Forestil dig, at en enkelt pille kunne bruges i både forebyggelsen samt behandlingen af bl.a. hjerte-kar-sygdomme, diabetes og KOL. Den kommer med meget få bivirkninger og lave omkostninger. Pillen skal ikke tages hver dag for at opnå de gavnlige effekter, den findes i forskellige former og virker effektivt på de fleste sygdomme. Dette scenario, som ofte benyttes til at beskrive de utallige fordele ved fysisk aktivitet, illustrerer, hvordan motion ville være verdens mest effektive og populære medicin, hvis den fandtes som pille. Alligevel forbliver fysisk aktivitet nedprioriteret i forebyggelsen og behandlingen af sygdomme.
I de seneste år er manglende fysisk aktivitet og en stillesiddende livsstil blevet identificeret som en af de største, nye udfordringer for folkesundheden. Forskning har påvist, at fysisk aktivitet har betydelige gavnlige effekter ikke blot i forebyggelsen, men også i behandlingen samt rehabiliteringen af mange forskellige, kroniske sygdomme. Ikke desto mindre implementeres fysisk aktivitet stadig kun i et begrænset omfang i den daglige, kliniske praksis. Dette skyldes delvist en ufuldstændig forståelse af motions rolle i komplekse sygdomsbilleder og delvist en manglende prioritering i sundhedsvæsenet samt uddannelse.
Den moderne tilbøjelighed til at medicinere problemer væk – aktuelt eksemplificeret ved det eksplosive forbrug af ny medicin til vægttab uden tilstrækkeligt fokus på fysisk aktivitet– er et vidnesbyrd om behovet for et paradigmeskiftMilan Mohammad
Det manglende kendskab og integration af anbefalinger om fysisk aktivitet i en klinisk dagligdag starter allerede på medicinstudiet. Her er der på trods af forbedringer stadig et begrænset fokus i undervisningen af fysisk aktivitets rolle som forebyggelse og behandling. Oftest er det overladt til lægers egen interesse at dykke ned i forskellige træningsformer og deres gavnlige effekter, men hvis feltet virkelig skal rykke sig, skal det blive en obligatorisk del af alle lægers træning.
Den moderne tilbøjelighed til at medicinere problemer væk – aktuelt eksemplificeret ved det eksplosive forbrug af ny medicin til vægttab uden tilstrækkeligt fokus på fysisk aktivitet – er et vidnesbyrd om behovet for et paradigmeskift. Uden en grundlæggende viden om, hvordan optimal træning skal struktureres for at imødekomme kroniske sygdomme, vil læger stå tilbage med utilstrækkelige retningslinjer til at råde og vejlede deres patienter. Fokus skal ikke kun være på fordele ved motion, men også på strategier til effektiv implementering og motivation af patienter til at adaptere en mere aktiv livsstil.
Forebyggelse skal som minimum have samme prioritet og fokus som behandling med et øget fokus på, hvordan motion kan integreres i hverdagsbehandlingen. Sundhedsvæsenets bæredygtighed afhænger af det, og patienters livskvalitet kan forbedres markant uden de store omkostninger. Det er på tide, at vi revurderer fokus og placerer fysisk aktivitet højt på dagsordenen – hele vejen fra medicinstudiet til den daglige patientkontakt.
