Geriatri, strukturreform og kvalitetskrav

Den typiske geriatriske patient defineres som en ældre patient med multimorbiditet og funktionstab. Man kan udvide definitionen til også at omfatte patienter, der i bestemte situationer vil være i risiko for funktionstab. Det gælder f.eks., når meget gamle eller ældre med kroniske lidelser rammes af akut sygdom.

Vi ved fra en række kontrollerede undersøgelser, at ge-riatriske patienter klarer sig bedre (lavere mortalitet og bedre funktionsniveau), når de behandles på geriatriske afdelinger.

Men hvad er det, der adskiller den almindelige internmedicinske behandling af den ældre medicinske patient med funktionstab, fra den geriatriske tilgang til samme patient?

For det første er det geriaterens specialistviden: At arbejde med en patientgruppe, som har det til fælles, at de er gamle, har tabt funktioner og hyppigt har flere samtidige sygdomme kræver både specialviden om gamle menneskers fysiologi, patofysiologi, farmakokinetik og en bredt internmedicinsk viden.

For det andet er det den geriatriske metode: En krumtap i den geriatriske metode er tværfaglighed. Fra videnskabelige undersøgelser af geriatriske patienter ved vi, at graden af funktionstab siger mere om patienternes prognose end de medicinske diagnoser. Vi ved også, at målrettet, individuel træning kan modvirke funktionstab. Målrettet træning hviler på grundig diagnostik: Man kan ikke give målrettet behandling uden klare mål. I denne diagnostik er fysioterapeutens viden og kunnen både i den diagnostiske og den træningsmæssige tilgang afgørende, ligesom et tæt samarbejde mellem geriater og fysioterapeut er uundværligt.

Med strukturreformen er den ambulante genoptræning lagt ud til kommunerne. Mange terapeuter er derfor flyttet fra sygehuse til kommuner. Det betyder færre ressourcer også til de indlagte patienter. Det har aldrig været meningen med strukturreformen. Det mærkes på mange geriatriske afdelinger - nogle steder i en grad, at man kan blive bekymret for, om den geriatriske metode kan fungere.

Mens manglen på terapeuter til indlagte patienter kan opfattes som en uheldig bivirkning til strukturreformen, er fraværet af terapeuter til det ambulante område tilsigtet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning på træningsområdet anbefaler dog, at der i visse tilfælde gives specialiseret træning på sygehusene.

Det gælder bl.a., når der er behov for tæt tværfagligt samarbejde på specialistniveau. Præcis dette er tilfældet for en del af de geriatriske patienter.

Som et eksempel på specialiseret genoptræning i henhold til tværfaglighedskriteriet kan nævnes udredning og træning af ældre patienter med faldtendens. En sådan udredning kræver lægelig vurdering af kardiovaskulær sygdom, syn, kognitiv funktion, medicinforbrug m.m. Meget hyppigt er der symptomer fra bevægeapparatet, som kræver en grundig fysioterapeutisk testning, med måling af bl.a. muskelstyrke og balance, inden der kan iværksættes en målrettet intervention. Fysioterapeutens opgave her er primært diagnostisk, men også i træningsfasen vil der for nogle geriatriske patienter på grund af mange andre samtidige medicinske problemstillinger være behov for et løbende tæt samarbejde med en geriater.

Andelen af ældre medicinske patienter er voksende. Behovet for diagnostisk vurdering ved fysioterapeut og en styrkelse af det tværfaglige samarbejde vokser i takt hermed. Der er derfor behov for oprustning snarere end nedrustning af fysioterapeuter på de medicinske og geriatriske sengeafsnit og daghospitaler.

Behovet understreges af kravet om genoptræningsplaner og af de kvalitetskrav, som netop er sendt i høring fra Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS).

Nogle af indikatorerne for modtagelse af patienter er, at der inden 24 timer lægges en tværfaglig behandlingsplan, og at alle patienter får vurderet deres rehabiliteringsbehov. En gennemførelse af sådanne kvalitetskrav forudsætter en tværfaglig vurdering herunder vurdering ved fysioterapeut.