Fra Hvidovre til Zanzibar

For to år siden aflagde jeg lægeløftet på Københavns Universitet. Det foregik i den smukke gamle festsal med suset af gammel videnskab og traditioner i luften. Det var en smuk ceremoni, som jeg synes, at alle, der har gennemført et langt universitetsstudie, har fortjent. Men dagen i festsalen var mere end en fejring af et gennemført studium. Med lægeløftet påtog man sig denne dag et stort ansvar, og jeg tror, at mange tænkte over, om de ville kunne leve op til samfundets og deres egne forventninger. Kravene til vores faglige kunnen og diversiteten i behandlingsmulighederne er større end nogensinde, og måske netop derfor diskuterer vi nu, hvorvidt vi kan leve op til den moralske forpligtelse, lægeløftet indeholder.

En yngre læges perspektiv

I det daglige arbejde som yngre læge i Danmark synes jeg, at det var svært at opfylde den del af lægeløftet, der taler om, at jeg skal »efter bedste skønnende anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn«. Jeg oplevede på stort set hver nattevagt en konflikt mellem at opfylde den del af overenskomsten, der siger, at jeg kun må være belastet 2/3-dele af vagten og princippet om at udvise omhyggelighed. Hvis jeg skulle følge op på de patienter, jeg havde indlagt, og samtidig have overblikket over de afdelinger, jeg var ansvarlig for, så kostede det nattesøvn. Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor det er de yngste læger, der står i frontlinjen af akutbehandlingen, endda ofte uden der er en bagvagt til stede på hospitalet. Det er ikke tilfredsstillende for hverken patienter eller læger, og man kan hævde, at en sådan organisering er imod lægeløftet. Som læge skal man prioritere sin indsats. Hvis der er travlhed, får patienterne den medicin, der er nødvendig, men de oplever måske ikke at have fået en optimal behandling grundet manglende tid til det, der også hører med til at være læge - samtale og empati.

Som yngre læge, eller rettere ny læge, er det, der fylder i dagligdagen, mødet med den enkelte patient og ikke så meget de større linjer af organisering og prioriteringer i sundhedsvæsenet. Der er naturligvis nogle yngre læger, der er involveret i fagpolitisk arbejde og interesserer sig for vores sundhedssystems struktur, økonomi og kvalitet. Sådan skal det være, men hvorfor er der ikke, som der burde, mange flere? Man kunne forklare dette ved, at man i starten er meget koncentreret om bare at kunne fungere som læge, men kombinationen af korttidsansættelser og topstyrede afdelinger er måske en vægtigere grund. Det er nemmere at affinde sig med forhold, man under normale omstændigheder ville forsøge at ændre, hvis man kun er ansat seks måneder på en afdeling. Desværre var min oplevelse også, at der i afdelingsledelserne ikke er tilstrækkelig vilje og modtagelighed for de yngre lægers initiativer.

Jeg tror, at vi må spørge os selv, om løsningen på problemerne i det danske sundhedssystem er at lave lægeløftet om eller at tænke i omstruktureringer af sundhedssystemet. Hvis vi virkelig mener at ville lave optimerede patientforløb, så skulle vi måske arbejde i behandlerteam, som man gør i England, og måske ville 12-timers-vagter i stedet for 17- eller 24-timers øge patientsikkerheden? Spørgsmålet er, om vi og andre professioner er villige og fleksible nok til, at sådanne strukturelle ændringer kan gennemføres.

Den rige som den fattige uden personsanseelse

Jeg synes ikke, at vi i det danske samfund har nok tilbud til behandling af udsatte grupper som alkoholikere og sindslidende og har oplevet dette som en frustration i mit daglige arbejde. Jeg oplever heller ikke, at alle patienter uanset race og religion får den samme behandling, og jeg tror, at det skyldes, at vi ved alt for lidt om forskellige kulturer til at opnå dette. For eksempel er udtrykket »etniske smerter« en terminologi, der er vidt udbredt på de hospitaler, jeg har arbejdet på. Det bruges om mennesker fra andre kulturer, der giver udtryk for at have smerter, men den virkelige betydning er, at vi synes, at patienten overdriver og ikke fejler noget alvorligt. Det er naturligvis ikke acceptabelt og kan give anledning til decideret fejlbehandling. Lægeløftet siger »at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden personsanseelse«, men jeg synes, at vi efterhånden i den globaliserede verden, vi lever i, har brug for at specificere, hvad vi mener med »uden personsanseelse«. World Medical Association (WMA) har allerede defineret dette, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.

Der er uden tvivl flere grupper af mennesker, der ikke har tilstrækkelig adgang til sundhedsydelser i det danske samfund, eksempelvis de illegale flygtninge. Jeg kan supplere Torben Mogensens kronik (Ugeskr Læger 2006;168:1460-1) med, at jeg som studerende var aktiv i en gruppe, der arbejdede med flygtninge. Vi blev kontaktet af en organisation, der hjalp illegale flygtninge, og de havde et stort problem med at få tilstrækkelig lægehjælp til disse mennesker. Vi forsøgte dengang af få et svar fra Lægeforeningen på, hvordan vi skulle forholde os til dette i forhold til lægeløftet. Svaret var på linje med den holdning, man har til udenlandske statsborgere: At de skal have behandling af akutte livstruende tilstande. Men hvordan skal vi forholde os for eksempel til en hiv-positiv udenlandsk patient, som ikke har adgang til behandling i sit hjemland?

