Global sundhed: at opdage en ny verden

Verden er i en rivende udvikling, og med den ændrer vilkårene for lægegerningen sig også. Globalisering er blevet beskrevet som en proces, der strækker politiske og økonomiske aktiviteter på tværs af grænser, sådan at aktiviteter, beslutninger og hændelser i en region af verden kan få betydning for individer og samfund på den anden side af kloden [1]. Globalisering har medført øget migration på grund af nye transportmuligheder og kommunikation, fortsat fattigdom, ulighed og voldelige konflikter i den tredje verden og en målrettet import af arbejdskraft til Nordamerika og Europa. I Danmark er ca. 6% af befolkningen 1. generations- og ca. 2% 2. generations- indvandrere. Denne gruppe har meget forskellig baggrund strækkende sig fra ressourcestærke gæstearbejdere og familiesammenførte fra hele verden til dybt traumatiserede flygtninge fra verdens brændpunkter.

Migration kan ses som en »social forandringsproces, hvor et menneske flytter fra en kulturel sammenhæng til en anden for at slå sig ned i det nye miljø enten for en længere periode eller permanent« [2]. Migration har en lang række sundhedsmæssige konsekvenser, som er relateret til migrationsprocessen, og som både omfatter forhold i hjemlandet, under rejsen og efter ankomsten til modtagerlandet. Der har i det sidste år været et stigende fokus på sundhedskonsekvenserne af en langtrukken asylprocedure med blandt andet en publikation fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, om børns vilkår i asylcentre [3] og en nyligt udgivet Amnesty-rapport om prævalensen af tortur og psykiske følger heraf blandt asylansøgere i Sandholmlejren [4]. Derimod har der været begrænset diskussion af vilkårene for patienter af anden etnisk herkomst, efter at de har fået asyl, på trods af at det i højere grad er den gruppe af patienter, man som læge møder i klinikken.

En typisk nydansk kvinde

Dette er historien om en typisk nydansk kvinde. Anna er 33 år og kommer oprindeligt fra Irak. Som led i familiesammenføring kom hun fra Irak til Danmark, hvortil hendes mand, der var politisk aktiv i hjemlandet, var flygtet. Hun startede sin rejse ind i det danske samfund i et asylcenter, men da manden allerede havde fået opholdstilladelse, fik de hurtigt en lille lejlighed, og Anna begyndte at undervise andre i sit lokale sprog som led i modermålsundervisningen. Det gjorde hende glad og gav hende en følelse af at gøre en forskel. Hun begyndte at lære dansk og kan i dag gennemføre en ukompliceret konsultation med sin læge uden tolk. Verden ser imidlertid ikke så lys ud for Anna i dag. For tre år siden flyttede familien til København, og hun og hendes mand lever, i forhold til danske standarder, i fattigdom. Ægtefællen har svært ved at finde et arbejde, så Anna forsørger familien ved at arbejde på fabrik. De har to børn, og den ældste, der er teenager, har tit problemer i hjemmet og er frustreret over, at han skal dele soveværelse med forældrene og sin lillesøster. Familien har også en lejer, der optager et værelse, så der er ikke meget opholdsplads i lejligheden, der er bare 67 m2.

Anna går tit til lægen. Hendes mand har fået konstateret talassæmi, og det har hun også skullet undersøges for. Hun er dagligt plaget af hovedpine og rygsmerter, der forværres af hendes job på fabrik. Hun er uddannet skolelærer men har ikke haft held til at fortsætte med at undervise, selvom det er hendes største ønske. Hun er trist og synes ikke, at hun har nogen fremtid. Hver gang en flyvemaskine flyver over lejligheden på Amager, farer hun sammen og tænker på krigen i hendes ungdom. Hun har tit mareridt, sover dårligt og kan nogle gange ikke holde op med at spekulere på sin fortid og de ubehagelige ting, hun har været vidne til. Lægen siger, at hendes hovedpine skyldes en kombination af tandproblemer, myoser i nakken og muligvis en tendens til at somatisere som led i en depressiv lidelse. Hun er begyndt at tage antidepressiva og lave rygøvelser hjemme, men det hjælper ikke meget. Hun tager også D-vitaminer, da lægen mener, at det kan bedre hendes smerter. Hun har ikke råd til fysioterapi og tandlæge. Anna er træt af at gå til lægen, som er meget sød og snakker en masse, men det hjælper jo ikke. Hjemme i Irak ville en læge fortælle hende, hvad der var galt, og give hende en pille, der kunne fjerne smerten. Annas største ønsker er, at hun kan få lov at se sin familie i Irak igen, at hun kan komme til tandlæge, så hendes hovedpine kan gå væk, at hun kan begynde at undervise igen, og at familien kan få et ekstra værelse, så sønnen kan få sit eget. Anna vil utrolig gerne have et normalt liv. Hun er træt af at skulle bede om hjælp og gå til lægen og myndighederne hele tiden. Hvis hun kunne klare sig selv, kunne hun få værdigheden tilbage.

