Geriatriens blinde plet

I en velstruktureret og koncentreret kronik gennemgår Ellen A. Holm & Finn Rønholt Hansen, henholdsvis næstformand og formand i Dans Selskab for Geriatri, specialets indhold under overskriften »Udfordringer for geriatrien i et aldrende samfund« [1]. Stor vægt er lagt på tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Så langt så godt.

Man sidder dog tilbage med en fornemmelse af, at noget vigtigt er glemt, eller i hvert fald ikke kommet med: Behandling af og omsorg for det døende gamle menneske, eller med andre ord den palliative indsats. Man har lyst til at spørge Dansk Selskab for Geriatri, hvorfor dette område er valgt fra.

Det fylder i hvert fald meget for specialets patienter, som vel alle gør sig tanker og billeder om livsafslutningen. Området indeholder sine egne medicinske, psykosociale og organisatoriske problemstillinger.

Palliativ indsats, gennem snart ti år veletableret bl.a. gennem Sundhedsstyrelsens publikatoner 1996 og 1999 [2, 3], har hidtil mest kommet kræftpatienter til gode. Tiden er nu moden til (eller har været det længe) at udbrede erfaringerne til gamle mennesker, der dør af ikkemaligne sygdomme, organ-svigt eller almen svækkelse. Situationen kan minde om det onkologiske speciales mangeårige nølen med at acceptere palliation i terminalforløbet som videnskabeligt relevant. Der er dog den forskel, at mens det »kun« er ca. 50% af kræftpatienterne, der ikke kan helbredes, og som før eller senere kommer til deres terminalfase og død, når 100% af geriatriens patienter hertil efter en begrænset årrække.

Der er selvfølgelig mange gamle, som får en rolig og værdig livsafslutning på det sted, hvor de helst vil være, og uden noget større palliationsbehov. Men der er også mange forløb (hvor mange vides ikke), der er præget af utilstrækkelig kontinuitet, manglende målsætning og planlægning, tabuisering af døden, ufri kommunikation, også med pårørende, samt problemer med symptomkontrol. Et af resultaterne er de overflødige og uønskede indlæggelser på hospital fra pleje-bolig. Palliativ indsats i Danmark er et fagområde, som ikke er forankret i ét bestemt moderspeciale, men som har tilhørsforhold til onkologi, almen medicin, anæstesiologi/smertebehandling og geriatri.

Det ville være gavnligt, om også sidstnævnte speciale eksplicit ville prioritere indsatsen ved livsafslutningen. Der er behov for forskning, undervisning, vurdering af etiske aspekter og af den bedste organisering.

Jeg foreslår derfor, at der tilføjes endnu en »pind« til de geriatriske ekspertfunktioner, der kunne have overskriften: Palliativ indsats ved livsafslutningen.