Skip to main content

Grainger & Allison's diagnostic radiology. A textbook of medical imaging

Grainger RG, Allison D, Adam A, Dixon AK, eds.

2. nov. 2005
2 min.

Fourth edition. Vol. 1-3

En radiologisk klassiker er kommet i sin fjerde udgave. Siden den første udgave i 1986 er bogen blevet udbygget. Med den nye udgave er Andreas Adam & Adrian Dixon kommet med som redaktører. Det skal vel også ses som starten på et generationsskifte. Nok er redaktørerne engelske, men de knap 180 forfattere er fra hele verden, om end den anglo-amerikanske dominans er klar. Over halvdelen af forfatterne er faktisk nye. Det gør absolut ikke bogen ringere, tværtimod. Det illustrerer den enorme udvikling der sker inden for diagnostisk radiologi i disse år og at bogen er i rivende udvikling.

En lærebog, som skal dække et helt speciale, må være omfattende, pædagogisk opbygget og let at læse. Dette lever denne bog så absolut op til. Det er lykkedes redaktørerne endnu en gang at få tingene til at hænge sammen. Bogen er delt op i ti større afsnit, stort set svarende til den organbaserede subspecialisering af radiologien, der vinder frem i disse år og et generelt modalitetsbaseret afsnit, som også kort dækker kontraststoffer og strålehygiejne.

Hvert afsnit består af flere kapitler. Hvert kapitel er systematisk opbygget og afsluttes med en fyldig litteraturliste. Mange kapitler, men desværre ikke alle, har også henvisning til andre lærebøger eller større artikler inden for emnet. Bogen er gennemgående rigt illustreret - især de neuroradiologiske afsnit, der har fået lov til at brede sig. Det angives at der er inkluderet 10.000 illustrationer. Kvaliteten af billederne er desværre ikke alle steder optimal, men der er sket en klar forbedring i billedudvalg og kvalitet siden de tidligere udgaver. CT- og MR-optagelser bærer den store udvidelse i overensstemmelse med virkeligheden.

Siden sidste udgave i 1997 er der sket en opdatering af stoffet, og flere kapitler er helt nye. Specielt er der sket en styrkelse af stoffet inden for børneradiologi; dels er de enkelte kapitler om emnet udvidet, men der er også tilføjet flere nye kapitler specielt inden for det muskuloskeletale område. Intervention og karundersøgelser er ikke længere et selvstændigt afsnit, men er mere logisk lagt ud i kapitler under de enkelte organsystemer.

Bogen må anses som up to date og kan fortsat anbefales som basisbog for den unge læge på vej til eller under speciallægeuddannelse i diagnostisk radiologi. Speciallæger kan finde den anvendelig som en hurtig opslagsbog, om end den er for tynd til daglig diagnostik. Den bør være til rådighed på enhver uddannelsesafdeling. Kan bestemt også anbefales i fjerde udgave.

London: Churchill Livingstone, 2001. 2.622 sider. Pris: 349 GBP.

ISBN 0-443-06432-6

Anna-Jane Burchardt & Henrik S. Thomsen