Migrantens udfordringer

Vi mødte Anna i almen praksis. Hendes historie viser, hvordan sociale udfordringer, statustab, rolleændringer, arbejdsløshed, sprog og forskellig kulturel baggrund kan medføre en øget stressbelastning, og dermed øge indvandreres sårbarhed i forhold til sygdom og påvirke deres helbred i en negativ retning. Stressbelastningens størrelse i modtagelande vil afhænge af den enkeltes tilpasningsevne, ressourcer og sociale netværk.

Annas historie illustrer samtidig, at migration medfører udfordringer for både migranten og den enkelte læge samt sundhedsvæsenet som sådan. Migranten skal lære at navigere inden for et sundhedsvæsen, der er anderledes indrettet end det, personen er vant til med andre funktioner, tidsrammer og forventninger. Sproget er en stor barriere, og der findes altid tolkehjælp til at overkomme den. Desuden kan der være mangel på kvalificerede tolke. Sygdomsopfattelsen og sygeplejen i Danmark er anderledes end, hvad migranten er vant til. Det kan medvirke til, at patienterne kan føle sig stigmatiserede af sundhedspersonalet - også selvom der ikke er tale om egentlig racisme, der desværre også forekommer [5].

Personalet kan på den anden side synes, at det kan være svært at håndtere patienter, der reagerer anderledes på sygdom og har andre opfattelser heraf samt af læge-patient-forholdet. Personalet kan mangle viden om de sygdomme og psykosociale problemstillinger, indvandrere kan komme med. En dansk undersøgelse har vist et stort ønske blandt læger og sygeplejersker om mere viden i form af kurser om sygdom og risikofaktorer for sygdom blandt indvandrere samt særlige problemstillinger i forbindelse med behandling og pleje [6]. Samtidig er det vigtigt, at personalet ikke stereotypiserer indvandrerpatienter og dermed bliver bange for at gøre ting, der er »forkerte«: Et sygt menneske har brug for vores hjælp, lige meget hvor man er født. Et smil eller en trøstende hånd at holde i er aldrig forkert.

Migranten og lægerne

Det er vigtigt, at vi som læger tager højde for de mange nye udfordringer, migration skaber i klinikken: Hvordan bør det danske sundhedsvæsen modtage nyankomne indvandr erpatienter og informere dem om sundhedsvæsenet? Hvordan opnår vi mere viden om sygdom og sygdomshåndtering blandt indvandrere? Bør vi have flere specialklinikker på området, eller fører det til segregation? Hvordan sikrer vi, at indvandrere har adgang til sundhedsydelser, der matcher deres behov? Hvorledes kan vi sikre tilstrækkelig tolkning? Og hvordan undgår vi at bukke under for racisme og stereotypisering af indvandrerpatienter? De mange spørgsmål og udfordringer kræver mere viden om forebyggelse, sygdom og brugen af sundhedsvæsnet blandt indvandrere, således at vi kan få et fundament for at diskutere nogle af problemstillingerne. Det er derfor vigtigt at støtte forskningen inden for området og også at opbygge klinisk ekspertise. Som det er nu, har diskussionen i højere grad drejet sig om tørklæder og fordomme end om, hvordan vi dokumenterer problemernes omfang. Hvis Danmark skal sikre lige og kvalificeret adgang til sundhedsydelser i fremtiden for alle befolkningsgrupper, bliver vi som stand nødt til at tage problemstillingen op på saglig vis og sætte fokus på migrationens påvirkning af sundheden i Danmark. Der er ikke tale om en teoretisk eller teologisk diskussion men derimod en uundgåelig del af et klinisk virke som læge i dagens Danmark.