Skip to main content

Gebyr ved udeblivelse fra læge er nødvendigt

Udeblivelser koster skatteborgerne 40 mio årligt. Gør det tilladt for praktiserende læger at opkræve gebyrer.

Praktiserende læge Marianne Mørk Mathiesen er medlem af regionsrådet i Syddanmark for Liberal Alliance.
Praktiserende læge Marianne Mørk Mathiesen er medlem af regionsrådet i Syddanmark for Liberal Alliance.

Praktiserende læge Marianne Mørk Mathiesen, Esbjerg
E-mail: marianne.m.mathiesen@gmail.com
Interessekonflikter: medlem af Regionsrådet Syddanmark, Liberal Alliance.

7. apr. 2016
2 min.

I Region Syddanmark er der 100.000 personer, der årligt udebliver fra ambulante aftaler på regionens sygehuse. Det vil sige, at 100.000 gange om året står der en sygeplejerske og en læge og venter forgæves på en patient. Det koster formentlig skatteborgerne 40 mio. kr. årligt i unødvendig lønudgift.

Udover det økonomiske aspekt så er udeblivelserne også socialt uacceptable, da »alvorligt« syge således må stå ekstra længe på hospitalernes ventelister.

I Region Midtjylland har man med stor succes indført en gebyrordning ved udeblivelser. I Region Syddanmark forsøger man med en sms-huskeordning.

De praktiserende læger ønsker også at gøre brug af et udeblivelsesgebyr. Hvis de praktiserende læger får tilladelse til dette, ville det formentlig have en gavnlig og smittende effekt på befolkningens adfærd overfor andre gratis sundhedsydelser.

De praktiserende læger skal selvfølgelig selv bære udgiften ved at udskrive regningerne, opkræve pengene og føre bogholderi.

Hvis sygehusene vil indføre gebyr på udeblivelser fra hospitalerne, skal der oprettes et bogholderi, som vil koste tusindvis af skattekroner. Måske kan udeblivelsesgebyr hos de praktiserende læger ændre så meget på folks adfærd, at sygehusene også kan få gavn af dette og ikke behøver at indføre en bødeordning.

Jeg arbejder hårdt på at overbevise mine politiske kollegaer om fornuften i at give de praktiserende læger tilladelse til at indkræve gebyr ved udeblivelser.