Skip to main content

Glucosamin/kolesterol mulig interaktion

Speciallæge i almen medicin Erik Lassen, Odder. E-mail: el.odder@dadlnet.dk

1. nov. 2005
2 min.

Det nye »gigtmiddel« glucosamin er undtaget fra lægemiddellovgivningens regler for sædvanlig dokumentation af virkning og bivirkninger. Det er på kort tid blevet usædvanligt populært blandt mine ældre patienter, der ofte modtager polyfarmaci for konkurrerende sygdomme, især diabetes mellitus og aldersbetinget hjerte-kar-sygdom.

Jeg har søgt information og dokumentation for virkninger og bivirkninger ved behandling med glucosamin. Den fundne dokumentation nærmer sig en lovprisning af stoffets fortræffelige egenskaber og bagatelliserer eventuelle interaktioner og bivirkninger [1].

Jeg undrede mig over en pludselig ændring i lipidprofilen hos en patient. Forespurgt var den eneste ændring, hun havde foretaget i sin livsførelse inden for de sidste måneder, påbegyndelse af regelmæssig glucosaminindtagelse.

Vi har efterfølgende spurgt patienter om glucosaminindtagelse og har på en periode på ca. to uger undersøgt yderligere to patienter, der i en længere periode havde behandlet sig selv med glucosamin. Anamnestisk og objektivt var der ikke nyopståede vægtændringer, nyopstået diabetes mellitus eller thyroideasygdom.

Sygehistorie 1.: BM, kvinde 60 år. Glucosaminbehandlet i et år. Lipidprofil før, under og ca. en måned efter ophør af glucosaminbehandling: totalkolesterol 5,7, 6,6 og 5,8 mmol/l. HDL-kolesterol 1,7, 1,5, 1,5 mmol/l. LDL-kolesterol 3,2, 4,6 og ikke analyseret pga. mangelfuld faste mmol/l. Triglyceridkoncentration 1,9, 1,6 og ukendt mmol/l.

Sygehistorie 2.: KH, kvinde 66 år. Glucosaminbehandlet i ni måneder, anvender fortsat glucosamin. Lipidprofil før og under behandling: totalkolesterol 7,2, 8,1 mmol/l, HDL-kolesterol 2,7, 3,2 mmol/l, LDL-kolesterol 4,1, 4,9 mmol/l og triglyceridkoncentration 0,9, 0,7 mmol/l.

Sygehistorie 3: BK, kvinde 63 år. Glucosaminbehandling i ca. seks. måneder. Lipidprofil før og under behandling med glucosamin: totalkolesterol 5,0, 7,4 mmol/l, HDL-kolesterol 2,1, 2,4 mmol/l, LDL-kolesterol 2,3, 4,5 mmol/l og triglyceridkoncentration 1,3, 1,2 mmol/l.

De anførte observationer er ikke systematisk opsamlet og er ikke led i en videnskabelig undersøgelse. Jeg undrer mig over de anførte ændringer i ugunstig retning hos disse patienter.

Gennem de sidste 10 år har der været et øget fokus på danskernes gennemsnitslevealder og hjerte-kar-sygdomme, der stadig er årsag til ca. 70 % af alle dødsfald i Danmark. Der er udviklet strategier for primær og sekundær forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme og der er satset mange resurser på at reducere de modificerbare risikofaktorer, herunder lipidprofilen.

Hvis glucosamin påvirker lipidprofilen i ugunstig retning, kan det være, at de mange kræfter, der er sat ind på at modificere risikofaktorerne kolesterol, LDL-kolesterol og triglycerid, er spildte og medfører en stigning i forekomst af tidlig hjerte-kar-sygdom.

SVAR:


Referencer

  1. Østergaard K. Glucosaminsulfat: spørgsmål og svar vedrørende den nye slidgigtmedicin. Medi-Com, 2003.