8.000 er antallet af læger, der skulle være overudbud af i 2035, hvis den nyeste fremskrivning fra Finansministeriet af udbud og efterspørgsel af uddannede læger til velfærdsstaten er korrekt [1]. Det er 21% af den forventede lægestand i 2035 [2].
Tallene er usikre og mere retningsvisende end retvisende, men peger på markant anderledes udfordringer for lægestanden og Lægeforeningen de næste 10-20 år, end hvad de foregående 30 år har budt på. Vi vil i det følgende først skitsere udfordringernes omfang.
Der findes flere fremskrivninger, som søger at kvantificere udbud og efterspørgsel efter uddannede i velfærdsstaten [3]. Finansministeriets nyeste forventer en stigning i udbuddet på 10.000 læger og i efterspørgslen på 2.000 læger [1]. Det er en mekanisk fremskrivning, der tager udgangspunkt i ét år og fremskriver efterspørgslen med den stigning, der skyldes en aldrende befolkning. Det tager ikke hensyn til f.eks. produktivitetsændringer som følge af sundhedsreformen eller teknologiske fremskridt. Der tages heller ikke højde for politiske prioriteringer, der ændrer udbud eller efterspørgsel. Men selv hvis tallet 8.000 er to gange for højt, betyder det stadig et overudbud på godt 10% af den samlede lægestand i 2035.
Hvor der særligt er usikkerhed om efterspørgslen, er udbuddet nemmere at prognosticere, for den årgang af medicinstuderende, der blev optaget i 2025, bliver tidligst færdig med deres KBU i 2032. Det betyder, at de 19.000 erhvervsaktive læger i 2005 vil være vokset til godt 38.000 i 2035 [2]. Det betyder også, at selv en reduktion af optaget på universiteterne på 250 ikke gør en stor forskel for antallet af læger i 2035 [2].
Årsagen til stigningen er selvfølgelig en politisk prioritering af øget optag på medicinstudierne. I 2005 blev der optaget 1.166 medicinstuderende, mens der 20 år senere, i 2025, blev optaget 1.845 studerende.
Regner man med, at det er årgangen, der er født 21 år tidligere, der starter på studiet, blev 2,6% af en ungdomsårgang i 2025 optaget på medicinstudiet. I 2005 var det 1,9% af den i øvrigt meget lille årgang 1984, der læste medicin. Når en 67-årig læge går på pension i dag, har vedkommende omtrent 550 jævnaldrende kolleger. En nyuddannet læge, der i dag træder ind på arbejdsmarkedet, gør det sammen med 1.277 yngre læger.
Ser man på det hele arbejdsmarked, udgør læger i dag 1,0% af alle beskæftigede danskere, mens det i 2005 var knap 0,7%. Under forudsætning af konstant beskæftigelse vil det tal stige til 1,3% af alle beskæftigede i 2035.
Man taler p.t. om flaskehalse i den lægelige videreuddannelse som årsag til et klemt arbejdsmarked. Den bagvedliggende strukturelle årsag, som driver udviklingen, er den markante stigning i antallet af læger. Og det i et system, hvor den offentlige sektor både finansierer og regulerer og som hovedregel også producerer størstedelen af aktiviteten på sundhedsområdet. Og hvor den politiske appetit på markant højere offentlige sundhedsudgifter synes begrænset.
Vi er blevet mange flere læger, og det er godt. Det har betydet, at flere patienter kommer hurtigere til (de fleste typer af) læge, at bedre muligheder for diagnostik og nye behandlinger er blevet indført, og at arbejdsvilkårene er bedret.
Det fremtidige store udbud af læger har først og fremmest én særdeles positiv konsekvens: Landsdele og lægelige specialer, der tidligere har været svære at rekruttere til, vil få det markant lettere. Det bliver en stor glæde for både patienter og kollegaer i yderområderne og i specialer med rekrutteringsvanskeligheder, at de endelig får de ansøgere, de urimeligt længe har efterspurgt.
