fra lande, hvor sundhedssektoren fungerer ringere end hos os, at levere brændstoffet til de fly, der siden vil flyve ind i vores højhuse?
