Fra lappeløsninger til varig struktur. Behovet for at komme i gang med Psykiatriplan 2.0

Da den endelige politiske aftale om tiårsplanen for psykiatrien faldt på plads med et historisk, varigt økonomisk løft, trak vi vejret dybt i det psykiatriske fagmiljø. Det var et farvel til årtiers midlertidige lappeløsninger og et velkommen til et tiltrængt løft af rammerne for vores patienter. Men virkeligheden for de mange voksne patienter i de psykiatriske akutmodtagelser, på de overbelastede sengeafsnit og i de ambulante klinikker ændrer sig ikke over natten. For mange genindlæggelser og tidlige udskrivelser ses fortsat i hverdagen, rekrutteringen af speciallæger halter på landsplan, og det tværsektorielle samarbejde slår stadig dybe revner, når patienterne skal bevæge sig mellem regioner og kommuner.

Det er derfor med stor tilfredshed, at Dansk Psykiatrisk Selskab noterer sig det nye regeringsgrundlag, hvor partierne forpligter sig til at igangsætte arbejdet med en Psykiatriplan 2.0. Men hvis denne opfølger skal blive den succes, som patienter, pårørende og klinikere har brug for, må vi ikke læne os tilbage og afvente, at den nuværende plan langsomt ruller ud mod 2030. Det aktuelle momentum skal udnyttes til en Psykiatriplan 2.0, der udbygger psykiatriens langsigtede vilkår og fremtidige struktur.

Den røde tråd hos de sværest syge: sammenhæng, sikkerhed og reduktion af tvang

En af de største barrierer i det nuværende system er, at vi alt for ofte forsøger at løse de mest komplekse og akutte problemer i isolerede kasser. Men i den kliniske hverdag hænger tingene uløseligt sammen. Skal vi give de sværest psykisk syge en værdig og effektiv behandling, må vi anskue hospitalsbehandling, ambulante forløb og, for nogle, ophold på bosteder som én sammenhængende indsats. Med den rette kvalitet og sammenhæng i behandlingen af de sværest syge vil vi kunne forebygge genindlæggelser, forbedre sikkerheden for patienter og personale samt reducere anvendelsen af tvang.

Selv om der i tiårsplanen blev afsat midler til området, er der fortsat behov for en styrkelse af de ambulante og udgående psykiatriske indsatser såvel som normeringen på de intensive/lukkede sengeafdelinger, hvor der også skal sikres tilstrækkeligt med sengepladser. Der skal være kapacitet til, at behandlingen kan foregå fagligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt og med ressourcer til et stærkt samarbejde ud i andre sektorer. Den voksende gruppe af ældre med psykisk sygdom fordrer særlig opmærksomhed og rettidig omhu i form af tæt samarbejde på tværs af psykiatri, somatik, almen praksis og kommunale tilbud. Dertil er der behov for et løft af kvaliteten på botilbud, så forløb for patienter med svære kroniske lidelser kan varetages med høj faglig kvalitet. Sikkerheden for både patienter og personale starter og slutter med kvaliteten i alle led af denne kæde.

Ulighed i sundhed: Den somatiske overdødelighed kræver sektorsamarbejde

I debatterne om forebyggelse, kapacitet og ventelister overses en uacceptabel ulighed alt for ofte: overhyppigheden af alvorlige fysiske sygdomme blandt psykiatriske patienter. Mennesker med de sværeste psykiske lidelser har op til 15 års kortere levetid sammenlignet med den øvrige befolkning. Størstedelen af denne overdødelighed skyldes ubehandlede eller oversete somatiske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, diabetes og kræft foruden ulykker og selvmord [1].

Der findes mange gode lokalt forankrede initiativer, særligt efter psykiatri og somatik blev sammenlagt, men indsatserne er fragmenterede, og vi mangler en samlet national strategi med forpligtende måltal. En national strategi gør det dog ikke alene, den skal følges op af en bedre koordinering i hverdagen. Det somatiske helbred skal tænkes ind som en integreret del af den psykiatriske indsats fra første kontakt, for at grundlaget for et godt somatisk helbred livet igennem lægges tidligt. Fysisk sygdom må ikke overskygges af den psykiatriske diagnose. Samarbejdet mellem hospitalspsykiatrien, speciallægepraksis og almen praksis er afgørende for at levere den fornødne forebyggelse og behandling, og der skal sikres bedre adgang til sundhedsydelser til dem, der på grund af geografisk afstand eller sociale ressourcer ikke opsøger dem i dag.

