»Gigtlæger« bør opgive urimelige nødløsninger

Den rigtige behandling af patienter med »gigtlidelser« er vigtig. I »Dagens Medicin« fra den 13. maj ser man et ønske om at indføre behandlere, der intet har med den lægevidenskabelige uddannelse at gøre.

Risikoen for, at der bliver for få reumatologer, burde få »gigtlægerne« til at søge efter dygtige, unge læger, der skal inspireres og loves mulighed for videnskabeligt arbejde. Der er stadig doktordisputatser i et arbejde med »gigtlidelser« inden for human medicin. Det bør også være en inspiration, at der kan samarbejdes med andre end læger, bl.a. inden for veterinær medicin. Det kan nævnes, at svin ofte har ledlidelser, og at ledvæsken fra disse svin i det mindste viser svær »inflammation« (egen undersøgelse i begyndelsen af 1960'erne).

I »Dagens Medicin« ønsker »gigtlæger« nært samarbejde med sygeplejersker, som skal stå for kontrol af patienterne, lave ledpunktur m.m. Desuden nævnes kiropraktorer, sekretærer etc. Sikkert forsøg på at være særlig jovial. Kan det virkelig være gennemtænkt at tildele sygeplejersker de nævnte håndgreb - jeg tvivler. Det er misforstået jovialitet. I nogen grad måske for at pacificere bl.a. sygeplejersker med meget honnette ambitioner. En sygeplejerske, der havde gennemgået en fin uddannelse, skrev noget i retning af, at nu havde hun fået et stort hoved og små hænder. Lad dog være med at lave pseudolæger uden nogen form for egentlig basisuddannelse.

Som jeg tidligere har prøvet at spørge er, om de nævnte »gigtlæger« helst vil have en læge eller en kiropraktor til at tage sig af en gigtlidelse i skulderen, hvor det i virkeligheden drejer sig om en Pancoast-tumor i lungespidsen.

Vogt jer. Det drejer sig om patienternes helbred og lad være med vrøvlet om, at »Patienten skal i centrum«. Patienten er i centrum. Det er for patientens skyld, at vi skal tænke os om og ikke for at tækkes alle ansatte i en afdeling.

Husk i øvrigt, at kronisk leddegigt ikke kun er en ledlidelse, men sygdom i bindevævet i hele personen. Derfor er det nødvendigt med fuldendt intern medicinsk viden. Også interne organer er i høj grad emne for nærmere udforskning ved reumatoid artrit.

Hvis beslutninger skal gå gennem »Dansk Reumatologisk Selskab«, så må alle selskabets medlemmer gøre op med sig selv, om de kan stå inde for, at de paramedicinske personer skal udføre lægers arbejde. Eller om man skal fremme indflydelse af dygtige, unge læger, der så, meget hurtigt, kan tage sig af de almindelige opgaver.

Reumakirurgi skal fortsat have en fremtrædende plads i behandlingen af patienter med kronisk leddegigt. Der vil i mange år være brug for korrektion af deformiteter, højst sandsynligt også selvom patienterne kommer i gang med terapi med de gigtmidler, som nu synes at have særlig god effekt.