Grænser for tolerance?

Lægelig direktør Torben Mogensens (TM) svar på Nina Bjarnasons replik på TM's indlæg »Frihed = intolerance?« (Ugeskr Læger 2006;168:2386) giver stof til en del triste refleksioner.

Nina Bjarnason fremfører en række velfunderede og velformulerede argumenter for afstandtagen til religiøse manifestationer i den professionelle påklædning på sygehusene. Hendes argumenter imod brugen af det islamiske tørklæde er klare og skal ikke gentages her - det er udtryk for en kvindeundertrykkende holdning, som i en vestlig, demokratisk kultur bør bekæmpes.

Den tristesse, man gribes af ved læsningen af TM's svar, er dog først og fremmest dets afsløring af, at her har vi med en »systemets mand« at gøre; en mand med de rigtige meninger - rigtige i den forstand, at det er de meninger, flertallet på Københavns Rådhus går ind for. Man kan naturligvis glæde sig over, at TM er enig i, »... at kvindeundertrykkelse og drab på kvinder selvfølgelig ikke er acceptabelt«, men når man kæder det sammen med direktørens påstand om, at »hvor mange ansatte, der bærer tørklæde, har jeg ingen anelse om, og jeg er sådan set heller ikke interesseret i at vide det«, kan det vel kun opfattes sådan, at den slags ligegyldigheder som en eventuel sammenhæng mellem kvindedrab og religiøse tørklædesymboler er uden relevans i direktionslokalerne på H:S Hvidovre Hospital.

Mantraet er, at Hvidovre Hospital har et satsningsområde i sin personalepolitik, som hedder mangfoldighed - TM er så venlig at forklare læserne, at det betyder forskellighed, tak for det - men mon ikke det var mere hensigtsmæssigt af hensyn til Hvidovre Hospitals patienter at have et satsningsområde, der hed professionalisme, og så understrege, at det er de til enhver tid bedst kvalificerede, som sidder i sygehusets stillinger uden hensyn til køn, etnicitet eller religion men selvfølgelig underkastet de krav - også til påklædning - som afspejler dansk kultur, hvilket på en arbejdsplads med et så følsomt klientel som et sygehus, indebærer, at man ikke agiterer hverken religiøst eller politisk.

TM's systemfähige tolerance åbner jo desværre også mulighed for en mere vidtgående tolerance over for den professionelle adfærd hos sundhedspersonale af anden etnisk baggrund. Med en lægelig direktør som TM ved roret, vil mange ledende læger og sygeplejersker givetvis betænke sig en ekstra gang, før de kritiserer eller tilretteviser muslimske medarbejdere for professionelle fejldispositioner, som de - i hvert fald tidligere - ville have påtalt hos deres danske medarbejdere.

TM vil naturligvis afvise en sådan kvalitetsforringelse som en konsekvens af hans holdninger, men de seneste ugers offentlige debat, hvor selvcensur i forhold til muslimer i princippet er blevet blåstemplet af landets undervisningsminister, taler desværre sit tydelige og dystre sprog.