Skip to main content

Giv kreatinkinase MB evig hvile, o Herre, og lad evigt lys skinne over dem

Nye friske analyser er klar til at overtage funktionen.
Illustration: Colourbox
Illustration: Colourbox

Pal Bela Szecsi overlæge Klinisk Biokemisk Afdeling Holbæk Sygehus. E-mail: psz@regionsjaelland.dk. Interessekonflikter: ingen

19. feb. 2022
4 min.

I 2007 blev det anbefalet, fra international biokemisk og kardiologisk side, kun at anvende kreatinkinase MB (CKMB) som hjertemarkør når troponin (Tn) ikke er til rådighed; ”Cardiac troponin is the preferred marker for the diagnosis of MI. Creatine kinase MB by mass assay is an acceptable alternative when cardiac troponin is not available” [1, 2]. I 2008 var troponin tilgængeligt på alle danske hospitaler, men kun enkelte havde ophørt med at anvende CKMB. Mange fortsatte med at anvende både Tn og CKMB [3], men danske biokemisk og kardiologisk selskaber mente ikke på daværende tidspunkt, at man kunne undvære CKMB-analysen.
I 2021 udgav European Society of Cardiologys markørgruppe en ny publikation, som anbefaler helt at ophøre med at tilbyde CKMB-analysen [4].

En rundspørge til danske laboratorier udført i perioden oktober-november 2021 viste, at i 2021 anvendtes TnT på 16 laboratorier (Aalborg, Thisted, Farsø, Hobro, Horsens, Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Vejle, Kolding, Odense, Svendborg, RH Blegdamsvej, Bispebjerg, Hvidovre, Amager) og TnI på 20 laboratorier (Hjørring, Randers, Viborg, Silkeborg, Herning, Esbjerg, Aarhus, Holstebro, Roskilde, Køge, Slagelse, Nykøbing F, Holbæk, Næstved, RH Glostrup, Bornholm, Hillerød, Frederikssund, Gentofte, Herlev). På 17 laboratorier udføres CKMB ikke (Hjørring, Randers, Viborg, Silkeborg, Tønder, Esbjerg, Svendborg, Køge, Slagelse, Nykøbing F, Holbæk, Næstved, Bornholm, Gentofte, Herlev, Hvidovre, Amager). På en del laboratorier tilbydes fortsat CKMB med et mindre CKMB/Tn-forhold, (Horsens < 5%, Aabenraa 3%, Sønderborg 5%, Vejle < 5%, Kolding < 3%, Aarhus < 5%, RH Glostrup 4%, Odense ca. 50 patienter). Der er fortsat laboratorier, som udfører både Tn og CKMB med et større CKMB/Tn forhold (Aalborg <30%, Thisted 100%, Farsø 100%, Hobro 100%, Herning 100%, Holstebro 100%, RH Blegdamsvej 120%, Bispebjerg 84%, Hillerød 67%, Frederikssund 67%, Roskilde 45%).

At Rigshospitalet RH foretager flere CKMB-analyser end Tn kan skyldes, at der er tilsendte prøver fra laboratorier, hvor CKMB er nedlagt. De fleste steder er kardiologerne ophørt med at anvende CKMB (eller er i kraftigt aftagende), men forbruget af CKMB synes sejlivet blandt thoraxkirurger. I vejledning fra RH (Hjertekirurgi, Postoperativ iskæmi efter CABG) nævnes kun måling af CKMB, ikke Tn. I Odense analyseres CKMB udelukkende på ca. 50 patienter for thoraxkirurgerne. I Region Sjælland udføres CKMB kun i Roskilde, men her rekvireres de fortrinsvist af onkologer, hæmatologer og infektionsmedicinere, ikke kardiologer.
Trægheden med at udfase CKMB i Danmark er som i andre europæiske lande. En spørgeskemaundersøgelse (CAMARGUE-studiet fra 39 lande (374 svar)) viste, at Tn var den dominerende hjertemarkør (95,2-99,1%) nogenlunde ligeligt fordelt imellem TnT 50,8% og TnI 48,5%. CKMB blev i 2019 forsat anvendt i ca. 50% af laboratorierne, 40% anvendte endog total CK, og 15% myoglobin [5].

Et af argumenterne for at anvende CKMB var muligheden for at kunne detektere reinfarkt. Efter indførelse af hurtig invasiv intervention i forhold til tidligere trombolyse sker reinfarkt sjældent, og Tn-analyserne blevet mere følsomme, hvilket gør det let at observere en fornyet stigning som tegn på reinfarkt. CKMB-analyserne har ikke udviklet sig de senere år, og en mindre ændring i niveau kan være sværere at detektere. Måske netop derfor er CKMB stadig populære iblandt thoraxkirurgerne? Hvorfor CKMB-analysen tages op af andre specialer end kardiologiske er sværere at forstå, hvis spørgsmålet om hjertepåvirkning er relevant, burde de mere sensitive og specifikke Tn-analyser anvendes i stedet.

En CKMB koster i direkte laboratorieomkostninger ca. 80-100 kr., hvortil kommer klinikerens tidsforbrug med at bestille og vurdere svaret. Da analysen ikke giver yderlige oplysninger, synes det at være et spild af ressourcer, som måske kunne være brugt bedre.

Mon ikke det nu er på tide at lægge den udtjente CKMB i graven. Nye friske analyser er allerede klar til at overtage funktionen.

Referencer

Referencer

  1. Morrow DA, Cannon CP, Jesse RL et al. National Academy of Clinical Biochemistry. National Academy of Clinical Biochemistry Laboratory Medicine Practice Guidelines: clinical characteristics and utilization of biochemical markers in acute coronary syndromes. Clin Chem 2007;4:552-74.

  2. Thygesen K, Alpert JS, White HD, Joint ESC/ACCF/AHA/WHF Task Force for the Redefinition of Myocardial Infarction. Universal definition of myocardial infarction. J Am Coll Cardiol. 2007;50:2173-95.

  3. Szecsi PB. Pensionering af kreatininkinase myocardial band. Ugeskr Læger. 2008;170(41):3220-3222.

  4. Jaffe AS, Lindahl B, Giannitsis E et al. ESC Study Group on Cardiac Biomarkers of the Association for Acute CardioVascular Care: a fond farewell at the retirement of CKMB. Eur Heart J. 2021;42:2260-64.

  5. Collinson P, Suvisaari J, Aakre KM et al. How well do laboratories adhere to recommended guidelines for cardiac biomarkers management in Europe? The CArdiac MARker Guideline Uptake in Europe (CAMARGUE) Study of the European Federation of Laboratory Medicine Task Group on Cardiac Markers. Clin Chem 2021;67(8):1144-1152.