Skip to main content

Genoplivning – ja tak til selvbestemmelsesretten

Men Sundhedsstyrelsen bør præcisere reglerne for fravalg af genoplivning.

Pensioneret praktiserende læge Holger Juul Sørensen
E-mail: holgerjuul@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

8. feb. 2017
2 min.

I en replik i Ugeskrift for Læger (2017:173:269) omtaler Inger og Peder Ahnfeldt-Mollerup reglerne for fravalg af genoplivning ved hjertestop. Jeg er uenig med dem på et væsentligt punkt, nemlig den ældre plejepatients ret til at fravælge genoplivning. Ifølge Ahnfeldt-Mollerup kan en borger, der er indlagt på et plejehjem, først fravælge genoplivning, når lægen vurderer, at han er døende, eller at en forværring af patientens tilstand vil være uforenelig med et fortsat liv.

Dette, finder jeg, er i modstrid med Sundhedsstyrelsens retningslinjer, hvor de seneste er fra august 2016 i form af pjecen »En god afslutning på livet«, og yderligere suppleret med en kronik i Politiken 23. august 2016. I pjecen står der »Det er et grundprincip i sundhedsvæsenet, at du i en aktuel situation selv kan bestemme, om du vil have behandling eller ej. Det gælder også forsøg på genoplivning, når en læge vurderer, at det ikke vil være udsigtsløst«. I kronikken bringes et eksempel med en 90-årig mand, der alderen taget i betragtning havde et godt helbred, men frabad sig genoplivning, hvis han faldt om med hjertestop. Dette »fravalg af genoplivning skal respekteres af lægen, uanset om mulighederne for genoplivning uden komplikationer er gode«, hedder det i kronikken. Det skal tilføjes, at beslutningen om fravalg gælder så længe den ældres helbredsmæssige situation er uændret, hvilket for en plejehjemspatient typisk vil være tilfældet under resten af opholdet. Plejehjemsbeboeren, der »mæt af dage« ønsker at fravælge genoplivning, kan således ikke afvises af lægen, og fravalget er gældende indtil den ældre måtte skifte mening.

Ahnfeldt-Mollerup omtaler vigtigheden af, at lægen får talt med sin patient om livsafslutningen, og at vi ikke skal presse vores egne værdier ned over hovedet på dem. Heri er jeg ganske enig. Men desværre er det kun et fåtal af patienterne på plejehjemmene, der har gennemført denne »nødvendige samtale«, hvorfor sundhedspersonalet ofte lades i stikken og må indlede et måske uværdigt og uønsket genoplivningsforsøg. Reglerne for fravalg kan synes indviklede, hvilket også fremgår af denne diskussion mellem Ahnfeldt-Mollerup og mig, og jeg vil derfor opfordre Sundhedsstyrelsen til endnu en præcisering af retningslinjerne, så det letforståelige svar ikke skal læses i Politiken. Vi har brug for et mere indiskutabelt officielt grundlag med henblik på udarbejdelse af klare interne retningslinjer fra kommunerne og Lægeforeningen, så borgeren så vidt muligt undgår uønsket genoplivningsforsøg, og sundhedsmedarbejderen får bedre muligheder for at fungere uden angst for klagesager. Men vi må acceptere, at ikke alt kan skrives i håndfaste regler, der skal være plads til et skøn, hvilket dog i mange år har været en naturlig del af lægens hverdag.