Giv os mere medbestemmelse som læger

En læges viden og ekspertise kan undermineres af en google-søgning på nettet, og lægefaglig anciennitet er obsolet, for i sidste ende er en læge er vel »bare« en læge. En speciallæge i almen medicin kan snildt erstattes med en dugfrisk læge fra medicinstudiet. Hospitalslæger på flere afdelinger kan erstattes med vilkårlige, dyre vikarer. Flere politikere og ikkelæger tror, at de kan komme, lege læger og sætte rammerne for vores arbejde. Men at jeg f.eks. er ferm til at finde belejlige paragraffer på »retsinformation.dk«, gør mig ikke til ekspert i juridisk metode.

Ineffektive effektiviseringer er en fast del af vores hverdag – et oxymoron, vi læger er stødt på utallige gange i løbet af vores karrierer, og som vi nok aldrig kommer til at forstå.

Selvom vi er velargumenterende, bliver vores protester, bekymringer og ytringer tromlet ned som »klinikerstøj«, når der tages vigtige beslutninger. Vores arbejde i det offentlige er nærmest humanitært på daglig basis. Ville f.eks. en jurist eller økonom finde sig i at stå med det ansvar og den risikovillighed under de vilkår, som vi gør på daglig basis, uden klausuler, gennemarbejdede regneark eller forhandlingsmuligheder?

Mange andre akademiske faggrupper ville ikke finde sig i den forklejnelse og nedværdigende behandling, som lægerne har måttet finde sig i. Dette både på et fagligt plan, hvor ikkelægefaglige pludselig skal bestemme, hvordan vi koder vores diagnoser, og arbejdsmiljømæssigt. Det er os, der står med røde ører foran den syge sultne patient og dennes pårørende, fordi en operation skal aflyses pga. ressourcemangel. Det er os, der står med sved på panden på operationsstuen, hvor patienten ligger bedøvet, og man opdager, at det er det forkerte operationsudstyr, der er blevet leveret fra sterilcentralen. Sterilcentralen, som en medarbejder bag et skrivebord i en strøm af flere geniale åbenbaringer har fået flyttet til en helt anden matrikel.

Vi er det eneste akademikerfag med direkte kontakt med mennesker i alle samfundslag, og vi står til rådighed 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Vi står med et stort ansvar for mennesker, der ikke kan forsvare sig selv. Vores arbejde indebærer også følelser, kommunikationsfærdigheder og bærer præg af mange satsninger og vurderinger, som vi skal stå skoleret for ved klagesager – uden ankemuligheder. Måske er grunden til, at vi ikke kan komme igennem på beslutningslinjen, at der er ikke noget på spil for andre end os?

Politikerne tager mange hovedløse beslutninger hen over hovedet på os, som vi sagtens kunne finde optimale løsninger på, hvis man medinddrog os, der ved mest om vores arbejde. Medbestemmelse er nøgleordet til et større incitament og regelret effektive effektiviseringer i sundhedsvæsenet.

Jeg er træt af den »jeg hører, hvad du siger, men jeg lytter ikke til dig«-retorik, som præger det politiske landskab i øjeblikket.