Frihed og formynderi

Hvordan kan regeringens forebyggelsespolitik karakteriseres? Handler den om at sikre borgernes frihed og selvbestemmelse, eller skal staten sørge for, at vi handler, så vi bevarer vores sundhed. To nylige udspil fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen: handlingsplanen for forebyggelse, som udgør en del af »Sundhedspakken« [1], og en kronik i Politiken [2] tegner et sammensat billede. Kronikken er interessant, fordi ministeren i den eksplicit bekender sig til både liberale frihedsidealer og taler om oplysning som det eneste middel til at forbedre sundheden og menneskers adfærd på og til konservative, paternalistiske ideer om, at staten skal beskytte borgerne, og derfor må indføre forbud og regler. Samme dobbelthed findes i handlingsplanen.

Ministeren fremstiller forskellen mellem S og SF's og regeringens politik som et valg mellem formynderi og frihed, dvs. som et enten eller. Men læser man forebyggelsesplanen og reaktionerne på den, er der snarere tale om grader af formynderi. Ikke om, hvorvidt der skal være afgifter i det hele taget, men om, hvor høje afgiftsstigningerne skal være. Ikke om, hvorvidt der skal være f.eks. rygeforbud, men om, hvor omfattende forbud, der skal indføres. Regeringen ønsker at påvirke voksne menneskers valg ikke kun gennem oplysning, som ministeren påstår, men i høj grad også via afgifter og forbud. Det er et klart mål med afgifterne at få folk til at vælge det sunde. I forebyggelsesplanen hedder det, at der skal indføres »en ny særskilt afgift på mættet fedt med henblik på at nedbringe forbruget«. Min pointe er ikke, at det er et problem at ville både og, men at det er et problem, hvis det fremstilles som om nogle kun vil frihed, og andre kun vil formynderi, når alle vil begge dele.

Ministeren skriver, at de fleste kan finde ud af at leve sundt, og at der derfor ikke skal indføres begrænsninger i vores handlefrihed. For det første er det interessant, at vi kan blive fri for styring, når blot vi lever, som ministeren ønsker, vi skal. For det andet er det spørgsmålet, om det er rigtigt? Alkoholforbrug over genstandsgrænserne finder man i alle sociale lag, og alkoholforbruget er stigende. En anden udvikling, som modsiger forestillingen om, at det går den rigtige vej med hensyn til mere sund adfærd, er, at stadig flere, også blandt de veloplyste og veluddannede, bliver svært overvægtige. Det ser nærmest ud til, at stadig færre kan finde ud af at leve sundt i hvert fald på disse områder.

Nogle, som ikke lever sundt nok ifølge regeringen, er dem, den kalder de resursesvage. Sundhedsministeren siger, at han ikke vil sende et negativt signal til dem ved at gennemføre forbud og afgiftsstigninger. Men i sin plan for forebyggelse er han ikke bleg for at omtale dem på linje med børnene, som nogle, »der har behov for en hjælpende hånd for at kunne tage vare på egen sundhed og træffe sunde valg«. Spørgsmålet er, hvad der opleves som mest negativt eller stigmatiserende. Måske er det nemmere for de såkaldt resursesvage at leve med, at alle solidarisk udsættes for de samme forbud og afgifter, end at blive tilbudt en hjælpende hånd og vores »medfølelse og indlevelse«.

Der ingen partier, der vil begrænse forebyggelsen til oplysning, de vil alle bruge de midler, ministeren kalder formynderiske, såsom afgifter og forbud. Det, debatten rettelig burde handle om, er derfor ikke, om der skal være frihed eller formynderi, men om, hvor meget vi vil have af det ene og det andet, om hvor grænsen går mellem statens rettidige omsorg og utidige indblanding.