Gøtzsche på tynd is om depression

I en kronik, som Politiken for nylig har lagt spalter til [1], siger professor Peter Gøtzsche, at patienter med depression skal have psykoterapi og ikke piller. Jeg er neurolog, og der hvor jeg arbejder, er der mange patienter, der foruden deres neurologiske sygdom lider af depression, der behandles med medicin. Så jeg tænkte straks på, hvordan disse patienter ville få det, hvis medicinen blev erstattet med psykoterapi. Jeg er ikke psykiater, så for at opdatere mig om psykoterapis effekt ved depression, brugte jeg nogle dage på at gennempløje Cochranebiblioteket for evidensbaseret viden om psykoterapis effekt ved depression. Min søgen gav desværre ikke noget éntydigt resultat: »lidt«, »middel«, »måske«, »muligvis«, »ikke bedre end andet« og »der er brug for flere undersøgelser« var konklusionen på psykoterapis effekt, i hvert fald i de undersøgelser jeg fandt. Men jeg er ikke psykiater, og der kunne være undersøgelser, jeg ikke havde fundet, så jeg besluttede at skrive til Gøtzsche og bede ham henvise mig til undersøgelser, der sikkert dokumenterede psykoterapis effekt på depression. Han måtte da vide det, nu han havde skrevet om det i Politiken. Jeg fik følgende svar på min henvendelse: »Tom, det har jeg altså for travlt til. Find dem selv«. Det havde jeg jo lige gjort, så i mangel af Gøtzsches assistance måtte jeg, på baggrund af min egen søgen konkludere, at patienter med depression nok ville være ilde farne med psykoterapi som eneste behandling.

Men Gøtzsche fremfører sin anbefaling om kun at behandle depression med psykoterapi med skråsikkerhed, og Sundhedsstyrelsens mere nuancerede anbefalinger om behandling af depression, betegner han som »makværk«.

Gøtzsche siger i sin kronik, at han har påvist, at kognitiv psykoterapi til patienter indlagt efter et selvmordsforsøg halverer risikoen for, at det gentager sig [2]. På den baggrund konkluderer han, at patienter med depression skal have psykoterapi og ikke piller. Men Gøtzsche har ikke evidens for sin konklusion, har jeg fundet ud af. Gøtzsches afslag på min anmodning om råd gjorde nemlig, at jeg tog mig sammen til at læse hans undersøgelse. I alt 627 personer, der blev indlagt efter selvmordsforsøg, fik tilbudt struktureret, personlig støtte af særlige team, planlagte, gentagne, ofte meget hyppige samtaler i tillæg til sædvanlig behandling for en dels vedkommende. I alt 614 personer, ligeledes efter selvmordsforsøg, fik kun sædvanlig behandling uden samme struktur, regelmæssighed eller intensitet som førstnævnte gruppe. Resultatet var jo til at forudse: der var færre gentagne selvmordsforsøg i den første gruppe (73 vs. 146). Men eftersom en del af behandlingen i den første gruppe blev givet i form af kognitiv terapi, finder Gøtzsche anledning til at konkludere, at kognitiv psykoterapi halverer risikoen for selvmord. Men konklusionen er jo utilladelig. Gøtzsche har undersøgt forskelle i udkomme mellem en gruppe der fik mere omsorg og behandling end den anden. At kognitiv terapi var en del af behandlingen i første gruppe, betyder jo ikke nødvendigvis, at det var den, der var årsagen til udkommet.

Hvad mere er, Gøtzsches undersøgelse var jo ikke en undersøgelse af patienter, der havde depression og fik psykoterapi, contra patienter, der fik medicinsk behandling. Derfor er der ikke belæg for at udtale sig om, hvorvidt den ene behandlingsmetode er bedre end den anden.

Med andre ord: Gøtzsche er mildest talt på tynd is med sin udmelding om behandling af depression.

Jeg vil i øvrigt ikke udtale mig om effekten af det ene eller det andet, jeg er ikke psykiater. Jeg søgte undtagelsesvis om råd hos Gøtzsche. Det fik jeg ikke, og jeg skulle heller aldrig have gjort det. Hverken han eller jeg har fingeren på pulsen og ved, hvor skoen trykker. For fremtiden vil jeg gøre, som jeg ellers altid har gjort, søge hjælp hos fagfolk.