Gør psykiatrien billigere – genindfør fagligheden

Psykiatrien er i krise, og det grundlæggende problem er en ledelsesstrategi, der ikke tager udgangspunkt i faglighed, men i økonomi. Sat på spidsen styres der efter ønsket om at bruge færrest mulige penge på psykiatrien.

Psykiatrien har været udsat for mange direkte og indirekte besparelser de seneste årtier.

Indirekte besparelser er opstået som konsekvens af tildeling af mange nye opgaver uden samtidig tilførsel af de nødvendige ressourcer. Det har medført omprioriteringer (læs besparelser) andre steder i psykiatrien. Flere patienter skal behandles med færre ressourcer.

De mange organisatoriske omstruktureringer, der har været de seneste årtier, havde på papiret som formål at effektivisere arbejdsgange, men de frigivne ressourcer stod langt fra mål med de ressourcer, som personale og ledelse har brugt på implementering af ændringerne. Ændringerne har medført forringelser og færre midler til det kliniske arbejde.

Siden slut-1990’erne er der brugt mange ressourcer på kvalitetssikring. Dalende kvalitet og skandalesager har vist disse kvalitetssikringssystemers manglende kvalitet. Det har kostet psykiatrien adskillige milliarder, der kunne være brugt på klinisk arbejde. Det absurde faktum er, at når kvaliteten falder, ansættes flere kvalitetsmedarbejdere på bekostning af klinikere, der reelt kunne højne kvaliteten.

Faglighed, viden og uddannelse opfattes ikke som en investering i fremtidens psykiatri, men som en omkostning, der skal reduceres. Det har medført et videnstab, som det vil tage årtier at rette op på.

Organisatoriske ændringer, der skulle optimere og forbedre diagnostikken, men ikke tog hensyn til eksisterende viden om diagnosticering, har medført forringet diagnostik. Mange steder er risikoen for en fejldiagnose højere end sandsynligheden for en korrekt diagnose. I forløbet frem til den korrekte diagnose (ofte flere år) gennemgår patienten flere behandlingsforløb for ikkekorrekte diagnoser, hvorfor tilstanden forværres. Diagnostisk effektivisering så smart ud på papiret, men er endt med pengespild, dårligere behandling og forværring af de psykiske lidelser.

Der er mange flere eksempler.

Hvad er løsningen?

Psykiatriens bærende princip fremover skal være faglighed – ikke økonomioptimering. Først besluttes, hvilken udredning og behandling der er brug for. Derefter allokeres de nødvendige ressourcer. Det lyder dyrt, vil mange sikkert sige. Ja, i starten vil der være brug for markant øgede ressourcer for at rette op på fortidens forsømmelser, men på længere sigt vil der spares væsentligt større beløb. Psykiatrien vil udnytte de økonomiske midler langt mere effektivt, behandle patienterne hurtigere, så de hurtigere vender tilbage til deres dagligliv og arbejdsliv og ikke får deres psykiske lidelse forværret pga. psykiatriens inkompetence.

Udvikling af »kroniske« tilstande vil kunne undgås med deraf følgende store besparelser til sygedagpenge, førtidspension, indlæggelser osv. I stedet for udgifter til overførselsindkomst fås skatteindtægter.

Personale og andre eksperter skal reelt inddrages i beslutningsprocesserne – ikke bare høres (læs: overhøres). De administrative og politiske lag skal ikke kunne gennemtvinge nye tiltag, der strider mod faglig viden.

Uddannelse af personalet skal markant opprioriteres. Normeringerne skal løftes, så der er plads til fravær fra klinisk arbejde til efter- og videreuddannelse.

Den aktuelle kultur, hvor fejl, manglende viden, mangelfuld uddannelse etc. ikke erkendes, og enkeltpersoner forfølges fremfor at undersøge de grundlæggende årsager til problemerne, skal ændres. En reel kvalitetsudvikling forudsætter et system, hvor fejl kan debatteres i et åbent og trygt forum.

Skiftet i styringsstrategi til faglighed vil give større arbejdsglæde, nedsat sygefravær, lette rekruttering og få personale, der ellers havde forladt psykiatrien til at søge tilbage. Hvis skiftet ikke sker, vil psykiatrien uanset fremtidige tilførte midler fortsætte med at være nødlidende.