Fra quickfix til Kierkegaard

Debatten om lægers psykiske arbejdsmiljø er intensiveret, ikke mindst under COVID-19-pandemien. Læger fortæller fortvivlet om travlhed, mangel på prioriteringer og komplekse behandlingsforløb, og der lyttes med fast track-iver: Der er problemer, vi må fikse dem hurtigt.

Men det er ikke alt, du som læge oplever i dit fag, der kan eller skal fikses, inklusive de problemer, der slet ikke lader sig fikse.

Så her kommer en anderledes stemme ind i debatten. Det er Kierkegaards, som siger: Fortvivl du endelig, det er sådan, og det er o.k. Du skal bare huske at dele din fortvivlelse højt med dig selv og dine kolleger, ikke for at fikse nogen eller noget, men blot for at lytte og forstå.

Jeg har gennem 14 år undervist og faciliteret i mental sundhed for læger i både psykiatrien og somatikken. Ofte har formålet været at præsentere og implementere værktøjer i forskellige typer af kommunikation med det formål at »fikse« lægers komplekse og dilemmafyldte arbejde.

To år med COVID-19, en intensivering af lægers beretninger om oplevelser af utilstrækkelighed i forhold til patientbehandlingen og lægeflugt har ud over min samlede erfaringsbank som konsulent/teolog fået mig til at overveje: Måske skal vi begynde et andet sted?

Der skal ikke flere redskaber til, men en anden tænkning og italesættelse af det at være læge.

En »kierkegaardsk«, eksistensfilosofisk fortælling om lægers komplekse og dilemmafyldte arbejde, ikke for at fikse kompleksiteten, men for at forstå.

Læger er først og fremmest mennesker

Ifølge Kierkegaard er fortvivlelse ikke noget, du skal overvinde eller skamme dig over. Fortvivlelsen er helt grundlæggende for dig som menneske, det er naturligt at fortvivle.

Fortvivlelsen gælder for dig uanset dit køn, alder, uddannelse eller anciennitet. Du kan ikke uddanne dig ud af fortvivlelsen eller blive så senior, at du ikke længere oplever at fortvivle.

Du skal som menneskeforholde dig til det at være fortvivlet, du har ikke noget valg.

Fortvivlelsen vil være der, og det er op til dig at forholde dig til, hvordan du er i fortvivlelsen.

Kierkegaard beskriver tre former for fortvivlelse, den uegentlige fortvivlelse¹, svaghedens fortvivlelse² og trodsens fortvivlelse³.

Hvordan kan disse fortvivlelsestyper se ud for dig som læge?

Du fortvivler uegentligt

Du har resigneret og er gået mentalt hjem. Du går på arbejde, men er i dit arbejdsliv som en passiv observatør i forhold til patienten, den pårørende og systemet. Situationer rører, rammer og ryster dig ikke længere. Din arbejdsdag skal bare overstås.

Du tager ikke stilling til dit arbejdsliv, hvem du er som læge, eller hvad du vil. Tingene sker bare for dig, dagene går, og du går med.

Jeg har mødt dig, når jeg har været konsulent på uddannelser, temadage og projekter. Du har været fysisk til stede, men er mentalt stemplet ud. Du siger ikke så meget. Du er der bare.

Du fortvivler svageligt

Du laver en fejl i behandlingen af en patient og fortvivler. Men din fortvivlelse stopper ikke her. Den fejl, du begik, bliver til en uudtalt eksistentiel overvejelse om, hvorvidt du skal fortsætte som læge eller ej.

Den utilsigtede hændelse har fået dig til at (tvivle på og) fortvivle over dig selv. Du tænker: Kan jeg overhovedet fungere som læge? Er jeg dygtig nok? Kan jeg klare det?

Du deler ikke disse tanker med andre, fordi du tænker endnu flere svaghedens fortvivlelsestanker som: Jeg kan ikke sige det her højt, for hvad vil de andre ikke tænke om mig?

Jeg har talt med dig i enerum, når du har været på vej til/er blevet ramt af stress, udbrændthed, depression eller angst. Du er gået alene med dine fortvivlende tanker alt for længe og siger dem først højt nu.

Du fortvivler trodsigt

Du har travlt og løber efter opgaverne, med prioritering og behandling af patienterne. Du fortvivler indeni, men ignorerer det. Du insisterer på, at det hele nok skal gå, og tænker: Sådan er det at være læge, jeg må leve med det. Det bliver ikke anderledes, og jeg gider ikke at klynke eller høre på andres klynk. Den næste patient kalder. Jeg må videre.

Jeg har mødt dig, når jeg introducerer defusing eller feedback på din arbejdsplads, og dit svar er: Det er meget fine teorier, men vi har slet ikke tid til at tale sammen på arbejdet, det kan ikke lade sig gøre.

Du er frustreret og måske ligefrem vred. Du larmer uden at lytte og forstå – hverken dig selv eller dine kolleger.

Fortvivl endelig, sig det højt

Hvad skal du så stille op med din fortvivlelse? Lader Kierkegaard dig stå alene med din fortvivlelse uden nogen form for hjælp?

Nej, du skal fortælle om din fortvivlelse, eller som Kierkegaard skriver: Lykkens dør, den går ikke indad.

Du skal åbne døren og fortælle om din fortvivlelse som læge, blandt andre læger, tværfagligt blandt sundhedsprofessionelle og til hele sundhedsvæsenet som organisation, for igennem samtalen at lytte og forstå dig selv og de andre.

Så jeg slutter, som jeg begyndte: Fortvivl du endelig, det er sådan, og det er o.k. Du skal bare huske at dele din fortvivlelse højt med dig selv og dine kolleger, ikke for at fikse nogen eller noget, blot for at lytte og forstå.