Skip to main content

Functional MRI. Basic principles and clinical applications

MR-fysiker Elizaveta Chabanova, Professor Henrik S. Thomsen. E-mail: hst@post4.tele.dk

16. okt. 2006
2 min.

Magnetisk resonans-imaging (MRI) bruges i dag ikke kun til billeddannelse i den kliniske dagligdag. Også bestemmelse af kemisk indhold i mindre vævsklumper (spektroskopi) og funktionelle aspekter i forskellige organer er mulig. Faro & Mohamed har fået 30 kollegaer, hovedsagelig amerikanske (kun fire er bosiddende uden for USA), til at bidrage til et fremragende værk om funktionel MRI (fMRI) af hjernen. Der er ikke tvivl om, at fMRI er en af de mest innovative undersøgelsesmetoder inden for hjerneforskning i de sidste ti år og vil være det i mange år fremover. Bogen giver et godt overblik over, hvor langt man er nået. Der er fortsat behov for en betydelig forskningsmæssig indsats.

Bogen er opdelt i tre dele. Den mest omfattende del (400 s.) giver en oversigt over de i dag kendte anvendelser af fMRI af hjernen. Den anden del indeholder et neuroanatomisk atlas, der støtter læseren i forståelsen af resten af bogen (12 s.). I den tredje del (124 s.) gennemgås den teoretiske baggrund for de videnskabelige principper, der finder anvendelse i fMRI.

fMRI er en metode, som detekterer hvilken del af hjernen, der er aktiveret under forskellige mentale og fysiologiske typer af aktiviteter, som er forbundet med bevægelse, lyd eller syn. Ved denne form for undersøgelser monitorerer MRI-skanneren den forhøjede blodgennemstrømning i de aktiverede områder af hjernen. Ud fra de data MRI-undersøgelsen genererer, kan en computer beregne en tredimensionel model af hjernen, hvor de aktiverede områder kan visualiseres og betragtes fra en vilkårlig vinkel.

fMRI benyttes til at undersøge mange forskellige aspekter af hjernefunktion hos voksne og børn. Selv om metoden er relativ ny, findes der allerede mange dokumenterede muligheder for dens anvendelser. Mange af disse findes beskrevet i bogen eller i dens omfattende referencer. De lovende resultater er bl.a. opnået inden for neurokirurgi, psykiatri og farmakologi. fMRI har været anvendt til at undersøge funktioner som sprog, hukommelse, smerter og synsbaner.

Bogen fremtræder med et tiltalende layout og har et utal af gode farveillustrationer. Den er spændende læsning for dem, som er interesserede i neuro-MRI, og nærmest uundværlig for demm som arbejder med neuro f-MRI som referenceværk. Det er lidt snyd, at det ikke fremgår af titlen, at man kun har interesseret sig for fMRI af hjernen.

Faro SH, Mohamed FB, red.

New York: Springer, 2006.

480 sider. Pris: 139,95 EUR.

ISBN 0-387-23046-7