I en dagbladsannonce citeres professor Henrik Sillesen for at sige, at en ny ”metode” kan opdage forstadierne til blodpropper i tide, ”så blodpropper med stor sikkerhed udebliver”. Tom Skyhøj Olsen betvivler rigtigheden. Henrik Sillesen giver svar på tiltale.
Faktaboks
Blodpropper vil snart være en saga blot. Ligesom spedalskhed, hundegalskab og den spanske syge vil det være noget, der kun forekommer i romanerne.
I et annoncetillæg til Politiken (28/2 2014) citeres professor Henrik Sillesen (HS) for at sige, at en ny ”metode” kan opdage forstadierne til blodpropper i tide, ”så blodpropper med stor sikkerhed udebliver”. Så vidt man forstår, indebærer ”metoden” en ultralydskanning af halspulsårerne og en efterfølgende information om sund livsførelse, nogle gange ledsaget af kolesterolsænkende medicin. Når man er professor, ved man, at ”stor sikkerhed” betyder, at udsagnet er gældende med mere end 99% sandsynlighed. Den er altså god nok. Ikke underligt, at HS i sin annonce kalder metoden for ”et stort fremskridt”. Og det er endda lidt af en underdrivelse. En ”metode”, der vil udrydde blodpropper, må mindst regnes på linje med opdagelsen af penicillinet.
Blodpropper koster kassen. Der indlægges i omegnen af 25.000 patienter hvert år med nye blodpropper i hjerne og hjerte. Uden dem ville det blive en besparelse i milliardklassen. Så man må undre sig over, at regionerne ikke for længst har indført ”metoden”.
Nu ved enhver, at regionerne altid mangler penge, så grunden til deres tøven er måske, at ”metoden” ikke er helt billig.
HS har etableret en virksomhed, der mestrer ”metoden”. If. virksomhedens hjemmeside forlanger han 3.000 kr., når man søger hans hjælp til at blive frigjort for risikoen for blodpropper. Eftersom han i sin annonce anbefaler, at alle over 40 år skal have ”metoden”, vil det betyde en engangsudgift for regionerne på ni milliarder kr. og en efterfølgende årlig udgift på 150 millioner kr. Men hvor skulle regionerne få alle de penge fra? Det er måske derfor, at regionerne har lukket øjnene for den ny ”metode”.
Det mærkelige ved det hele er imidlertid, at den lægevidenskabelige litteratur – den der har været genstand for peer review – ikke indeholder oplysninger om blodpropssygdommens snarlige forsvinden.
Hvis man med ”stor sikkerhed” kunne slippe for at risikere en blodprop og ende i en kørestol, brugte jeg hellere 3.000 kr. på en tur til professor HS end en tur til Thailand. I min bekendtskabskreds er der allerede mange, der har bestilt tid hos ham. Jeg selv er også lige på nippet. Der er bare det med den lægevidenskabelige litteratur. Hvorfor står det ikke der? Og hvad med Sundhedsstyrelsen? De måtte da have reageret, i fald HS taler sandt.
Hvis det er sandt, hvad HS siger, er det en skandale, at hans ”metode” ikke allerede er tilbudt alle danskere. Tænk hvis vi kunne leve et liv uden blodpropper?
Hvis det er usandt, er det selvfølgelig også en skandale. Vi må have vished – 3.000 kr. er mange penge for varm luft.
