Skip to main content

Der er mange myter og ammestuehistorier, når det gælder motion og graviditet, skriver forfatteren Bente Klarlund Pedersen. Dette har motiveret hende til at skrive en særdeles læseværdig bog om emnet. Bogens anbefalinger bygger på forskningsresultater samt kendskab til kroppens reaktion på gravi- ditet og træning - tilsat lidt sund fornuft. Bogen henvender sig til den vordende mor, fitnessinstruktører og andre, der ønsker at vide mere om baggrunden for at anbefale fysisk aktivitet i graviditeten.Bogen er skrevet i et klart og enkelt sprog. Den er velstruktureret med korte afgrænsede kapitler, der kan læses enkeltvis, og som afsluttes med en samlet konklusion. Den beskriver i et letforståeligt sprog den fysiologiske baggrund for anbefalingerne. Anbefalingerne bygger på en omfattende litteraturgennemgang, og der er henvisninger til udvalgte referencer i teksten. Bogen er rigt illustreret med pædagogiske fotografier og tegninger. I bogen gennemgår forfatteren, hvordan motion og graviditet generelt påvirker kroppen. Herefter gives specifikke råd vedrørende forskellige former for træning under graviditet. Slutteligt gives anbefalinger i forbindelse med varierende kliniske problemstillinger. I bogen er der henvisninger til websites med yderligere rådgivning for gravide motionister.Bogen giver læseren en hurtig indføring i relevant viden på området. Jeg er sikker på, at såvel vordende mødre som alle typer af sundhedspersonale, der rådgiver gravide, kan finde inspiration og svar på mange spørgsmål i denne fine bog.

København:

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2004.

159 sider. Pris 199 kr.

ISBN 87-17-03784-0