Gammel afhængighed, ny indpakning

Da COVID-19 får rigeligt med rampelys, skal dette indlæg ikke handle herom. I stedet vedrører dette coronafrie refugium en forsømt problemstilling: snus og dets tiltagende favntag i den danske ungdom.

Det skal bemærkes, at jeg ikke vil dedikere spalteplads til en forsøgt udlægning af den eksisterende viden om langtidskonsekvenserne, da dette ville være at bokse en kende over egen faglige vægtklasse. Jeg vil i stedet omtale tre delelementer, som, efter min egen mening, udgør fundamentet i denne eventuelle helbredsproblematik in spe.

Det første er folks mangelfulde viden om emnet, det værende sig læger såvel som lægfolk, og den forfejlede nomenklatur, der rider emnet som en mare.

Jeg støder ofte på kollegaer, hvis viden om rusmidlet tangerer det ikkeeksisterende, hvilket jeg finder problematisk antallet af brugere taget i betragtning. Uvidenheden træder frem allerede i navngivningen, da ordet snus, som de fleste benytter, ikke er den korrekte betegnelse for produktet, der ofte anvendes i dag. Derimod er der tale om såkaldte nikotinposer, hvor tobakken er fjernet. Det er disse hvide poser, som i stigende grad forbruges i folkeskoler, på gymnasier og universiteter samt af undertegnede.

For ja, jeg anvender også disse nikotinposer, trods visheden om de potentielle skadevirkninger. Forbruget forsvares af mange som et ungdommeligt, livsnydende oprør, men har nok en væsentligt mindre kompliceret bevæggrund: afhængighed grundet posernes enorme indhold af nikotin. Jeg har selv maskeret min afhængighed med denne pseudohedonistiske holdning, og det er først for nylig blevet mig klart, hvor svært det er at blive poserne kvit. Dette skræmmende afhængighedspotentiale er delelement nummer to.

Det tredje er den voldsomt stigende incidens af unge brugere. En spørgeskemaundersøgelse udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed sidste år viste, at andelen af gymnasiedrenge, som dagligt brugte snus, tyggetobak eller nikotinposer var steget fra 1,9% i 2014 til 11,3% i 2019. Uden at have konkrete tal som hjemmel finder jeg det sandsynligt, at en lignende stigning har fundet sted i andre aldersgrupper.

Kombinationen af ovenstående danner grundlag for en situation, der uden intervention vil kunne spiralere ud af kontrol, og som vi ikke kender langtidskonsekvenserne af. Dette skriv skal derfor betragtes som et informativt opråb vedrørende et overset emne, vi som sundhedsprofessionelle må og skal tage mere seriøst. Alternativet er som minimum et uhyrligt antal nikotinafhængige unge.

Og så vil jeg selv til en start forsøge at lægge poserne endegyldigt på hylden.