Skip to main content

Graviditet efter bariatrisk kirurgi kræver ekstra opmærksomhed

Jens Peter Kroustrup, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aalborg Sygehus. E-mail: jpk@rn.dk

13. apr. 2012
4 min.

Interessekonflikter: ingen

Vedrørende statusartiklen »Graviditet efter bariatrisk kirurgi kræver ekstra opmærksomhed« af Kristina Renault et al (Ugeskr Læger 2012;174:1076 og Først på nettet uge 51, d. 19-12-2011), er jeg fuldstændig enig i overskriften og støtter formålet med, at der udfærdiges kliniske retningslinjer, men artiklen er desværre præget af manglende korrekturlæsning og faglige referencer.

Grænsen for gestationel diabetes er ikke en HbAc1-værdi, der menes vel faste-P-glukose, som jo ligesom den nu udeladte glukosebelastning heller ikke har en fastlagt grænseværdi efter gastric bypass.

Angående baggrunden for flere af de vigtige mangeltilstande efter gastric bypass, mangel på B12- og D-vitamin samt en mulig proteinmangel, refereres i artiklen til et ikkelægevidenskabelige tidsskrift, hvilket må anses at være under niveau for Ugeskrift for Læger, en praksis som i værste fald kan skabe usikkerhed og utryghed hos de opererede.

Mht. de meget alarmerende tilfælde fra Holland med intrakraniel blødning hos fem fostre, var der kun ved to påvist mangel på K-vitamin som en mulig årsag, de øvrige tilfælde var betegnet som muligvis samme årsag, men uden dokumentation herfor.

Vedrørende jernmangelanæmien, som nok er den hyppigste mangeltilstand efter gastric bypass, synes der at mangle et afsnit om, at det kan fremkaldes af eller forværres i forbindelse med blødning under forløsningen, og som efterfølgende kræver »ekstra opmærksomhed«.

Endelig kan det undre, at intet er nævnt angående mangel på folinsyre, der jo gives som ekstra tilskud til gravide, skal der gives endnu mere hos gravide med gastric bypass?

> Svar:

På forfatternes vegne Kristina Renault, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Hvidovre Hospital. E-mail: krta@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

Vi er glade for, at vores statusartikel »Graviditet efter bariatrisk kirurgi kræver speciel opmærksomhed« og dermed også emnet får fokus. Derfor tak for kommentarerne fra Jens Peter Krougstrup, der giver os mulighed for at uddybe enkelte punkter i artiklen.

En statusartikel beskriver ny udvikling, status og de praktiske videnskabelige perspektiver og gennemgår ikke som et systematisk review hele litteraturen på feltet. Artiklen er derfor kort med et begrænset antal referencer. En mere omfattende referenceliste kan fås ved henvendelse til undertegnede.

Jeg beklager den oversete trykfejl, og takker for at blive gjort opmærksom herpå. Den foreslåede grænse for gestationel diabetes er ikke en HbA1c-værdi, men som korrekt anført af Jens Peter Krougstrup P-glukose-værdier. Værdierne svarer til behandlingsmål for gravide med gestationel diabetes [1].

I beskrivelsen af de absorptive komplikationer udvalgte vi to referencer, den ene fra et lægevidenskabeligt tidsskrift [2] den anden fra et ikkelægevidenskabeligt tidsskrift, som beskriver den vejledning og information, der p.t. gives til patienterne [3]. Sidstnævnte kan naturligvis ikke stå alene. Statusartiklen er skrevet på baggrund af nogle nu godkendte nationale retningslinjer om »Graviditet efter bariatrisk kirurgi« i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi [4]. Referencelisten til disse er mere fyldestgørende, og derfra suppleres med en reference [5] fra et lægevidenskabeligt tidsskrift, som vi primært udelod pga. pladsbegrænsning.

Vi er enige i, at de alarmerende tilfælde fra Holland med intrakraniel blødning hos fostre af bariatrisk opererede mødre ikke dokumenterer en årsagssammenhæng med K-vitamin-mangel, og vi anbefaler derfor ikke K-vitamin-profylakse til alle. Da der er rejst mistanke om en årsagssammenhæng, finder vi det dog relevant at anbefale kontrol af den gravides koagulationsstatus.

Jernmangelanæmi hos gravide er et omfattende emne. Vi fremhæver netop, at disse gravide har særlig risiko for jernmangelanæmi, som bør behandles i graviditeten. Vi er enige i, at jernmangelanæmi har stor betydning både for intrauterin vækst, men også for kvinders risici ved et større blodtab i forbindelse med fødslen.

Folinsyremangel ses sjældent hos bariatrisk opererede, formentlig fordi der sker en absorption i hele tyndtarmen [5]. Der er ikke evidens for at anbefale større doser folinsyre end 400 mikrogram dagligt, hvilket er anbefalingen til alle gravide. Vi anbefaler, at bariatrisk opererede tager folinsyre i hele graviditeten, og ikke blot i første trimester. Da dette er indeholdt i en almindelig graviditetsvitaminpille (Gravitamin), som anbefales til alle i hele graviditeten, har vi ikke prioriteret at lægge vægt på det.


Referencer

  1. DSOG Sandbjergguidelines. Behandling af gestationel diabetes mellitus, 2007. www.dsog.dk
  2. Bal BS, Finelli FC, Koch TR. Origins of and recognition of micronutrient deficiencies after gastric bypass surgery. Curr Diab Rep 2011;11:136-41.
  3. Madsen LJ, Junge AS. Diætbehandling af fedmeopererede. Diætisten 2009;nr. 100.
  4. DSOG Sandbjergguidelines. Graviditet efter bariatrisk kirurgi, 2012. www.dsog.dk
  5. Poitou BC, Ciangura C, Coupaye M et al. Nutritional deficiency after gastric bypass: diagnosis, prevention and treatment. Diabetes Metab 2007;33:13-24.