Gult kort til regeringen: Optaget på medicin skal sættes markant ned


For to uger siden offentliggjorde Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet nyheden om, at knap 60.000 ansøgere bliver tilbudt en plads på en videregående uddannelse. Igen i år bliver rekordmange tilbudt plads på lægestudiet: hele 1.876 nye lægestuderende. Det giver mig anledning til at lykønske de kommende lægestuderende, men også til at vise regeringen det gule kort.
Til jer nye lægestuderende vil jeg sige et stort tillykke med optagelsen på medicinstudiet. At være læge og tage hånd om patienternes sundhed og sygdom er både fantastisk, givende og udfordrende, og vi glæder os til at byde jer velkommen som kolleger i den kliniske virkelighed.
Til regeringen vil jeg samtidig sige, at det kun kan gå for langsomt med at sætte optaget på medicinstudiet markant ned. Sidste år bragte vi med julekortkampagnen problemet ind på uddannelses- og forskningsministerens bord, men trods det har man ikke skruet ned. Derfor går vi nu fra at sende julekort til at give det gule kort: Dette er en advarsel fra Lægeforeningen til regeringen og en opfordring til at skrue markant ned for studiepladserne inden næste års optag på universiteterne.
»Derfor går vi nu fra at sende julekort til at give det gule kort: Dette er en advarsel fra Lægeforeningen til regeringen og en opfordring til at skrue markant ned for studiepladserne inden næste års optag på universiteterne«Josephine Rathenborg
For allerede i 2035 forventes et overskud på omkring 8.000 læger i forhold til udviklingen i samfundets behov. Det viser Finansministeriets mekaniske fremskrivning, ligesom både Danske Regioner og fremtrædende sundhedsøkonomer også advarer om, at der uddannes alt for mange læger.
Det er hverken gavnligt for de unge, der vælger at blive læger, for samfundsøkonomien, som betaler prisen for en unødvendig »overproduktion«, eller for de mange andre brancher, som godt kunne bruge de unge mennesker i stedet. Faktisk er det uforståeligt, at regeringen trods advarsler fortsætter med at lade alt for mange dygtige unge mennesker tage en lang og dyr uddannelse med risiko for at uddanne dem til arbejdsløshed. Nok gavner det universiteternes økonomi, at der uddannes for mange læger, men det gavner ikke samfundsøkonomien. Dels koster det omtrent 1 mio. kr. at uddanne en læge på universitetet, og dels kan det frigøre 10,5 mia. kr. frem mod 2040 at skrue optaget ned med 250 pladser årligt.
At uddanne for mange læger er muligvis godt for vores nabolande, men ikke for Danmark. Og vi skal altså ikke uddanne alt for mange læger som i 1980’erne, hvor arbejdsløshed i stor stil drev læger fra Danmark til Sverige. Regeringen skal huske, at det er et politisk ansvar at styre optaget ordentligt, så det stemmer overens med sundhedsvæsenets og arbejdsmarkedets behov.
Det er derfor, regeringen skal sætte optaget markant ned inden næste års optag. Som minimum skal optaget sænkes med 250 pladser. Måske ikke rettidig omhu, men vi kan stadig nå at undgå at gentage historien.