Skip to main content

Freud har sagt. Prinsesse Marie Bonaparte, Sigmund Freud og prins Georg af Grækenland og Danmark

Per Vestergaard, pve@psykiatri.aaa.dk

1. maj 2006
2 min.

Marie Bonaparte var ingen rigtig prinsesse. Dertil var hun for videbegærlig og handlekraftig, og desuden var der for mange borgerlige på stamtavlen. Prinsesse Marie elskede at rejse ligesom sin fader, amatørantropologen prins Roland Bonaparte. Hun rejste rastløst i den ydre verden fra Kina til Californien og fra København til Kapstaden ledsaget af sin kongelige gemal, prins Georg af Danmark og Grækenland eller af diverse elskere. Prinsesse Marie rejste imidlertid også i sit eget indre univers, og her havde hun truffet en rejsefører af betydelig berømmelse, nemlig den store dr. Freud. Steen Kristensen har begået en omfattende biografi spundet af mange tråde, af hvilke den røde er historien om den rige prinsesse Marie Bonaparte, som via en psykoanalytisk uddannelse hos selve »faderen« søgte at forstå ikke blot sin egen men hele kvindekønnets psykoseksuelle udvikling. Især Maries indre rejse er dramatisk og bizar. Det fremgår bl.a. af bogens gengivelser af wienergynækologen Josef Halbans illustrationer til sin lærebog, hvor han skildrer den klitorisplastik, som prinsesse Marie lod sig underkaste ikke mindre end tre gange i håbet om at opnå den ifølge Freud »rigtige« vaginale orgasme. Ifølge Steen Kristensen nåede prinsessen dog aldrig dette attråede mål. Forfatteren slutter sit kalejdoskopiske portræt af den dynamiske prinsesse med en samtidig psykoterapikollegas rammende karakteristik af hende: »Det er netop denne frygt (for døden), som har gjort hende til en struds, der stikker hovedet i sandet for at undgå at indse, at der findes noget, som er større end hende, som rækker ud over hende, noget som kunne frelse hende fra risikoen for at forsvinde sporløst efter at have sat endnu et slægtled i verden. I hænderne på den slags mennesker bliver psykoanalysen kun et middel til at nedvurdere og bekæmpe næsten«. Trods de ambivalente følelser for hovedpersonen, prinsesse Marie Bonaparte, som læseren efterlades med, er bogen en herlig kulturhistorisk underholdning med løst og fast fra Christian IX's omfattende royale familie, over Danmarks sikkerhedspolitik i verdenskrigene (hvem kan undvære en detaljeret viden om vores mineudlægning i bælterne under 1. Verdenskrig?) til psykoanalysens historie inklusive anekdoter om Jacques Lacan. Bogen rummer ikke mindre end 795 noter, baseret på litteraturfortegnelsens knap 200 kilder. Men kære læser, lad Dem ikke afskrække, bogen er ikke tør videnskabshistorie men en letflydende og underholdende kulturhistorie i biografisk form. Læs den i en ferieuge i sommerhuset.

Gyldendal, 2006

504 sider hæftet

Pris: 299 kr.

ISBN 87-02-04421-8