Flaskehalsen i det nære sundhedsvæsen

I det nære sundhedsvæsen ser vi i dag alt for lange ventelister til udredning og behandling for psykiske lidelser, der ikke kræver specialiseret behandling i hospitalspsykiatrien, men som for det enkelte menneske er livsændrende. Depression, en invaliderende angsttilstand eller en ubehandlet svær ADHD kan umuliggøre arbejde og uddannelse, og det slider på familielivet. Hvis der ikke sættes rettidigt ind, øges risikoen for, at tilstanden forværres, så den til sidst kan medføre behov for indlæggelse. Det ses bl.a. i psykiatrisk speciallægepraksis, hvor ventetiden mange steder er mere end et år, hvilket medfører, at patienter søger eller henvises andre steder hen. Denne flaskehals viser, at pres ét sted i systemet forplanter sig til andre led, og at rettidig hjælp er afgørende for at forhindre, at moderate lidelser udvikler sig til sværere forløb senere i livet. Det er her vigtigt, at patienter, der henvender sig, dels kan hjælpes inden for en rimelig tidsramme og dels ikke falder mellem to stole, men kan træde ind ad én dør og derfra hjælpes videre til det rigtige tilbud uden unødvendige forsinkelser. Ud over et tæt samarbejde mellem almen praksis, psykiatrisk speciallægepraksis og hospitalspsykiatrien kræver dette også, at tilbuddene inden for hospitalspsykiatrien er tilstrækkeligt fleksible og koordinerede, til at patienterne kan rummes uanset kompleksitet og sværhedsgrad.

Rekruttering af speciallæger er en forudsætning for succes

Ingen planer eller strategier rykker noget uden de nødvendige hænder og faglige hoveder. Selv om der er sket en opnormering af uddannelsesstillinger, er manglen på speciallæger i psykiatri fortsat et stort problem, der udfordrer muligheden for at levere den ønskede behandling og varetage uddannelsesforpligtelser tilfredsstillende. Skal vi tiltrække og fastholde de dygtigste medicinstuderende og yngre læger til specialet, skal de faglige vilkår forbedres. Dimensionering er vigtig, men også attraktive akademiske og kliniske miljøer med tid til kompleks diagnostik, bedside-supervision af yngre kolleger og f.eks. psykoterapeutisk fordybelse er med til at skabe tilknytning og vedvarende arbejdsglæde.

Tre vigtige emner for en kommende Psykiatriplan 2.0

Selv om vi afventer en mere dybdegående opfølgning på de allerede iværksatte indsatser i tiårsplanen, ser Dansk Psykiatrisk Selskab tre centrale emner, som Psykiatriplan 2.0 naturligt må inddrage:

1) Håndtering af kapacitetspres og rekrutteringsudfordringen. Sikring af kapaciteten i særligt intensive sengeafdelinger, ældrepsykiatrien og udgående teams skal gå hånd i hånd med en national, langsigtet rekrutteringsplan for speciallæger.

2) En samlet koordineret indsats for at nedbringe somatisk overdødelighed. Indsatsen for at mindske den kortere levetid skal styres efter en national strategi med klare måltal og forpligtende koordinering mellem hospitalspsykiatrien, speciallægepraksis og almen praksis.

3) Styrket sammenhæng i behandlingsforløbene, så patienter ikke venter unødigt. Det fordrer bl.a. et øget samarbejdet mellem hospitalspsykiatrien, speciallægepraksis og almen praksis, og at princippet om no wrong door finder større indpas.

Tiårsplanen gav os et tiltrængt fundament, men bygningen er langtfra færdig. Med løftet om en Psykiatriplan 2.0 har regeringen skabt en historisk mulighed for at føre hele psykiatrien, både barndom, voksenliv og alderdom, et stort skridt frem mod den holdbare udvikling, vi har ventet på i årtier. Vi må ikke lade denne chance glide os af hænde i politisk tøven, bureaukratiske overvejelser eller kassetænkning mellem sektorer.