Gamle grækere og farmakogenetik

I midten af 1800-tallet var lægevidenskaben og lægekunsten til debat. Meget af det, man havde holdt for sandt, ofte siden de gamle grækere, blev kritiseret, og nye tankemåder vandt frem. Et af de spørgsmål, der blev diskuteret dengang, var, om det var den individualiserende diagnostik, hvor lægen især studerede den enkeltes særtræk og forhold, eller om det netop var iagttagelsen af mange tilfælde af en given sygdom, som gav det bedste grundlag for de terapeutiske valg. C.E. Fenger, professor i patologisk anatomi og en af de stærke fortalere, for den nye medicinske tænkning, skrev i 1840, at »[d]et Individuelle er Alt, hvad der ligger uden for Reglerne og ikke omfattes af disse, og er derfor ved sin Bestaaen Videnskabens værste Fjende; det udøver samme Indflydelse paa Medicinen, som en Planet, der ikke bevæger sig efter Tyngdens Love, vilde udøve paa Physiken« [1].

Overkirurg ved Frederiks Hospital, A. Buntzen, reagerede mod disse forestillinger, og i en debat med C.E. Fenger i 1859 kritiserede han den nye lægevidenskabelige tænkning for at »aflede Opmærksomheden mere og mere fra de almindelige Forhold, fra Alt hvad der udtrykker sig i Personligheden, i det Subjective, hvad der er individuelt hos den Syge. ... saa har dog Hospitalsobservationen, den numeriske Methode [statistikken] og den physicaliske Semiotik lidt efter lidt gjort det af med Individualiteten; for den sidste diagnostiske Methode er jo vistnok alle Mennesker omtrent lige«. Buntzen skrev videre, at »man var saa opfyldt af Analogierne i Organ-lidelserne, at man altfor gjerne oversaa det Ulige i de øvrige Forhold, det var Rækken af Individer der imponerede, den Enkelte med sit særlige var næppe nogen Bemærkning værd, og Individet forsvandt for Betragtningen« [2].

Det var Fengers opfattelse, der kom til at dominere den lægevidenskabelige tænkning i det følgende halvandet århundrede. I de fleste undersøgelser forsøger man i dag at kontrollere for patienternes eventuelle forskelligheder, i stedet for at undersøge betydningen af dem. Måske er pendulet nu igen ved at svinge, men på et nyt grundlag. Det er jo alment erkendt, at ikke alle patienter får glæde af selv den meste evidensbaserede behandling, og netop det at kunne individualisere behandlingen, er igen blevet et mål, og det kan nu ske ved hjælp af farmakogenetikken, hvor man undersøger den enkelte patients genetiske karakteristika for at finde ud af, hvilken medicin hun eller han skal have.

Det betyder ikke, at lægekunsten er tilbage på det samme sted som ved 1800-tallets midte, men det er den samme tankegang, som ligger til grund for såvel farmakogenetikken som Buntzens og de gamle grækeres overvejelser om, hvordan man bedst behandlede syge mennesker, nemlig at man bør tage udgangspunkt i deres individualitet. Men man forstår forskellige ting ved individualiteten. I farmakogenetikken er det den genetiske disposition, mens det i humoralpatologien var en kombination af medfødt konstitution og påvirkninger fra omgivelser og levevis. En anden forskel er, hvem som har mulighed for at kende særtrækkene. Det, datidens læger lagde vægt på, var forhold, som den enkelte patient selv kunne iagttage, og ofte oplyse lægen om. Det kunne gælde temperament, alder etc., mens farmakogenetikkens bestemmelse af det særlige ved den enkelte patient derimod hviler på undersøgelser af fænomener, som den enkelte patient ikke har mulighed for at vide meget om.

Der er givetvis mange flere forestillinger inden for medicinen, som dukker op igen i nye iklædninger. Men der er næppe tale om, at farmakogenetikken har ladet sig inspirere af de gamle grækere. Formentlig lærer man ikke af historien i den forstand, at man tager gamle tankemønstre op og overvejer, om de kan bruges i dag sammen med den viden, der nu holdes for sand, men det kunne måske være frugtbart, hvis man gjorde det.