Udviklingen er imidlertid også udfordrende og kalder på handling. Der bliver allerede arbejdet for at imødegå udviklingen, men vi vil pege på områder, hvor man kan arbejde yderligere. Det centrale mål for Yngre Læger bør være, at for alle medlemmer, der kan og vil arbejde, skal der også være et arbejde. Og for dem, der ønsker det, skal arbejdet være lægefagligt, så man som læge kan bruge sine kompetencer rigtigt til gavn for patienter og samfund.
I arbejdet for at nå det mål må man imidlertid altid holde sig for øje, at den samlede lægestand er en vægtig samfundsaktør, der er nødt til fortsat at vise samfundshensyn i almindelighed og hensyn til vores patienter i særdeleshed. Det er ikke et ønskeligt scenarie, at man i arbejdet for sine egne interesser kommer i konflikt med samfundets berettigede forventninger til lægestanden.
Den aktuelle debat har handlet om at sænke udbuddet ved at sænke optaget på medicinstudiet. Det er et håndtag, som vi sammen med Lægeforeningen, Yngre Læger og FADL mener, at man bør bruge.
Man bør fortsat arbejde for bedre muligheder for deltid. Det åbner for, at flere kolleger kan få en fod indenfor på arbejdsmarkedet, fordi efterspørgslen deles ud på flere. En øgning i antallet af ydernumre vil også øge efterspørgslen, sådan at flere speciallæger får mulighed for at slå sig ned som selvstændige – det bør også Yngre Læger arbejde for.
Man bør styrke Yngre Lægers arbejde for, at mulighederne for, at de generelle kompetencer i speciallægeuddannelserne styrkes, og at mulighederne for at skifte speciale bedres. Vi mener, at man bør arbejde for, at man kan blive speciallæge på flere forskellige måder.
Lægeforeningen og Yngre Læger bør fortsat arbejde for, at antallet af kliniske stillinger bliver øget, hvor der er behov for det. Mange læger har imidlertid også arbejdet med ledelse, forskning og formidling og er vant til at arbejde i komplekse organisationer. Det er kompetencer, der også kan bruges i ikkekliniske organisationer, herunder både kommune og stat.
Øget aktivitet i og samarbejde med den private sektor vil også øge efterspørgslen efter lægelig arbejdskraft. Man bør i endnu højere grad arbejde for at understøtte de kolleger, der gerne vil gøre karriere i den private sektor.
Det er ikke usandsynligt, at flere (special)læger i 2035 ikke vil kunne få arbejde i det offentlige sundhedsvæsen, fordi stillingerne i deres speciale er besat. Man bør støtte de kolleger, der i stedet for at forlade det kliniske arbejde vælger at arbejde rent privat.
Det betyder også, at vi mener, at der bør arbejdes for, at der indføres (valgfrie) uddannelseselementer både præ- og postgraduat, der peger mod det ikkeklassiske, offentlige og private lægearbejde. Det kan f.eks. være kurser i lægemiddeludvikling, virksomheds- og projektledelse og offentlig forvaltning.
Der er ganske sikkert væsentligt flere forslag og muligheder, som både Lægeforeningen og de enkelte forhandlingsberettigede foreninger kan forfølge. Vi håber, at ovenstående har inspireret både fagpolitisk aktive og alle andre interesserede til at bidrage. Vi mener, at det er en fælles opgave at løse de udfordringer, som et stort udbud af læger giver.
Det lægelige arbejdsmarked i Danmark er under hastig forandring. Fra at læger har været en efterspurgt mangelvare de seneste 30 år, vil vi i løbet af de næste 20 år formentlig opleve, at lægerne er i overskud. Det er en stor glæde, at lægemanglen i særligt yderområder og i visse specialer forventeligt lettes, men ingen, hverken patienter, læger eller samfund, er tjent med vedvarende arbejdsløshed.
