The Good, The Bad and The Ugly


»De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den« (George Santayana: »The life of reason«, 1905). Citatet er over 100 år gammelt, men det er fortsat relevant. Man kan med rette stille spørgsmålet, om vi er ved at gentage fortidens fejl, set i lyset af nutidige begivenheder.
Santayana levede før og under de to verdenskrige og døde i 1952. Dermed nåede han også at opleve efterspillet til anden verdenskrig, herunder Nürnbergprocesserne og formuleringen af de såkaldte Nürnbergprincipper: »Den omstændighed, at en person fulgte sin overordnedes eller regerings ordre, fritager ikke for ansvar i henhold til national eller international ret, når vedkommende faktisk havde mulighed for at træffe et moralsk valg«.
Efter den første retssag mod 22 ledende nazister blev der i årene 1946 til 1949 ført yderligere retssager mod ledende funktionærer fra nazi- og statsapparatet. Den anden retssag i rækken (lægeprocessen) blev ført mod 23 førende tyske læger, der blev anklaget for forsøg med KZ-fanger og krigsfanger, eutanasiprogrammet rettet mod psykisk syge og udviklingshæmmede samt andre uhyrligheder. De fleste blev dømt skyldige og syv af dem henrettet ved hængning i 1948.
I perioden 1966–1991 fik over 4.000 grønlandske piger og kvinder opsat spiral på baggrund af instrukser udstedt af Grønlandsministeriet. Dengang var lægerne ansat og aflønnet af grønlandsministeren og arbejdede ud fra »Instruks for de i Grønland ansatte distriktslæger af 16. april 1959«. Motiverne for præventionsarbejdet skiftede over tid og med forskellige instanser som fortalere. Initialt var der argumenteret om frygt for overbefolkning. Sidenhen blev det hensynet til de sociale forhold, der blev brugt som argument for præventionsarbejdet.
I 2025 blev der fremsat officielle undskyldninger fra både dansk og grønlandsk side. Statminister Mette Frederiksen: »Selv om vi ikke har det fulde billede, så gør det stort indtryk på regeringen, at så mange grønlandske kvinder enslydende beretter om, at de har været udsat for et overgreb af det danske sundhedsvæsen«.
»Formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen udtaler: Undskyld til jer, der har været udsat for – og levet med konsekvenserne af – indgreb, I ikke selv havde bedt om eller været herrer over«. Begge citater er fra pressemeddelelse fra statsministeren den 27. august 2025.
I »Antikonceptionspraksis i Kalaallit Nunaat« er der ikke fundet en instruks eller lov, der klart beskriver formålet, eller hvilket succeskriterie der skulle måles på. De udførende personer, altså de personer, der opsatte spiraler, var alle (danske) læger.
»Sagen viser dermed, at danske embedsmænd var vidende om, at der blandt dele af lokalbefolkningen i Ittoqqortoormiit var en opfattelse af, at den indsats, som sundhedsvæsenet iværksatte, var ,lidt for aktiv’, og at piger/kvinder havde fået spiraler uden at være blevet ordentligt oplyst om, hvad det var, og hvorfor de skulle have den …«. Citat fra »Antikonceptionspraksis i Kalaallit Nunaat«.
I dag bruges der betydelige ressourcer og arbejdstimer i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer. Faglige selskaber og initiativer som Vælg Klogt fra Lægevidenskablige Selskaber (LVS) har bidraget til en omfattende produktion af anbefalinger, instrukser og retningslinjer.
Hvem har bedt om de retningslinjer? Der er ingen offentlige myndigheder (sundhedsminister, Styrelsen for Patientsikkerhed el.lign.), der har bedt et fagligt selskab eller LVS om en retningslinje.
Udarbejdelsen af retningslinjer foregår uden uafhængig validering af konklusioner eller anbefalinger. Indsigelser og modstridende evidens kan konsekvensfrit ignoreres. Eksempler inkluderer udeladelse af data, der ikke understøtter anbefalinger, såsom manglende effekt på overlevelse eller livskvalitet. Hertil kommer risikoen for interessekonflikter, som kan påvirke konklusionerne. Se f.eks. TV2-dokumentaren »Læger til salg« eller Danish Medical Journal den 17. juni 2026.
Lægeforeningens etiske principper fastslår, at lægen skal kende og respektere relevante love og retningslinjer, men også gøre opmærksom på uhensigtsmæssigheder.
Det er uhensigtsmæssigt, at fageksperter fremkommer med retningslinjer og konklusioner, der ikke er valideret af uafhængige eksperter.
Det er uhensigtsmæssigt, at der ikke præsenteres alle data for og imod en konklusion, f.eks. klinisk relevante outcomes, absolut risiko, absolut risiko-reduktion, alle bivirkninger, pris pr. behandling, pris pr. komplikation, numbers-needed-to-treat, numbers-needed-to-harm, livskvalitet/QALY, overlevelsesgevinst – for bare at nævne nogle få klinisk relevante ting. Det er information, vi er forpligtet ved lov til at informere patienterne om i forbindelse med en behandling.
Det er uhensigtsmæssigt, at der bliver konkluderet fra det generelle (retningslinjer) til det specifikke (patienten), når der ikke er beviser for, at patienten tilhører den specifikke population.
Spørgsmålet om formålet og ansvaret med en instruks er derfor centralt: Hvad er formålet med instruksen? Hvem fører tilsyn med dem, der udarbejder retningslinjerne? Quis custodiet ipsos custodes? (Citatet findes i »Juvenals satirer« i afsnittet »Satirernes anden bog«, sjette satire, vers 347. Her er det oversat: »Men kan nogen bevogte Vogterne selv?«).
Når den næste sag om (over)behandling opstår: Hvem stiller sig frem og undskylder på vegne af den danske lægestand?