Grotesk sagsbehandling og afgørelse i Ankestyrelsen

Interessekonflikter: Ingen.

Min patient, en 31-årig mand med svær astma og støvmideallergi, ansøgte i foråret 2007 sin kommune om dækning af udgifter til et støvmidetæt madrasbetræk som hjælpemiddel efter lov om social service §112. Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til, at betrækket ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe allergilidelsen, men kun kompensere for en lille del af allergigenerne. Jeg klagede på patientens vegne til kommunen, som fastholdt afgørelsen og sendte sagen videre til Det Sociale Nævn, som ændrede afgørelsen og pålagde kommunen at betale betrækket.

Kommunen klagede til Det Sociale Nævn, men nævnet fastholdt sin afgørelse og sendte sagen videre til Ankestyrelsen (AS), som optog den som en principsag.

AS ændrede afgørelsen fra Det Sociale Nævn, idet styrelsen ikke fandt, at et støvmidetæt madrasbetræk kunne anses for at være et hjælpemiddel ved støvmideallergi.

På trods af min fuldmagt fra patienten til at føre sagen på hans vegne blev jeg ikke hørt i forbindelse med AS's principafgørelse, som jeg kun ved en tilfældighed blev gjort opmærksom på af kolleger tre måneder senere. AS havde altså uden nogen form for fagligt modspil truffet en principafgørelse af betydning for tusindvis af mennesker. Grundlaget for AS's afgørelse var en nyligt publiceret Cochrane-metaanalyse, som satte spørgsmålstegn ved effekten af støvmidetæt madrasbetræk i behandlingen af støvmideinduceret astma.

Jeg klagede til AS over den manglende partshøring og anmodede om aktindsigt. AS erkendte, at den manglende partshøring var en væsentlig sagsbehandlingsfejl, hvorefter jeg fik mulighed for at indgive en udtalelse i sagen. Jeg vedlagde en frisk udtalelse fra Sundhedsstyrelsen (SS), som fremførte en række argumenter for, hvorfor metaanalyser, herunder ovennævnte, ikke var velegnede til at vurdere effekten af ikkefarmakologiske interventioner som allergentætte madrasbetræk ud fra. SS oplyste, at den var i løbende dialog med læger med stor ekspertise på området, tidligere havde haft en ekspertgruppe nedsat og havde planer om at nedsætte en ny hurtigtarbejdende ekspertgruppe for nærmere at drøfte litteraturen og evidensen for anvendelsen af allergentætte madrasbetræk. Indtil resultatet af dette arbejde forelå, fandt SS ikke grundlag for at ændre rådgivningspraksis på området, dvs. anbefalingen af støvmidetætte madrasbetræk som en del af den ikkefarmakologiske behandling af patienter med dokumenteret husstøvmideallergi og kliniske symptomer svarende dertil.

Aktindsigten afslørede, at AS to måneder før sin afgørelse selv havde rettet forespørgsel til SS og fået samme svar, men havde ignoreret det, ligesom det nu på ny blev tilfældet. Ligeledes afslørede aktindsigten, at AS havde truffet sin afgørelse alene på baggrund af udtalelser fra en lægekonsulent, som var speciallæge i intern medicin og medicinsk gastroenterologi og dermed ikke var specialist inden for det aktuelle fagområde. Undertegnede opfordrede AS til at genoptage sagen og benytte en speciallæge i allergologi og/eller pulmonologi som konsulent, hvilket styrelsen afslog.

AS's afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men har været forelagt Folketingets ombudsmand, som har meddelt, at han pga. sagens faglige indhold ikke har kompetence til at gå ind i den. Tilbage står så domstolene, hvis nogen ellers skulle have mod på det.

I en sag, som har betydning for tusindvis af husstøvmideallergikere over det ganske land, har AS således: 1) truffet afgørelse uden partshøring og fagligt modspil, 2) indhentet og derefter ignoreret udtalelse fra landets øverste sundhedsfaglige myndighed, hvis anbefalinger og retningslinjer læger over det ganske land i deres daglige arbejde ellers er forpligtede til at efterleve, og 3) ladet sin afgørelse hvile på udtalelser fra en lægekonsulent, som ikke var specialist inden for det aktuelle fagområde. Nej, enevældens og absolutismens tid er nok ikke helt forbi.