Skip to main content

Giver det mening at teste for »englestøv«?

Peter Hindersson, Ledende overlæge, Klinisk Biokemisk Afdeling, Sygehus Vendsyssel. E-mail: pehi@rn.dk. Torben Breindahl, Hospitalskemiker, Klinisk Biokemisk Afdeling, Sygehus Vendsyssel. E-mail: torben.breindahl@rn.dk

6. maj 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

I det danske sundhedsvæsen testes patienter hyppigt for misbruget af et narkotikum, der i praksis ikke er tilgængeligt i Danmark og derfor ikke relevant at undersøge. Tillige benyttes analysemetoder som ikke er fuldt pålidelige. Det drejer sig om stoffet 1-(1-phenylcyclohexyl)-piperidin (synonym: PCP, phencyclidin, »englestøv«). PCP blev patenteret i 1952, men man måtte senere opgive stoffet både som humant og veterinært lægemiddel på grund af dets mange bivirkninger. Der findes flere end 30 syntetiske PCP-analoger, hvis udbredelse blev dokumenteret fra 1970'erne. Stoffet har strukturlighed med ketamin, der er et anæstetikum med lignende farmakologiske og psykoaktive effekter. PCP og dets analoger er alle omfattet af lovgivningen om euforiserende stoffer og dermed ulovlige at besidde, fremstille og sælge.

Som misbrugsstof har PCP tidligere haft stor betydning. Det udløser meget stærke hallucinationer, som kan forveksles med skizofreni og paranoia. Virkningen er så kraftig, at mange stofmisbrugere i dag undgår stoffet, og det menes nu kun at have en snæver geografisk udbredelse i USA. PCP er ikke almindeligt tilgængeligt på gadeplan i Danmark. Kilder hertil er henholdsvis årsrapporter fra analyser af konfiskeret narkotika [1-3] og misbrugernes egne diskussionsfora på internettet.

Del af paneltest

Årsagen til, at der alligevel testes for PCP i Danmark, er, at producenter af hurtigmetoder inkluderer PCP-analysen i deres »paneltest«. Dette sker helt uden tanke for konsekvens for brugeren, der ud over de overflødige negative resultater også får et antal »falsk positive« resultater, fordi de immunkemiske hurtigmetoder for PCP let krydsreagerer med andre stoffer i prøven, bl.a. med et så hyppigt anvendt lægemiddel som venlafaxin [4]. Venlafaxin er et antidepressivum, og det samlede forbrug i 2009 var på over 17 mio. definerede døgndoser (DDD). Krydsreaktionen har været kendt siden 2002, og alligevel bliver brugerne af hurtigmetoder ikke advaret om dette.

Selvom Sundhedsstyrelsen har tilskyndet til forsigtighed med anvendelse af immunkemiske hurtigmetoder [5], er de meget udbredte i Danmark, både i det offentlige sundhedsvæsen og i private eller kommunale behandlingsinstitutioner. På sygehuse behandles de misvisende PCP-resultater fra hurtigmetoder som valide »laboratorie«-resultater, selvom de ikke verificeres af et speciallaboratorium, men skrives direkte ind i patientjournalen af ubetænksomt sundhedspersonale. Hos behandlingsinstitutioner giver de »falsk positive« PCP-resultater årsag til en del spekulationer om narkotiske stoffer i omløb med potentielt alvorlige konsekvenser for den testede. Man kan også forestille sig scenarier, hvor behandlingen af psykisk syge misbrugere har været påvirket af en »falsk« diagnose om PCP-indtagelse.

Utilsigtede hændelser

Vi kender til et stigende antal utilsigtede hændelser i sammenhæng med anvendelse af hurtigmetoder for misbrugsstoffer i det danske sundhedsvæsen. Fænomenet er direkte foranlediget af mangel på analytisk opfølgning (verifikation). Det gælder generelt og ikke kun for PCP.

Dansk Selskab for Klinisk Biokemi har nedsat et udvalg, som er i færd med at udforme et kommissorium til kvalitetsmæssige anbefalinger for udførelse af misbrugsanalyser. Brugen af hurtigmetoder er et af de områder, hvor der må forventes at ske en opstramning. I vejledningen for den lægelige behandling af stofmisbrugere i substitutionsbehandling [6] er screenings/verifikationsprincippet for urinanalyser klart pointeret, men det bør også gælde for misbrugstestning i andre sammenhænge. Selvom firmaer, der markedsfører hurtigmetoder, ikke altid giver den bedste vejledning, må ansvaret i sidste ende placeres hos den person, der benytter produktet og tolker resultatet.

Vi anbefaler, at praktiserende læger, psykiatere, laboratorier, kliniske afdelinger samt personale på private og kommunale behandlingsinstitutioner sikrer sig at positive screeningstests for PCP verificeres eller helt undlader at teste for »englestøv« i Danmark.


Referencer

  1. Sundhedsstyrelsen. Nakotikasituationen i Danmark. København: Sundhedsstyrelsen, 2010.
  2. Hvad indeholder »ecstasy«-pillerne. København: Sundhedsstyrelsen, 2006-2009.
  3. Ecstasy i Danmark. København: Sundhedsstyrelsen, 2009.
  4. Sena SF, Kazimi S, Wu AHB. False positive phencyclidine immunoassay result caused by venlafaxine and O-desmethylvenlafaxine. Clin Chem 2002;48:676-77.
  5. http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Narkotika/Hurtigtests.aspx
  6. Vejledning nr. 42 af 01/07/2008. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2008.