Vi ved, at fattige har større morbiditet og mortalitet end rige. Det gælder i Danmark og internationalt. Hvis lægeløftet gælder for rig som for fattig, må det også udstrække sig til den tredje verden. Det er derfor tankevækkende, at vi som fagligt fællesskab er stort set fraværende i debatten om globale sundhedsproblematikker og om den danske ulandsbistand inden for sundhed.

Et universelt lægeløfte

Det tiltaler mig, hvis man kunne betragte lægeløftet som værende universelt, altså en standard for læger, der er gældende såvel i Hvidovre som på Zanzibar. Den oprindelige hippokratiske ed er naturligvis forældet. Samfundet og etikken ændrer sig over tid og er i øvrigt kulturafhængig. Måske netop derfor eksisterer der internationalt mange forskellige løfter for læger. Den danske version af lægeløftet fra 1805 er bare en. Hvilket løfte, der benyttes, er forskelligt fra land til land, og nogle universiteter benytter slet ikke et lægeløfte.

Det nærmeste, man i dag kommer et universelt internationalt anerkendt lægeløfte er »Declaration of Geneva« fra World Medical Association. I 1948 bad WMA hvert medlemsland om at skrive et lægeløfte, som en reaktion på de forbrydelser, der var blevet begået af læger i Tyskland under 2. Verdenskrig, og som et udtryk for bekymring for den medicinske etiks fremtid, Processen tog to år, og resultatet var »Declaration of Geneva«, der sidst er blevet revideret i 2005. Det er den version, WMA anbefaler. Hvis man sammenligner den med det danske lægeløfte, er det interessant, at den udelukkende fokuserer på det enkelte læge-patient-forhold samt på, at man skal tjene menneskeheden: »I solemnly pledge to consecrate my life to the service of humanity«. Der er på intet tidspunkt nævnt noget om lægens ansvar i forhold til samfundet eller om opdatering af ny viden inden for sit felt. Den er til gengæld særdel es specifik i defineringen af personer uden anseelse. Denne formulering mener jeg, at vi kan få inspiration fra, hvis vi vælger at omformulere det danske lægeløfte: »I will not permit considerations of age, disease or disability, creed, ethnic origin, gender, nationality, political affiliation, race, sexual orientation, social standing or any other factor to intervene between my duty and my patient.«

Det personlige lægeløfte

Lægeløftet indeholder det moralske fundament for, hvordan vi vælger at udøve vores lægegerning, og jeg synes, at det er vigtigt at have et sådant fundament. Der er ufravigelige principper, der går tilbage til den oprindelige hippokratiske ed såsom tavshedspligten, men der er også elementer af lægeløftet, hvor jeg tror, at hver læge vælger at bruge individuel fokus eller individuelle fortolkninger. Desuden er det til en vis grad individuelt, hvilken del af lægeløftet man finder vigtigst eller har sværest ved at opfylde. Jeg synes, at vi skal holde fast i, at der er tale om en moralsk og ikke en juridisk forpligtelse. Helt fundamentalt handler den aktuelle diskussion vel om, hvorvidt den moralske forpligtigelse skal være et ideal, vi som læger stræber efter at opnå, eller om den skal være realistisk, opnåelig for alle, hvilket indebærer, at den definerer »laveste fællesnævner«.

For mig hænger den moralske forpligtigelse i lægeløftet sammen med den basale menneskeret, retten til sundhed. Jeg opfatter mit lægeløfte i en global kontekst, hvor »samfundet« ikke bare er det danske men også verden omkring os. Vi er i Danmark privilegerede men mangler til tider det perspektiv til omverdenen, der betyder, at vi opfatter os som værende sådan. Jeg opfatter det som en vigtig del af mit lægeløfte at gøre opmærksom på uligheder i adgang til sundhedsydelser - ikke kun i Danmark men også internationalt. Jeg mener derfor, at tiden er moden til en fornyelse af lægeløftet, så det afspejler globaliseringen og det multikulturelle samfund.

Lægeløftet og den gode læge anno 2006

Kan lægerne leve op til lægeløftet på de vilkår, de arbejder under i dag? Lægger sundhedsvæsenets organisering, økonomi, politikerne eller andet hindringer i vejen for at være en god læge? Med afsæt i lægernes hverdag i sundhedsvæsenet har Lægeforeningen startet en medlemsdebat om vilkårene for lægers arbejde. Følg stafetten i de kommende numre af Ugeskriftet. Du er også inviteret med i debatten. Skriv til os og sæt fingeren på de ømme punkter for »den gode læges« arbejde. Du kan skrive en kronik på 1.200 ord, en kommentar til Min mening på 650 ord eller et debatindlæg på maks. 400 ord.

Debatten er første indspark til en ny sundhedspolitisk erklæring, som Lægeforeningen vil fremlægge ved foreningens 150-års-jubilæum i 2007.