Skip to main content

Genoplivning eller ej?

Overlæge Ole Bo Hansen , Smerteklinikken, Holbæk Sygehus E-mail: olhn@regionsjaelland.dk

7. jun. 2013
2 min.

Kommentar til debatindlægget »Hjertestarter på plejehjem« af Hans Jørgen Vognsen (Ugeskriftet 2013;175:1594)

Jeg er aldeles enig med dine betragtninger om forsøg på genoplivning af svært syge plejehjemsbeboere. Jeg desværre bare bange for, at tilfældene falder svært tilbage på os selv.

Beslutningen om afståelse af genoplivning efter hjertestop kan kun tages af en læge. På plejehjemmet findes sygeplejersker (få) og social- og sundhedsassistenter.

Når de kommer ud for en beboer, som er svært syg eller har hjertestop, har de ikke andet at gøre end at tilkalde læge/ambulance. Så kører rouletten. I Region Sjælland, hvor jeg er ansat, er der nu ikke længere lægebemanding på ambulancerne, så paramedicinere bliver nødt til at indlede hjerte-lunge-redning og køre patienten på sygehus.

Jeg har selv som ambulancelæge adskillige gange været tilkaldt til plejehjemsbeboere af forskrækkede social- og sundhedsassistenter. En gang imellem også oplevet forundring over, at jeg ikke umiddelbart indledte genoplivning.

Jeg har tit undret mig over, at patientens egen læge ikke for længst har taget drøftelsen med patient og pårørende om, hvilket behandlingsniveau man forventer – eller endnu bedre, at egen læge orienterer patient og pårørende om, at livet så småt er ved at rinde ud og skulle det ske, at hjertet holder op med at slå, så er det en helt naturlig ting. Døden er indtruffet.

Hvad der sker på et tidspunkt for de fleste af os.

Interessekonflikter: ingen