God supervision – ikke en luksus, men en nødvendighed

Supervision er altafgørende for kvaliteten i yngre lægers uddannelse og for patientsikkerheden. Supervision er også et gennemgående tema i Yngre Lægers halvårlige spørgeskemaundersøgelser blandt læger, der har gennemført KBU-forløbet [1]. De nyeste tal fra december 2024 og april 2025 viser, at 3 ud af 4 KBU-læger har haft et godt eller meget godt hospitalsophold. Men tallene dækker over store forskelle. Der er en direkte sammenhæng mellem omfanget af supervision, og hvor godt KBU-opholdet vurderes.

På afdelinger med travlhed og manglende supervision er KBU-lægernes oplevelse markant dårligere. 18 pct. vil ikke anbefale første del af deres KBU på grund af alvorlig travlhed, som går ud over supervisionen2. Og hver sjette af undersøgelsens deltagere fandt supervisionen utilstrækkelig under hospitalsopholdet1.

Et studie fra Aalborg Universitetshospital viser desuden, at manglende supervision fører til stress, usikkerhed og en følelse af overvældethed blandt KBU-læger.3

I Gruppen af Yngste Læger (GYL) mener vi, at det er tid til at sætte fokus på supervision og spørge: Hvem har egentlig ansvaret for den gode supervision?

Hvad er god supervision?

Supervision kan antage mange former alt efter situation og fagområde. Et fællestræk er, at det er en situation, hvorfra der kan drages en form for læring førende til udvikling.

Faglig og professionel udvikling hos den yngre læge kræver refleksion over egen praksis – både alene og sammen med kolleger. Supervision skaber en struktureret ramme for refleksion, og der findes allerede mange værktøjer til feedback og supervision, for eksempel PQRS, BOGERD og den refleksive læringsmodel for kollegial supervision4.

Supervision kan have forskelligt fokus i de lægefaglige specialer. I kirurgiske specialer handler det ofte om konkrete procedurer, mens det i almen praksis måske er beslutningstagning og kommunikation med patienten, som er i fokus.

Der er også forskel på rammerne for supervisionen. KBU-læger oplever under deres hospitalsophold ofte løbende supervision, der hverken er rammesat eller skemalagt, mens supervision i almen praksis typisk er skemalagt med samtidig mulighed for løbende supervision.

Der findes mange måder at gøre det på. En vigtig pointe er, at den enkelte læge skal være opsøgende og finde ud af, hvad der fungerer.

God supervision skaber læring hos alle 

Supervision foregår oftest mellem en mere erfaren læge (supervisor) og en yngre læge (supervisanden). For at få størst muligt udbytte af supervisionen, er det en god ide, at supervisand og supervisor i fællesskab forventningsafstemmer og afgrænser supervisionen.

Supervisanden kan komme med konkrete ønsker til, hvad supervisionen skal handle om. For eksempel objektiv undersøgelse, kommunikation med patienter og pårørende eller kropssprog. Dermed kan supervisoren målrette sin feedback og give supervisanden mulighed for at komme med egne forslag til løsninger eller forbedringspunkter.

Supervision er en dialog, hvor supervisanden får plads til at reflektere over egne erfaringer og lære af dem. Den gode supervisor giver ikke endelige svar på en problematik, men stiller spørgsmål og faciliterer et rum, hvor supervisanden kan udvikle sine egne beslutninger og forståelser. Supervisor vil i denne proces også reflektere over egen praksis, værdier og vaner og dermed selv gå fra supervisionen med ny læring.

Trygge rammer er en forudsætning for god supervision

Et andet vigtigt element i god supervision er rammerne – både de fysiske og de psykiske.

Supervisionen skal selvfølgelig foregå uden forstyrrelser, men et psykologisk trygt rum er måske endnu vigtigere. På en arbejdsplads med psykologisk tryghed, føler de ansatte sig komfortable med at dele bekymringer, usikkerheder og fejl med hinanden. Et trygt rum fremmer læring og bidrager til, at alle kan drage nytte af de refleksioner og diskussioner, der opstår mellem supervisand og supervisor.

Hvad der skaber et trygt rum, afhænger af situationen – men fællesnævneren er, at supervisionen foregår uden forstyrrelser, og at supervisoren er nærværende, lyttende og møder den yngre kollega med en konstruktiv og anerkendende tilgang.

Invester i supervision for din egen og for patienternes skyld

Supervision er ikke kun et spørgsmål om at sikre læring, men også om at skabe en kultur, som fremmer vidensdeling og videreudvikling af kompetencer. Det er med til at sikre, at både nyuddannede og læger med flere års erfaring kontinuerligt udvikler sig gennem en moderne form for mesterlære.

Udover at sikre faglig udvikling og arbejdsglæde hos den enkelte, sikrer god supervision høj kvalitet i patientbehandlingen. Når kolleger drøfter komplekse problemstillinger med hinanden, inddrages flere faglige perspektiver, og det giver en ekstra sikkerhed for patienterne. For både den yngre og den erfarne læge er det en forsikring om, at man ikke er alene, men at der er kolleger, som støtter op om den enkeltes faglige beslutninger.

Studier viser, at KBU-læger er afhængige af sparring og supervision for at arbejde trygt og komme videre i deres opgaver3.

Dog skal supervision også ses som en mulighed for, at supervisor trygt kan videregive arbejdsopgaver. Gennem supervision får den erfarne kollega indsigt i den yngre læges kompetencer og udvikling. Det øger tilliden og baner vejen for, at opgaver kan overdrages til yngre læger – til gavn for både arbejdsgange og den faglige udvikling.

Fælles om den gode supervision på afdelingen

En struktureret tilgang kan skabe rammerne for god supervision på afdelingen.

For eksempel kan faste tidspunkter for supervision, udfyldning af kompetencekort eller en vagtplan med dagens supervisor og supervisand være med til at hjælpe afdelingens læger med at prioritere supervision i en travl klinisk hverdag.

Initiativer som »Månedens Supervisor« eller invers feedback kan være med til at øge opmærksomheden på vigtigheden af supervision i hverdagen. 

Der hviler selvfølgelig et ansvar på os yngre læger for at efterspørge supervision, men det er et ansvar, som vi kun kan løfte i samarbejde med vores mere erfarne kolleger. God supervision kræver, at både de yngre og de ældre læger tager ansvar og sammen skaber en kultur, hvor god supervision prioriteres – også når der er travlt. 

I GYL mener vi, at du skal tage aktiv del i og bidrage konstruktivt til din egen og dine kollegers supervision. Måske skal du allerede i morgen supervisere en kollega? Måske skal du som UAO arbejde for at skabe endnu bedre rammer for supervision på afdelingen? Uanset hvad, så bidrager det alt sammen til at sikre en kultur, hvor både læring og patientsikkerhed bliver prioriteret. 

Supervision skal gøres til en selvfølge – ikke en luksus.